Jeg prøvede det igen her forleden. En time før vi skal mødes skriver en ven: ”Sorry, jeg er helt færdig efter den her uge, så det bliver uden mig i dag. Hyg jer!!❤️❤️❤️” Tre hjerter, for så bliver beskeden lidt mere tilgivende.
Det burde ikke betyde noget, et afbud er et afbud. Men jeg er begyndt at tro, at små afbud som de her er symptomer på noget langt større. På en bestemt måde at være menneske på, som særligt vores generation abonnerer på.
Selvomsorgens lange skygge
Et eller andet sted mellem reformer-pilates og ”protect your peace” videoer på sociale medier er der sket noget. Vi er begyndt at behandle det at dukke op til en aftale eller tage telefonen når den ringer som en eller anden ekstraordinær præstation. Som om det at ulejlige sig selv en lille smule for et andet menneske er noget, man skal forhandle med sig selv om hver gang.
Selvomsorgen blev opfundet for at hjælpe dem, der virkelig var ved at brænde ud. Men nu bruges det efter hånden som en carte blanche-undskyldning for hvad som helst. Du orker ikke at mødes med din efterskoleven, fordi I ikke har set hinanden længe, og det er så hårdt at catche-up på så meget? Du har sagt ja til at hjælpe med at flytte, men melder afbud i sidste øjeblik, fordi du fik lyst til at lave noget andet? Mærk efter, det er måske din krop, der sender dig et signal. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har gjort det selv.
Problemet er bare, at det ikke kun er den ene aften, der er på spil. Når man gør det igen og igen, hver eneste gang vinden blæser lidt, så holder man til sidst op med at have de venskaber, man troede. For selve venskabets fundament bygger på, at man ulejliger sig for hinanden, og dukker op, når virkeligheden kræver det.
Tallene er da også lige til at få ondt af. Forskning peger på, at hver generation af unge er mere ensomme end den forrige. Og alligevel ligger vi her i sengen, og melder afbud til den ene sociale aftale, vi havde i den her uge.
Vi er blevet besat af grænser, men allergiske overfor broer. Vi har lært at sige nej, at mærke efter og passe på os selv. Men vi har glemt det modsatte: Venskab og fællesskab koster noget. Det indebærer nogle gange at gøre ting, vi ikke har lyst til. Besværet er ikke en bivirkning ved venskabet, det er selve det at være en god ven.
Den samme sag
Desværre stopper det her ikke ved venskaberne. Den samme træthed og orker-mentalitet der får os til at melde afbud til en aftale, får os også til at melde afbud til verden. Og her kommer vi til min anden kæphest, som måske er den største: Folk går ikke op i noget længere! Vi er en hel generation af mennesker, der altid står med foden halvt uden for døren.
Og helt ærligt – det er jo fløjtende ligegyldigt, hvad man går op i. Du kan brænde for klimakamp, frimærker, formel 1, middelaldertøj eller dine egne tæer. Jeg er ikke kræsen, så længe du går op i noget. Hav en mening, sig den højt, bliv ophidset når du diskuterer. Mød op til generalforsamling i den forening, du betaler kontingent til. Skriv et læserbrev. Sig din mening højt, og vær klar til at forsvare den.
Det værste der er sket med vores generation er ikke, at vi går op i de forkerte ting – det er, at størstedelen slet ikke går op i noget. At være ligeglad og diskussionsfattig er blevet en personlighed. Man skal næsten undskylde for at have stærke holdninger og nichede interesser, for hvad nu, hvis nogen tænkte det var mærkeligt.
En lad energi
Engagementet og ulejligheden er to sider af samme sag. Den ene kommer ikke uden den anden. For når man ikke brænder for noget, er der heller ingen grund til at ulejlige sig for andre. Hvorfor mødes med sine venner til en koncert, hvis musikken bare er ’fin nok’? Så kan man da lige så godt blive hjemme på sofaen, man ser jo alligevel hinanden igen i næste uge. Det er den, undskyld mig, sindssygt lade energi, der er problemet. Alting bliver stuetemperatur.
Samtidig med det er vi konstant udmattede, og det er måske her, at paradokset bliver allertydeligst; vi er en hel generation af mennesker, der hele tiden er drænede af et liv, som man knap nok kan kalde et liv. I sangen ’Du kom med alt hvad der var dig’ starter femte vers ”At livet det er livet værd,
på trods af tvivl og stort besvær”. Her tillader jeg mig måske at tolke en smule på teksten, men lev nu et besværligt liv! En sejr føles størst, når man har kæmpet for den.
Vi er ikke drænede af energi, fordi vi gør for meget og har for travlt. Vi er drænede, fordi vi gør for lidt af det, der faktisk betyder noget for os. Vi har erstattet den slags engagement overfor vores venner, overfor vores lokale idrætsforening, overfor verden, som gør et liv levende, med doom-scrollen og lunken bekvemmelighed.
En beskeden bøn
Næste gang, du overvejer at melde afbud til en aftale, så stop op. Mærk lige efter engang, måske kan du faktisk godt hanke op i dig selv. Og næste gang nogen spørger, hvad du går op i, så lad for Guds skyld være med at sige ”altså, ikke rigtig noget”. Find på et eller andet, hvad som helst. Bliv ved med at vælge det til, som du faktisk brænder for.
Vi bliver først en enhed, når vi står op for hinanden. Når vi ulejliger os for andre, men også for os selv. Vi behøver ikke være perfekte, men vi skal være lidt mindre bekvemme – pakke den lade energi væk, og gribe livet.
