Mine venner og jeg går rundt og sparer penge, men alligevel virker det som om, at vi alle har råd til at købe en tæskedyr koncertbillet, når vores yndlingskunstner turnerer. Penge er så definerende en faktor i vores interaktioner med hinanden, vi laver ikke andet end at snakke om dem, og dog er det sjældent, samtalen går på, hvad der egentlig står på kontoen. Ja der er social og kulturel kapital, der er gode studiejobs, god stil og mange connections på LinkedIn, men penge var, er og bliver det ultimative statussymbol.
Lige nu har jeg rundt regnet 72.000 på kontoen, og jeg veksler mellem at skamme mig over at have mere end mine venner, der kæmper for at betale huslejen, og være misundelig på de venner der bor billigt i forældrekøb i Øgaderne. Ifølge en undersøgelse af CEPOS fra januar ligger jeg enormt tæt på medianformuen for 22-årige, så mine skiftende følelser over bankkontoen afspejler måske min position meget godt. Samme undersøgelse viser at den gennemsnitlige unge på min alder har en formue på 381.000, så med det bedste af mine metode-færdigheder, kan jeg påstå at fordelingen af formuer blandt os på 22 må være rimelig højreskæv.
Det sjove er måske heller ikke de tal, der står på vores konti, men i højere grad hvorfor vi ikke snakker om dem. Egentlig tror jeg at de fleste af os kun har glæde til overs for vores venner med nok på kistebunden og samtidig ikke tænker værre om dem, der skraber bunden sidst på måneden. Så hvorfor har vi så svært ved at være ærlige om de penge vi (ikke) har? Det føles slibrigt og grænseoverskridende at spørge sine venner om, hvad de har på kontoen, det virker som noget vi ikke må vide om hinanden.
Med den motivation på plads strikkede jeg et spørgeskema sammen, så jeg kunne snage i mine medstuderendes økonomi, mens de fik lov at være anonyme. Jeg fik 99 besvarelser, et frygtelig irriterende tal, så det må jeg beklage, men ellers er jeg godt tilfreds med antallet. Her må jeg hellere give en stor fed disclaimer: For selvom jeg har kæmpet mig igennem Metode I, kan undersøgelsen her kun i meget, MEGET, begrænset omfang sige noget gyldigt om studerendes privatøkonomi. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at det kan den slet ikke. Men altså pointen har også i højere grad været at få lov til at spørge lidt ind til alt det økonomiske, som vi ellers undgår at snakke om.
Hvad står der samlet set på dine konti? Sådan valgte jeg indledende at spørge, fordi det var den mest entydige formulering, jeg lige kunne finde på. Det betyder, at de næste tal ikke er helt sammenlignelige med de tidligere nævnte fra CEPOS, som, udover pengene på bankkontoen, har inkluderet den værdi der står i andet (fx hus, bil, og aktier). Med det forbehold in mente viser det sig, at respondenterne i mit spørgeskema har alt fra -12 kr. til 1 mio. kr. stående på kontoen, et gennemsnit på 74.977,6 og en median på 20.273. Ikke tal der siger så meget i sig selv, men alligevel: Når vi har så forskellige udgangspunkter, må vi hellere passe på med at sammenligne, hvad vi går og har råd til.
Får du økonomisk støtte af dine forældre? Hvis ja, i hvilken form? Her blev jeg selv overrasket over besvarelserne, for det svarede 71% at de gjorde. For mit eget vedkommende betaler min far mit telefonabonnement og tilsvarende kan jeg se gælder for rigtig mange andre. Men folk får også støtte i form af faste overførsler, sporadiske madindkøb, forsikringer, tandlægeregninger og offentlig transport. Du må selvfølgelig selv afgøre, hvad du synes om, at mig og vores voksne medstuderende stadig i høj grad får økonomisk støtte af vores forældre. For mit vedkommende synes jeg bare det er skønt, men samme pointe som ovenfor står tilbage: Du burde nok ikke sammenligne dine muligheder, med din ven der får overført en tusse i måneden: I har simpelthen bare råd til forskellige ting.
Her måtte jeg også liiiige kigge lidt indad, for selvom jeg i store træk har betalt mine egne udgifter de seneste mange år (kørekort, rejser, tøj osv.), har mine forældres konti aldrig været fraværende i mit liv. Jeg har aldrig været i fare for at blive ægte broke, og kommer det heller ikke lige foreløbigt. Selv i det tilfælde hvor jeg kommer til at overføre hele min opsparing til en scammer fra Canada, skal jeg nok klare mig, jeg kan ringe til mor. Det er en situation, jeg bilder mig ind, at mange af os står i, og igen: Det er bare skønt! Men et privilegie jeg nok lige skal huske at sætte pris på, for det er ikke alle, der har samme rygdækning.
Her kommer lidt tal fra en undersøgelse af Finans Danmark fra 2025. Den handler om unges økonomiske status og viser blandt andet, at 24% af unge føler sig presset på økonomien, og det er selvom 76% af os har studiejobs. Andelen af unge med gæld er faldet, og det samme er antallet af unge boligejere, så det lyder jo unægtelig (og plausibelt, vil jeg påstå), som om det hænger sammen. Andelen af unge som er registrerede som dårlige betalere er faldende, men primært blandt os der bor i byen, f.eks. er hver niende ung på Lolland registreret i RKI. Rapporten fra Finans Danmark er primært positivt stemt overfor den retning unges økonomi bevæger sig i, men særligt tal som det sidste, får mig til at tænke, at vores økonomiske status virkelig er betinget af hvor vi kommer fra.
Hvor har du pengene fra? I tråd med det ovenstående, synes jeg det her var relevant. For mit vedkommende fik jeg ca. 55.000 kr. i børneopsparing da jeg blev 18. Min far er ansat i Jyske Bank og havde forvaltet dem i aktier, der havde vokset støt gennem hele mit liv. Dem fik jeg udbetalt og de blev delvist brugt på et højskoleophold. Men en stor del af de penge der står på min konto nu, er tilbageværende fra den opsparing. Ellers har jeg fået penge fra min farfar, der nu er på plejehjem, og havde nogle til overs fra sit hussalg. Og ja, så har jeg selv stået for de resterende 30-40 tusinde på kontoen, men det beløb er tydeligvis ikke upåvirket af, at min familie har haft muligheden for at give mig et enormt gunstigt udgangspunkt. Ligesom mig er der mange respondenter, lige omkring 41%, der har penge på kontoen fra børneopsparing. Omkring 20% af respondenterne har penge fra arv, og her er der nok ikke andet at sige, end at man selvfølgelig hellere ville have beholdt sine familiemedlemmer hos sig, end have flere penge på kontoen. Der er, selvsagt, ikke noget misundelsesværdigt i at miste folk man elsker, endnu et emne der kan være svært at snakke om, og måske særligt når død og økonomi på denne her måde blandes sammen.
Her til slut tillader jeg mig lige at skrive direkte til jer, som har besvaret spørgeskemaet: Jeg er sindssygt taknemmelig for jeres kloge overvejelser og jeres ærlighed. Selvfølgelig ligger der noget i, at I fik lov at svare anonymt, men jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvilke samtaler vi kunne have haft, hvis det var noget, vi i stedet havde snakket om. Jeg tror det eneste vi får ud af at holde detaljerne i vores økonomi skjult er, at vi går og sammenligner os med hinanden på ulige grundlag. Jeg tror, der er enormt meget at vinde i at være mere ærlige overfor vores venner. At det praktisk er nemmere at forventningsafstemme planer, er en ting, men måske gemmer privatøkonomien også på dybere samtaler. Samtaler om at miste familiemedlemmer, at komme fra fattige hjem eller rige hjem. Samtaler om at være i RKI, eller at tage lån, samtaler om at skamme sig og samtaler om hvorfor det er fjollet. Så helt til sidst en opfordring: Tag at spørge dine venner om, hvad der står på deres konto!
Kilder:
https://www.information.dk/indland/2021/08/ny-undersoegelse-studerende-bruger-meste-su-paa-sted-bo
https://www.dr.dk/nyheder/indland/su-gaelden-vokser-135000-betaler-ikke-af-paa-deres-gaeld
https://cepos.dk/artikler/0130-hvor-stor-formue-har-du-sammenlignet-med-andre-pa-din-alder
https://finansdanmark.dk/media/xaofc4p2/unge-gaeld-forbrug-og-opsparing-2025.pdf
