Hun begiver sig ud i bidende kulde med sneen blæsende mod sit ansigt. Hun vandrer langs Ringgaden, før hun endelig når til busstoppestedet Aarhus universitet/Randersvej. Den studerende tilslutter sig den voksende skare af desperate studerende, der alle har blikket vendt mod samme destination. Anspændte og nervøse venter de i vinterkulden, alle i tvivl om de skal være mest nervøse over den forekommende eksamen eller hvorvidt de blot når derud. Ude mod horisonten nærmer der sig konturerne af den jernhingst, der skal fragte dem sikkert til Lisbjerg: Bus 200. Som en flok unge kvinder til Planet Nusa-lagerudsalg vrimler de sig om de to indgange. Med albuer så spidse som kun en fuldmægtig i FM kan mestre, tilkæmper de sig adgang til den allerede overfyldte bus. Efter kort tids overvejelser vurderer den studerende, at hun har livet mere kært end at nå den tidligste bus til Lisbjerg. Hun lader derfor den første bus passere og stiger på den efterfølgende bus. Den første del af hendes færd er overstået, men forud venter mange prøvelser.
Som en anden lemming følger den studerende i hælene på de andre studerende klar til at indtage fæstningen: AU’s Eksamenshus. Som et bureaukratisk monument tårner den store betonklods over Lisbjergs frosne muld.
Bygningen der med sit minimalistiske design med al tydelighed må være inspireret af den fascistiske arkitektur, som florerede i Mussolinis Italien. Med deres MacBooks indtager de studerende deres pladser og kæmper en brav kamp. Efter seks timer forlader de slagmarken, uvidende om de har vundet slaget. Deres skæbne ligger nu i hænderne på den tilfældige Ph.d.-studerende, som underviserne har sat til at rette opgaver.
Nu venter blot den sidste del af deres rejse.
Træt og udmattede venter den studerende på bussen, som skal fragte dem hjem. Den bidende kulde tærer på hende, og for hvert minut bliver hun mere desperat. Efter 10 minutter kan hun endelig spotte bussen. Som en anden ledestjerne funkler den i vintermørket. Bussen nærmer sig, men vent!
Hvad er det, der står på den lysende tavle?
”TAGER IKKE IMOD PASSAGERER”
Bussen tager ikke farten af, men fortsætter forbi i retning mod den strålende metropol Aarhus. Efterladt ved busstoppestedet står en horde af skuffede studerende efterladt med en følelse af at være forrådt, kun overgået af den følelse, Jesus havde i Gersemi Have den nat, Judas gav ham dødskysset. De studerende bliver fortvivlede. Hvad skal de gøre? Kulden tager til og der er 30 minutter til den næste bus. Det eneste andet alternativ, letbanen, viste sig hurtig at have kapituleret til vinterkulden.
De overvejer deres muligheder: Skal de vente på næste bus og satse på, at der er plads? Skal de bruge deres beskedne SU på en Uber? Skal de stille sig ud til vejen og blaffe i håbet på, at en barmhjertig samaritaner vil forbarme sig over dem? Skal de trodse snevejret og gå hjem?
Flere falder for fristelsen og bestiller en Uber, men den studerende står fast: Hun er fast besluttet på at ville benytte kollektiv trafik, koste hvad det vil!
Efter 30 minutters venten, forfrosne fingre og tær, nærmer sig en ny bus. Bussen kører ind til siden og standser, hvorved de tilbageblevne strømmer til indgangene. Den studerende følger trop, fast besluttet på at komme med, om der så må masses. Det tætpakkede dansegulv til PF-festerne har beredt hende på dette øjeblik, og med lidt vilje og stædighed lykkes det at tilkæmpe sig en plads.
I bussen står de alle pakket som sild i en tønde. Hvert sæde er optaget og hele gangarealet tilstoppet med mennesker. Oplevelsen satte mange tanker i gang hos den studerende: Hvorfor skulle AU ikke drive busselskab? Udviser afholdelse af eksamener en økonomi med increasing returns to scale? Hvorfor blev burhøns først udfaset i 2023? Til sidst nærmede de sig Aarhus Universitet, og den studerende kunne atter stige af og begive sig ud i vintermørket for endeligt at vende hjem til sin varme lejlighed.
