Jeg snakkede med min mor om aftenen. Og hun spurgte om jeg havde undervisning i morgen. Det havde jeg, svarede jeg. Og det tog jeg vel til, spurgte hun. Og jeg svarede at det tænkte jeg vel at jeg gjorde. Det skulle jeg, sagde hun, mormor spurgte også tit ind til, om jeg nu kom til undervisningen. Det var vigtigt at komme til det. Universitetet var ikke for sjov, sagde hun. Og jeg sagde ja, og lidt efter lagde vi på. Jeg rullede gardinerne for, satte vinduet på klem. Jeg børstede tænder. Jeg lagde mig i min seng og satte mit vækkeur. Jeg skulle have undervisning fra otte til ti. Og derefter en forelæsning fra ti til tolv. Jeg indstillede alarmen til at ringe. Klokken var blevet mere end jeg planlagde nu. I løbet af dagen havde jeg besluttet mig for at gå tidligt i seng. For anspændtheden i mit hoved var kun blevet værre. Allerede tanken om at stå op klokken syv føltes som to håndflader, der pressede sammen mod mit hoved. Jeg indstillede uret til klokken ni. Det føltes ikke anderledes. Og jeg tænkte at det var et nemt regnestykke: jeg gad ikke at sætte et vækkeur, og bare tanken om det, gav mig ondt i hovedet. Uret smed jeg ned på gulvet og slukkede lyset på værelset.
Jeg vågnede næste dag uden at vide hvad klokken var. Uret var gået i sort på gulvet. Jeg rullede gardinerne fra vinduerne. Der var lyst udenfor. Vejret var lunt, opløbet til maj måned. Ved siden af lejlighedens gård lå en børnehave, hvor man kunne høre børnene løbe og lege og råbe. Jeg gik ud i køkkenet for at tage et glas vand. Klokken var halv elleve. Jeg kunne nå til den anden halvdel af forelæsningen fra ti til tolv. Men hen over natten havde intet forandret sig. Jeg gad det stadigvæk ikke. Jeg tog tøj på, børstede mine tænder, spiste noget let morgenmad, gik ud ad døren, ud i opgangen og låste døren efter mig.
Nede på gaden skete der ingenting. Hjørnet på Falstersgade var altid roligt. Jeg bevægede mig ned gennem Øgaderne, ned til Nørre allé. Trykket i hovedet var ikke gået væk hen over natten. Det kom oppefra, trykkede hovedbunden sammen bagerst i mit hoved, gjorde tindingerne tunge, alle tanker føltes som et bristepunkt. På den anden side af Øgaderne lå universitetet. En rød bus kom kørende hen ad Nørre allé, den standsede ved et busstoppested lidt fra mig. Dørene åbnede, og jeg løb derhen for at nå ind, inden den kørte. Jeg satte mig bagerst i bussen. Solen skinnede ind mellem vinduernes reklameklistermærker. Der sad en alkoholiker nogle sæder foran mig. Han var vendt i min retning. Han havde ikke noget at drikke i hånden, dåserne lå tomme på sædet ved siden af ham. Han sad i badesandaler, hans bukser var opløst af slid for neden. Hans ansigt lignede noget, som var sat på plads af tæsk. På hovedet havde han en cowboyhat, hvor der stod Star ”Las Vegas” Power.
Godmorgen, sagde jeg til ham. Han kiggede på mig og smilte og sagde godmorgen til dig også. Han lettede på hatten, så man kunne se hans fedtede hår, som var kastet tilbage i et slick. Du har ikke set kontrollørerne her til morgen? Jeg smilede til ham og sagde nej, du har heller ikke en billet? Så smilede vi begge to og han tog sig på lommerne. Jeg ved ikke hvor min pung er, så det ville være synd at sige, sagde han. Bussen stoppede igen, og jeg stod af. Jeg sagde god dag til alkoholikeren og gik ud på fortovet. Det var grønnere her. Fortovet fortsatte lidt og blev overtaget af en grussti, der grænsede op til en eng. Græsset var grønnere, end det havde været hele året indtil videre. Bierne var omkring blomsterne, og der var ingen biler i nærheden. Jeg gik op på engen og fortsatte over en lille bakke, og fortsatte ned igen, indtil jeg ikke længere kunne se noget af byen. Jeg lagde mig i græsset og kiggede op på himlen. Det var en af de dage, hvor skyerne bevæger sig hurtigt hen over himlen. Som hvis de løber fra noget. Og der var stille. Helt roligt, kun fuglenes kærlige opsang. Græsset var blødt uden nogensinde at kunne kradse. Solen var blid varme. Og det føltes som om min krop blev suget ned mod jorden, længere ned. Med underlagets tyngdekraft. Først blev mine fødder tunge, så bevægede det sig op gennem kroppen, følelsen af at synke. Og det fortsatte med at bevæge sig op, indtil hovedet. Det føltes som om hele kroppen var under jorden, som hvis jeg var begravet i sand op til hovedet. Og trykket var der endnu, men kun som det eneste over jorden. Trykket og anspændtheden, som følelsen af en skinger tone i et vakuum. Mit hoved føltes let, men trykket og min krop føltes tung men rolig. Og det var som om, det begyndte at trykke omkring halsen, først let og så meget. Først en smule besvær med at trække vejret, så lidt mere. Fuglene sang stadigvæk i træerne et sted. Der var varmt og græsset var blødt. Jeg prøvede at skrige, men havde ikke luft til det. Min hals var lukket. Og hovedet ville op og kroppen ville ned. Jeg nåede at føle, at jeg skulle dø. Så åbnede jeg øjnene og jeg lå på engen stadigvæk. Og intet var forandret. Omgivelserne var smukke, stadigvæk. Jeg rejste mig og gik tilbage mod fortovet. For den grønne stilhed kunne ikke gøre noget til forskel.
Jeg gik ind mod byen igen. Der var et torv med bænke, træer rundt i periferien. Solen skinnede stadigvæk. Jeg satte mig. Der var mennesketomt, man kunne høre bilerne et sted bag bygningerne. Jeg drejede hovedet mod lyden af to mennesker. To håndværkere kom gående. De havde snavs på deres arbejdsbukser og var brune, som hvis sommeren gik på hæld. De satte sig på en af bænkene, en af dem begyndte at ryge. En anden person kom gående bag dem. Han havde en cowboyhat på, hvor der stod Star ”Las Vegas” Power på. Det var alkoholikeren. Han havde stadigvæk badesandaler på og slentrede hen til en af bænkene og lagde sig ned med armene bag sig som støtte til hovedet. Så begyndte han at fløjte. Skingert til at starte med. Men det foldede sig ud og blev blødere. Håndværkerne lyttede, ligesom jeg gjorde. Fuglene lyttede også, for de stoppede med at fløjte og blev helt stille. Bilerne bag murerne var tavse. Og fra hans fløjten udsprang den akse, hvorom byen roterede. Han fløjtede lidt. Det kildede i kroppen. Som boblerne i vand der er lige ved at koge. Han fløjtede lidt. Jeg lukkede øjnene og åbnede dem igen. Han blev ved. Og da han stoppede, var håndværkeren færdig med at ryge, og en tåre var gledet fra hans ene øje. Det var kraftedme smukt, hviskede han.
Jeg så Nørre Allé gennem bygningerne ved siden af torvet og gik hen for at følge den hen til krydset med Gammel Munkegade. Jeg drejede op mod Øgaderne i krydset. Jeg gik op ad den stejle bakke op til krydset med Falstersgade, låste mig ind i opgangen, låste mig ind i lejligheden, låste mig ind på mit værelse. Uret lå på jorden og lyste klokken nu, det var kommet sig. Jeg havde ladet vinduet stå åbent, værelset var fyldt med luft. Børnene var ude på legepladsen endnu. De skreg og råbte og legede og grinede og smilte og slog og tilgav og undskyldte og inviterede og udelukkede og krammede og byggede. Hvis vejret fortsatte sådan her kunne de være ude hver dag. Måske de kunne tage på ekskursion. Ned til stranden. Det havde jeg været da jeg var lille. På stranden med børnehaven. Køre ned fra toppen af Øgaderne, ned til Ballehage eller Bellevue eller ned til Øen. Ned til vandet, hvor solen skinner, hvis vandet er koldt. Det er dernede det hele starter. Nede ved vandet, tænkte jeg.
