Denne artikel tager udgangspunkt i NBA. Ikke fordi problemstillingen er unik for basketball, men fordi det er den sportsverden, jeg selv kender bedst. De mekanismer, der beskrives, findes også i andre sportsgrene.
Unge kopierer ikke kun det tekniske. De kopierer personlighedstræk. De kopierer, hvordan man håndterer modgang, hvordan man taler om sig selv, og hvordan man behandler andre. De spejler det, de ser hos deres idoler: selvtillid eller usikkerhed, refleksion eller impulsivitet, ydmyghed eller arrogance. Det sker ofte uden, at de selv er bevidste om det. Derfor er det heller ikke noget, der kan reguleres med træningsøvelser eller taktiske instruktioner. Det er noget, der særligt formes gennem forbilleder.
Det er her problemet opstår. For mange professionelle atleter fremstår ikke som særligt bevidste om denne påvirkning. Tværtimod kan de fremstå ureflekterede, arrogante eller uden ansvarsfølelse. Ikke nødvendigvis fordi de er dårlige mennesker, men fordi deres offentlige fremtoning mangler eftertanke. Når man har millioner af unge, der følger med i alt, hvad man siger og gør, er det ikke en neutral position. Fraværet af refleksion er i sig selv et signal.
Der er også en tendens til at reducere atleters rolle til det rent sportslige. Argumentet lyder ofte, at de ikke er rollemodeller, de er bare ansatte til at præstere. At deres opgave er at “putte bolden i kurven” og ikke at opdrage andre. Den påstand mener jeg ikke holder. Ikke i en verden, hvor eksponering, indtjening og indflydelse er så massivt, som det er i dag.
Når medianårslønnen for en NBA-spiller er 47 millioner kr., er det fristende at bruge det tal som argument i sig selv. Men lønnen er ikke grunden til ansvaret, den er beviset for, at systemet allerede har truffet beslutningen. NBA’s indtægter kommer fra fans, der køber trøjer, ser kampe og følger spillere på sociale medier. Der er en direkte linje fra en 14-årigs beundring til en spillers lønseddel. Og markedsføringen af spillerne handler sjældent kun om basketball, den sælger personlighed, livsstil og identitet. Rollen som forbillede er ikke noget, spillerne selv har valgt. Det er noget systemet har pålagt dem, og som de har accepteret mod betaling. At sige “jeg er ikke en rollemodel”, mens man indkasserer en Nike-aftale, er en selvmodsigelse.
Systemet høster gevinsterne af unges beundring i form af penge, magt og berømmelse, mens ansvaret for, hvad den beundring gør ved dem, overlades til andre. Profitten privatiseres. De sociale konsekvenser eksporteres.
Det bliver endnu tydeligere, når man ser på spørgsmålet om politiske og samfundsmæssige udtalelser. Her er det let at havne i et spændingsfelt. På den ene side er der en forventning om, at atleter bruger deres platform til noget meningsfuldt. På den anden side kan det være problematisk, når udtalelser er overfladiske, uinformerede eller blot performative. Og så er der den svære erkendelse: Hvad gør man, når en atlet faktisk siger noget, man selv mener er forkert?
For mig bliver det konkret i forhold til Nikola Jokic. Som spiller er han noget af det mest fascinerende at se: kreativ, uselvisk og fuldstændig unik. Men samtidig finder jeg det svært at ignorere hans offentlige støtte til en politisk leder, som mange vil betegne som autokratisk. Det skaber en reel spænding. Kan man adskille spilleren fra mennesket? Og bør man? Det er ikke et spørgsmål med et nemt svar, men det er et spørgsmål, man er nødt til at stille sig selv. For det er netop her, rollemodeller får betydning.
Problemet er derfor ikke nødvendigvis, om atleter siger noget eller ej. Problemet er, om de tænker sig om. Og om de overhovedet tager deres position alvorligt.
Der findes heldigvis eksempler, der peger i en anden retning. Victor Wembanyama er et aktuelt eksempel på en atlet, der fremstår reflekteret, nysgerrig og bevidst om sin rolle. Han udviser en, i NBA sjælden, kombination af intelligens og følelsesmæssig åbenhed. F.eks. da han for nylig blev kritiseret for at græde efter en kamp, svarede han: “Personally, I refuse to carry the burden of having to hide my emotions”. Den type fremtoning har betydning, netop fordi den tilbyder unge et andet billede af, hvad en eliteatlet, men vigtigst, et succesfuldt menneske, kan være.
Historisk har der også været stærke rollemodeller. Kareem Abdul-Jabbar og Bill Russell er to oplagte eksempler. Begge brugte deres position til at engagere sig i samfundsspørgsmål og gjorde det med en grad af refleksion og mod, der rakte langt ud over sporten. De repræsenterede ikke bare storhed på banen, men også en form for intellektuel og moralsk tyngde uden for den. Der findes også mange afrikanske spillere der, ofte præget af andre livserfaringer, udviser en tydelig bevidsthed om ansvar, fællesskab og ydmyghed.
Det afgørende er ikke, at alle atleter skal være perfekte. Det er hverken realistisk eller formentlig ønskværdigt. Men der er forskel på at være uperfekt og på at være ligeglad. Unge har ikke brug for fejlfrie forbilleder. De har brug for voksne mennesker, der tager deres position alvorligt.
Professionelle atleter undervurderer, hvor meget deres måde at være menneske på påvirker unge. Det er et problem. Et endnu større problem opstår, hvis de er klar over det og vælger at ignorere det.
En kærlig opsang er derfor på sin plads. Til atleterne først: Du er ikke bare en sportsudøver. Du er et referencepunkt for unge, der endnu ikke ved, hvem de er, og du har accepteret den præmis, hver gang du har skrevet under. Bær det ansvar ordentligt.
Men opsangen stopper ikke der. Atleter er bare et tydeligt eksempel på noget, der gælder alle. Jo mere indflydelse du har på andre mennesker, desto større ansvar har du for, hvordan du bruger den, særligt i magtpositioner, uanset størrelsen. Det gælder alle, der har en platform, stor eller lille. Forskellen er bare, at atleterne har fået en af de største.
Vær et godt menneske. Tag din indflydelse alvorligt.
