“Udlændingepolitik”
Lad mig starte med en redegørelse for de citationstegn jeg har stillet op omkring den betegnelse, vi bruger for hele den – åbenbart – udødelige debat i dette land. “Udlændingepolitik” var emnet i debatten d. 19. marts som for nylig er blevet opgraderet til sending på DR1. Her fungerede programmet som udmærket eksempel på det uudtømmelige spektrum af emner som begrebet skal spænde over. Vi bevægede os fra immigration til udenlandsk arbejdskraft, så til kriminalitet, værdipolitik, islam som trosretning, andelen af muslimer kontra danskere (som naturligvis er modsætninger), kvinderettigheder, danske værdier, udanske værdier, udsigten til et islamisk kalifat i Danmark… Jeg kunne sådan set blive ved men så ville jeg også blive ved med at gå den ydre højrefløjs ærinde – lige så vel som Clement kommer til i (næst)bedste sendetid på DR1. Det at alle de emner, hvoraf få af dem overhovedet er lødige debatteringsgrundlag, til sammen er kommet til at udgøre det, vi definerer som “udlændingepolitik” er Dansk Folkepartis semantiske triumfbue. Det at sidestille immigranter som knap har sat ben på dansk jord med danske borgere, født og/eller opvokset, er første skridt mod en dehumanisering af den del af Danmark, som man ønsker afskåret. Ved at diskutere både kriminelle asylansøgere og gængse muslimske borgere i samme debat skaber man automatiske konnotationer. Det gør, at når Morten Messerschmidt hiver et billede op af Ahmed som symbol på det han vil fjerne, tænker vi på selvsamme Ahmed når vi ser Mohammed nede i supermarkedet, eller Ali hos frisøren.
Når jeg siger “kriminelle” så siger i…?
Når først den fælles paraply “udlændingepolitik” er blevet slået ud, er det tid til at bygge ovenpå fortællingen som i sidste ende skal befri Danmark fra kalifatets trusler. Vi skal have sat lighedstegn mellem udlændinge og kriminalitet. Her er det tydeligt, at der står 2-0 til den ydre højrefløj … Der er efterhånden ikke et eneste parti på Christiansborg som ikke har brugt betegnelsen “kriminelle udlændinge”. Det er sågar blevet de fleste partiers mærkesag, og nærmest et tabu ikke at have en hård linje over for “dem der kommer hertil og begår kriminalitet”. Det er derfor let at høre “udlændinge” når jeg siger “kriminelle”, og med den store paraply af emner under “udlændingepolitik” udvander det igen vores forståelse for hvem der er de kriminelle. Når asylansøgeren som begår voldtægt og Hussein fra kiosken som begår underslæb ikke adskilles eksplicit, udvandes forskellene på dem som mennesker – alene på den baggrund at de har en anden etnicitet end os, og derfor ikke den luksus at blive behandlet som det menneske, de er, men der hvor de kom eller kommer fra. Jovist kan sidste afsnit forveksles med sympati for voldtægtsforbryderen eller skattebedrageren. Det skal det ikke. Enhver (læs idiot) er imod kriminalitet og deler det anerkendte standpunkt, at bryder du loven, skal du i fængsel. Min pointe ynder at fremstille det ærinde, som det yderste højre går, ved netop ikke blot at være imod kriminalitet generelt som øjensynligt kunne løse (næsten) alle deres mærkesager. Hvorfor give kriminaliteten en tvilling i form af etnicitet? Hvorfor kalde kampen mod kriminalitet for “udlændingepolitik”? Man kunne fristes til at tro, at det egentlig ikke var kriminaliteten som skulle bekæmpes…
Det, det hele handler om
Nu er vi der næsten. Vi har fået proppet alt fra tvangsægteskaber til bederum ind i en fællesparaply og vi har fået kortlagt at kriminalitet ikke kan bekæmpes uden at bekæmpe udlændinge først! Der er bare lige det problem, at det jo ikke var alle de udlændinge, som vi godt kan lide, vi mente. Hvad med dem fra Canada og Spanien? Kører de ekstra pænt på landevejen når vi siger “kriminelle udlændinge skal ud”? Nej, er mit bedste bud. De ved godt, at det ikke er rettet mod dem. Tredje fase er nemlig allerede søsat, og har sat kursen mod en 3-0 sejr til Inger, Lars og Morten. Lighedstegnet mellem islam og kriminalitet er allerede etableret, og legitimeres af fraser som “flere muslimer ud end ind” og begreber som “islamister” der efterhånden hænger løst på Dansk Folkepartis ordforrådstræ. Statistikken om kriminelle indvandrere (læs muslimer) og deres overrepræsentation i fængslerne er overvejende udarbejdet i 2020 af den daværende udlændinge- og integrationsminister, som indførte betegnelsen “MENAPT-lande”. Den har været svær at styre udenom, og har da også vist sig særdeles brugbar for netop koblingen af islam og kriminalitet. Når sådanne statistikker og betegnelser udarbejdes og præsenteres, er det vigtigt at forstå formålet. “MENAPT-lande”-betegnelsen er lavet for at kunne samle muslimske lande i en klynge, for at kunne tegne et billede af islam som problem. Den her samling af lande – som i øvrigt ikke er sammenlignelige overhovedet – kunne have været anderledes, men den er valgt nøje og med formål. Tag ikke fejl, den er politisk, og søger at fremme politiske mål.
Racisme – nu som hverdagskost
Her står vi så, med et etableret fatamorgana – “islamisterne kommer og overtager verden, vi skal kæmpe imod med næb og klør.” Frygten får frit spil, og yngler både had og røverhistorier. En af de mest omtalte røverhistorier i denne valgkamp og nyere tids udlændingedebat, er den gamle kending: “den store udskiftning”. Første gang fremsat af den højreradikale franske forfatter Renaud Camus, og sidenhen fremlagt af beundringsværdige typer som Rasmus Paludan og Morten Uhrskov. Teorien er flere gange tidligere blevet koblet til højreradikale terrorangreb, og et forskningsstudie konkluderer, at bare det, at man tror på teorien, kan føre til voldelig adfærd og forfølgelse af etniske minoriteter. Blandt studiets medforfattere er den danske radikaliseringsforsker Milan Obaidi, der er lektor ved det psykologiske fakultet på Oslo Universitet, som udtaler til Information, at “studiet viser, at den her teori har et potentiale til at radikalisere folk.” Nu har teorien igen fået nyt liv i form af Messerschmidts remigrationspolitik, som han angiveligt begrunder med blandt andet et nyt studie fra Syddansk Universitet som efter hans mening tyder på, at den “store udskiftning” er lige om hjørnet. Der er dog det problem, at Syddansk Universitet selv har udmeldt, at studiet slet ikke kan bruges til at drage den konklusion.
En spade for en spade
Lige nu griner vi højlydt af Rasmus Søndergaard – mælkemanden, du ved. Men er det ikke bare en måde hvorpå vi yderligere legitimerer Dansk Folkepartis politik? Ved at blive enige om, hvad man mener er for langt at gå i udlændingedebatten, bestemmer man sig samtidigt for, hvad der er accepteret. Det at den yderste højrefløj går sammen om at kritisere Søndergaard, distancerer dem fra det uacceptable og gør dermed dem mere acceptable. Hvad nu hvis den kære Søndergaard blot siger hvad de andre tænker? Det er trods alt ham der har været med til at udforme udlændingepolitikken hos et parti valgt til folketinget… Lad os sige tingene som de er og afklæde Dansk Folkepartis politik som kejseren i de nye klær’. Messerschmidt blev dømt for racisme i 2002. Han havde derudover frækheden til at dele selvsamme opslag, som fik ham dømt, igen i 2022 hvormed han blev sigtet. Denne gang blev han frifundet. Det er altså ikke, hvorvidt Morten Messerschmidt er racist, der har ændret sig. Det har måden vi opfatter ham som racist til gengæld. Lad os kalde den yderste højrefløjs etnocentrisme for dens rigtige navn – og ja, en spade for en spade.
