Men alt dette forsvinder i det øjeblik, hun træder ind. En polkaprikket og farvestrålende kvinde, der nærmest lyser op mod scenens mørke bagtæppe. Hun behøver ikke sige noget; hendes tilstedeværelse alene får rummet til at falde til ro. Det er som om publikum kollektivt trækker vejret ind, og i det sekund hun tager mikrofonen, er alle fulde samtaler, ølspild og småskænderier opløst. Hun bærer en energi med sig, der rammer publikum fra første sekund en blanding af legesyge, sårbarhed og en selvsikkerhed, der kun kommer fra en kunstner, der ved præcis, hvem hun er.
Iomfro åbner døren ind til det hemmelige teenageværelse, hvor følelserne driver ned ad væggene som gamle plakater, der har hængt for længe. Hun synger om alt det, man troede, man var vokset fra, men som stadig ligger og ulmer et sted i kroppen: usikkerheden, længslen, den naive forelskelse, den lille vrede, der aldrig helt forsvandt. Man bliver suget ind i hendes univers, hvor hverdagslyrikken er så præcis, at man føler sig afsløret. Hun synger om det, vi alle sammen har følt, men sjældent får sagt højt og hun gør det med en ærlighed, der kunne gøre selv Guldimund misundelig.
Det hele pakkes ind i glade dur-akkorder og længselsfulde guitarfigurer, der skaber en kontrast, som gør musikken endnu stærkere. Man står og danser, smiler og nikker med, men samtidig prikker hendes ord til noget dybere. Det er musik, der både vil have dig til at bevæge dig og til at mærke efter. Det er sjældent, at en kunstner formår at balancere det lette og det tunge så elegant.
Den aarhusianske iomfro – eller Alma Kjær Agergaard – har arbejdet med projektet i flere år, og det mærkes. Hun står på scenen med en ro, der kun kommer af at have fundet sit eget udtryk. Hendes sprøde indiepop sætter ord på det at være ung i en verden, der både er for meget og for lidt på samme tid. I flere af sangene kredser hun om det at være ung kvinde, om forventninger, om kroppen, om blikkene udefra og indefra. Det er ærligt, uprætentiøst og rørende.
Publikum er med hende hele vejen. Der bliver danset, grinet, råbt og sunget med, og selv dem, der før koncerten virkede mest optagede af deres egen fuldemands-snak, står nu stille og lytter. Det er som om hun får rummet til at samle sig som om alle lige et øjeblik bliver enige om, at det her er vigtigt.
Jeg vil helt klart prøve at finde en ny koncert med iomfro. Gerne udendørs, med en kold øl i hånden, hvor hendes musik kan få lov til at brede sig ud i aftensolen. Jeg tror, hun ville passe perfekt til den slags scene.
