Og så går planlægningen ellers i gang. Først besluttes – måske ud fra programmet – hvilken festival (eller hvilke) man skal til. Derefter begynder arbejdet med at planlægge nøje, hvilke dage der skal gå til hvilke koncerter, hvornår man drikker øl i campen, hvornår man sover længe, og hvilke tidspunkter man skal stå foran Orange Scene for at få en god plads. Det virker nærmest som om, det at tage på festival minder mindre om at slippe sig fri, og mere om at følge et regneark, hvor specifikke tidspunkter holdes op imod forudbestemte forventninger. Men planlægningen starter faktisk tidligere end det. Den starter i det øjeblik vi åbner programmet og begynder at sortere. Kender jeg det navn? Nej – skip. Det her? Måske. Den der? Ja, dem skal jeg se. Festivalen dømmes og vælges ud fra genkendelse, og alt det vi ikke kender, fravælges stille og roligt – uden at vi rigtig tænker over det. Det er den diskurs jeg finder både ærgerlig og begrænsende, og som jeg vil forsøge at undersøge i denne artikel. For hvad mister vi egentlig, når vi på forhånd beslutter os for, hvad der er værd at opleve?
Netop tanken om, at alting søges kontrolleret i det moderne samfund, er noget som spejles i den tyske sociolog Hartmut Rosas værk ‘Det ukontrollerbare’. Hovedtesen i værket omhandler, hvordan vi i det senmoderne samfund kæmper for at kontrollere verden, og derved omdanner den til et “aggressionspunkt” – noget der skal erobres, læres at kende, opnås, klares osv. Vi skal hele tiden handle efter rationaliteten og fornuften, hvilket betyder at vi nødvendigvis må minimere vores sammenstød med ukontrollerbare fænomener. Jeg ser dette komme til udtryk gennem festivalplanlægningen, hvor man bladrer programmet igennem for at finde navne man genkender, og derved planlægger hvilke oplevelser man forventer at få til koncerterne. Rosas argument er dog, at det netop er mødet med det ukontrollerbare, der giver oplevelsen af at være i “resonans” med verden. Rosa beskriver resonans som en oplevelse vi ikke selv har skabt eller iscenesat – øjeblikke hvor hårene i nakken rejser sig, og man virkelig føler “wow, livet giver mening”. Når man har været igennem en resonansoplevelse, er man en forandret person – man opfatter verden på en anden måde, end man gjorde før. Det er de oplevelser, man tænker tilbage på og husker.
En måde vi ofte søger disse oplevelser på, er gennem musikken og koncerter, men man kan ikke kontrollere hvornår man kommer i resonans. Vi kan sagtens tage til en koncert med en kunstner, vi tidligere har haft en resonansoplevelse med, men det er ingen garanti for at få den samme følelse igen. Tværtimod kan forventningen om at komme i resonans ofte være en hæmning, og man går derfra lidt skuffet. Resonans er ifølge Rosa konstitutivt ukontrollerbart – man kan ikke vågne op en morgen og beslutte sig for at blive bevæget eller transformeret, ligesom man ikke kan planlægge hvilke festivaler eller koncerter man har størst chance for at komme i resonans ved. Dog tager vi stadig på festivaler for at opleve disse livsbekræftende øjeblikke. Vi køber Roskilde-billetter og analyserer dybdegående, hvem der skal optræde på Orange Scene – det virker jo logisk nok, at den største sandsynlighed må være ved den største scene med de største kunstnere. Men denne forventning er i sig selv selvmodsigende, idet man iscenesætter en forventning om en resonansoplevelse. Ved denne forventning risikeres det modsatte, hvilket leder mig direkte til pointen om den måde, vi taler om programmer – som en måde at forudbestemme hvor det overhovedet er muligt at opleve resonans. Problemet er ikke koncerterne i sig selv, men den forventning vi møder dem med. Det er denne logik, jeg tit føler afspejlet, når jeg hører folk sige “NorthSides program er godt nok skuffende i år” eller “Jeg kender ikke nogen kunstnere på Roskilde”. Der ligger en implicit forventning om, at resonans kun kan opstå ved store kunstnere og kendte navne – hvor man måske i stedet skulle lade det være mere åbent, hvor og hvornår man bliver ramt. Når alting skal kontrolleres for ikke at risikere noget, begrænser man sine egne muligheder for at komme i resonans med verden.
Resonans er dog ikke bare et møde med det ukontrollerbare. Rosa beskriver resonans som en dialog – et fænomen ‘kalder’ på os eller påvirker os, og for at komme i resonans skal man ligeledes ‘svare’ tilbage. Det kræver altså en villighed til at lade sig påvirke. Man kan ikke forvente at komme i resonans til en koncert, hvis man er overbevist om at “det her musik siger mig godt nok ikke noget”. Netop denne problematik reproduceres yderligere gennem diskursen om festivalprogrammer. Skabes en diskurs om, at det kun er de kunstnere man kender, der prioriteres, risikerer man at udelukke kaldet fra mindre kendte kunstnere eller fremmede genrer. Diskursen skaber altså en barriere for resonansoplevelser, selv uden for den kontrollerede sfære, hvor man i princippet burde være åben for resonans – fx i mødet med en tilfældig koncert eller en fremmed musikgenre.
Det er vigtigt at understrege, at der ikke er nogen manual eller model for, hvornår man kommer i resonans. Mit mål er ikke at fortælle folk, hvordan man rigtigt tager på festival, da det jo i sig selv ville være et forsøg på at skabe kontrol. Det jeg derimod håber er, at man næste gang man går forbi en scene, som ikke er i ens festivalprogram, men ligner en kæmpe fest – eller når vennerne spørger om man ikke skal med til den her kunstner, man ikke lige kender – lader sig kalde på og river sig med. Det kan sagtens være at koncerten ender med at være noget skrammel, men hvad nu hvis…
