Jeg har i en årrække sejlet på Søværnets skibe ved Grønland, og denne tekst udspringer af en vandretur, jeg tog i den periode. For en kærlig opsang handler om at gøre det, der giver plads til refleksion og gør det muligt at mærke efter, hvad der faktisk er rigtigt og forkert for én selv. Syndefaldet ligger altid på lur. Selv på et fjeld i Grønland.
Acedia – dovenskab
“Du gad ikke engang starte, da du endelig fik fri.”
Det er en retfærdig anklage, og den starter faktisk længe før mine støvler rammer fjeldet. For morgenen begynder ellers perfekt. Jeg står i kampinformationscentralen og glor på søkortet som en lykkelig nørd. Jeg elsker de kort. Der er noget næsten meditativt over at se dybder, konturer og farvandslinjer folde sig ud som et sprog, kun nogle få gider lære.
Og lige dér, midt i alle de blå og hvide flader, står det faktisk skrevet sort på hvidt:
Toppen i Mellemlandet ligger i 985 meters højde.
Det er ikke noget, jeg gætter på. Det står på kortet. Indtegnet som en lille, næsten uskyldig note, der ikke gør noget væsen af sig, men som alligevel er høj nok til at give respekt.
Jeg ved altså godt, hvad jeg går ind til. Jeg ved, at der er næsten en kilometer op. Jeg ved, at det bliver en lang dag. Og alligevel står jeg dér og bliver helt varm om hjertet over udsigten fra skibet: fjeldet, der rejser sig i lag og farver, som om det bare står og venter på, at jeg kommer op og hilser på. Jeg kan mærke turen i benene allerede dér.
Så kommer morgenmaden. Og de pålagte opgaver. Og den særlige form for skibslogistik, hvor alle lige skal have fat i én samtidig. Da vi endelig får frihed og landlov omkring kl. 10, burde jeg være klar til at storme ud over dækket som en mand med en mission.
I stedet sker der noget helt andet.
Jeg får lyst til at lægge mig i køjen i mit lukaf og bare… chille. Ikke noget dramatisk. Bare ligge dér som en strandet sæl og lade tiden gå. Skibets aktivitetsniveau har været højt de sidste dage, og jeg er faktisk træt. Ikke sådan “jeg kan ikke mere”-træt. Mere sådan “jeg kunne godt spise en anden morgenmad”-træt. Total hobbit-stil. Bare lige en ekstra runde i kabyssen, som om jeg ikke allerede havde fået nok.
Og det er dér, dovenskaben rammer. Ikke som en mur, men som en blød, fristende dyne. “Du kan også bare blive her,” siger den. “Ingen forventer noget. Du har fri.” Og det er næsten det værste: At den har ret.
Jeg ligger et øjeblik og overvejer det. Bare blive. Bare lade fjeldet være fjeld og mig være mig. Men så kommer den anden stemme. Den, der minder mig om, at hvis jeg ikke går nu, så bliver jeg typen, der taler om vandreture i stedet for at tage dem. Og det er værre end at være træt.
Så jeg rejser mig. Langsomt. Modvilligt. Jeg tager støvlerne på, spænder BOA-lukningen, og går ud på dækket. Ikke fordi jeg er motiveret. Men fordi alternativet er pinligt.
Og så starter turen.
Gula – fråseri
“Du slæber alt for meget lort med.”
Det er en fair anklage. Efter ti minutter kan jeg mærke, at jeg har pakket som om, jeg skulle krydse indlandsisen og ikke bare et fjeld. Jeg har snacks nok til at forsyne en mindre spejderlejr, vand nok til at slukke en ildebrand og ekstraudstyr, der kun giver mening, hvis jeg pludselig skulle blive kastet ud i en overlevelsessituation med både bjørne og naturkatastrofer.
Det er klassisk fråseri: “Jeg tager lige lidt ekstra, for man ved jo aldrig.” Jo, man ved det faktisk godt. Man ved, at man kommer til at slæbe det hele op ad fjeldet og fortryde hvert eneste gram. Men nu hænger det på ryggen, og jeg må leve med min egen overforsigtighed.
Jeg justerer remmene, sukker og accepterer, at jeg har pakket som en nervøs førstegangsvandrer, selvom jeg burde vide bedre.
Luxuria – lyst
“Du valgte dig selv over fællesskabet.”
Det er ikke forkert. Stien begynder at stige, og kroppen vågner. Jeg får den der tilfredsstillende følelse af at være i gang, som om jeg er hovedpersonen i min egen dokumentar. Det er rart. For rart. Jeg begynder at nyde det lidt for meget.
Jeg kunne have lavet noget socialt. Spillet kort. Trænet. Været en del af fællesskabet. I stedet valgte jeg at gå ud i fjeldet alene, fordi jeg havde lyst til at være alene med mine egne tanker. Det er en luksus, og jeg ved det godt. Det er også en smule selvoptaget, men det er svært at være kritisk, når udsigten bliver bedre for hvert skridt.
Jeg går videre, fordi jeg vil mærke noget, der ikke kræver en uniform, en ordre eller en plan. Bare mig, mine ben og en retning.
Avaritia – griskhed
“Du vil have mere, end du kan bære.”
Den anklage rammer, da jeg forlader grusvejen og bevæger mig ind mod fjeldet. En stor rørledning ligger langs vejen som en stålslange. Den har sikkert ført heavy fuel fra tankanlægget ned til kajen, dengang amerikanerne havde Bluie West One her. Resterne ligger stadig og ligner noget fra et postapokalyptisk byggeprojekt, hvor nogen har glemt at rydde op.
Jeg har altid vandret. Helt fra barnsben. Når man går, bliver simple ting vigtige: sokker, støvler, fødder. Søværnets sokker er de samme som hærens: kaki-brune, uld i spids og hæl, kunststof for slidstyrke. De er fantastiske om vinteren. Men nu er det polarsommer, 19 grader, og sokkerne fungerer som små saunaer.
Og støvlerne… ja. Søværnet har valgt en italiensk støvle med BOA-lukning. En mørkebrun sikkerhedsstøvle med tynd sål, luftig overdel og et kliksystem. Perfekt til et skibsdæk. Ikke perfekt til fjeld.
Men jeg ignorerer det. Jeg vil op. Jeg vil have udsigten, følelsen, præstationen. Jeg vil have det hele, og jeg vil have det nu. Det er griskhed forklædt som ambition. Jeg ved det godt, men jeg går videre alligevel.
Ira – vrede
“Du mister besindelsen over ingenting.”
Insekterne er overalt, og jeg kan mærke irritationen bygge sig op som en lille trykkoger bag ribbenene. Jeg er ikke typen, der råber ud i naturen eller bander så højt, at fjeldet giver ekko. Jeg er mere typen, der laver en intern disciplinær høring med mig selv. Og den går i gang nu.
“Virkelig? Du vidste godt, der ville være insekter. Du vidste godt, terrænet ville være hårdt. Og alligevel står du her og bliver overrasket som en turist i sandaler.” Jeg kan mærke temperamentet – det rødhårede, hurtige, varme – blusse op. Ikke udad, men indad. Det er som om kroppen siger; “Nu stopper du. Tag dig sammen.” Samtidig siger hjernen; “Jeg prøver jo, men det her krat er umuligt.” Og så står jeg dér, fanget mellem to versioner af mig selv, der begge har ret.
Terrænet hjælper ikke. Buskene griber fat i bukserne, som om de prøver at holde mig tilbage. Stenene ligger løst, som om de bevidst venter på at rulle under støvlen. Jeg slider uniformsbukserne. Jeg slider mig selv. Og jeg bliver sur på min egen optimisme, der mente, at det her ville blive “en hyggelig tur”.
Jeg siger ikke noget højt. Jeg har ikke behov for at råbe. Jeg mærker det bare, mens jeg fortsætter. Ét skridt ad gangen.
Invidia – misundelse
“Du vil være dér, hvor andre står, uden at gå deres vej.”
Den anklage rammer, da jeg ser to andre længere oppe, der allerede står på toppen. De ser ud til at gå let. Alt for let. Jeg mærker misundelsen som en lille, skarp sten i skoen.
Men så ændrer fjeldet karakter.
Jeg når til den del, hvor plateauerne begynder at rejse sig foran mig. De første er virkelig smukke. Små lodrette klippevægge på en halv til to meter udgør kanten foran næste plateau. Flere steder er kanterne faldet sammen, så det er let at finde en passage videre op. Det bliver et mønster: op gennem et hul i væggen, hen over plateauet, videre til næste brud i klippen. En rytme, der føles både logisk og tilfredsstillende.
Der er færre buske her. Færre insekter. En lille brise. Solen er lige tilpas. Jeg kan se toppen hele tiden, så mens jeg når mine delmål, har jeg mit endelige mål for øje. Det føles næsten som om fjeldet endelig samarbejder.
Men misundelsen ligger stadig og prikker. Jeg vil være hurtigere. Jeg vil være dér, hvor de andre allerede står. Men jeg kan kun tage min egen vej. Ét plateau ad gangen.
Superbia – hovmod
“Du tror, du står over andre, bare fordi du står højt.”
Jeg ved jo godt, at den rigtige top ligger længere mod sydvest. Det står på søkortet. Jeg har set koten 970 som toppen hedder. Jeg har endda stået og nikket til den tidligere på dagen, som om jeg havde en aftale med den. Men undervejs er det forsvundet ud af min opmærksomhed. Ikke sådan fra det ene øjeblik til det andet. Mere som en langsom udvaskning.
Terrænet, insekterne, plateauerne, de små klippevægge, rytmen i at finde passager, den indre dialog, irritationen, tilfredsheden, udsigten der hele tiden ændrer sig – alt det har fyldt så meget, at det helt centrale faktum er gledet ud af hovedet: ”Jeg er ikke på vej mod én top. Jeg er på vej mod to.”
Så da terrænet flader ud, og jeg når den første top – omkring 550-600 meter – føles det som en afslutning. En sejr. Et punktum. Jeg kan mærke kroppen falde lidt til ro. Jeg kan mærke hovmodet begynde at bygge sig op. “Sådan. Du gjorde det.”
Men så løfter jeg blikket.
Og dér, før jeg overhovedet når helt op på toppen, ser jeg den.
Den rigtige top.
Den, jeg havde glemt.
Den, der ligger længere inde i Mellemlandet.
Den, der rejser sig højere, rå, mere ubønhørligt end den, jeg står på nu.
Det er et mærkeligt øjeblik.
Den første top bliver pludselig… utilfredsstillende.
Ikke fordi den er lille. Ikke fordi udsigten ikke er flot. Men fordi den ikke er målet. Den er bare en forsmag. En teaser.
Jeg har brugt en del tid, men jeg har ingen bagkant. Solen går sent ned her. Meget sent. Og nu hvor jeg kan se den rigtige top, er der ingen vej tilbage. Jeg fortsætter. Ikke fordi jeg skal. Men fordi jeg ikke kan lade være.
Terrænet bliver mere åbent. Vegetationen forsvinder næsten. Klipperne bliver større, mere rå. Det føles som at gå ind i en anden verden. En arktisk verden. En verden uden sti, uden markeringer, uden andet end min egen stædighed.
Og så står jeg dér.
På toppen.
985 meter over havet.
Yderst i fjorden er vandet safirblåt, helt klart, helt roligt, næsten strålende i det skyfri vejr. Inderst i fjorden er vandet lysebrunt af sediment fra gletsjeren, der smelter og sætter sit støvede aftryk ud i fjorden. To farver, to verdener, i samme blikfelt.
Jeg kan se langt i alle retninger. Ind over Indlandsisen mod øst. Fjeldtoppe mod nord og syd, så langt øjet rækker. Og mod vest: en svag antydning af havet i det fjerne. Det er en eftermiddag, der næsten virker arrangeret til formålet.
Jeg står dér, hvor jeg vil stå. Træt, svedig, gennemblødt af dagens anstrengelser — men også mærkeligt let. Jeg har ikke overvundet dødssynderne; jeg har begået dem alle sammen på vej herop. Dovenskaben, fråseriet, lysten, griskheden, vreden og misundelsen har fulgt mig hele vejen som små, insisterende følgesvende. Og nu, på toppen, vokser hovmodet helt naturligt. Selvfølgelig gør det det. Jeg har jo gjort præcis det, jeg ville.
Men samtidig er der noget andet. En stille tomhed, der ikke er trist, men ren. En glæde, der ikke handler om at være bedre end nogen, men om at have fulgt sin egen vilje hele vejen til målet. En følelse af, at det her – at gøre noget for sin egen skyld, uden bagkant, uden krav – også har sin gode plads. At det ikke er en synd, men en nødvendighed.
Fakta om ruten
- Start: Narsarsuaq Marina (0 moh)
- Slutpunkt: Toppen med kote 985 m i den sydlige del af Mellemlandet
- Distance: ca. 19 km
- Samlet op/ned: ca. 985 højdemeter
- Terræn: ca. 80 % uden sti
- Karakter: Moderat til hård fjeldbestigning
Særligt: To toppe – en for-top omkring 550–600 m og den rigtige top bagved
