En historisk regering
På en kold decemberdag i 2022 blev den danske midterregering præsenteret for Danmark. Ikke siden Anker Jørgensens forsøg på en SV-regering i 1978 har der været et forsøg på en midterregering. Det var en uventet og eklektisk stemning som spredte sig den dag i december. Her stod nu Mette, Troels og Lars side om side. Tre politikere der i årtier havde stået på hver sin side af den politiske skillelinje og erklærede at det hele nu skulle være anderledes. S+V+M. Historisk.
Forventningerne var derefter. Blokpolitikken skulle ud af kræft. Ikke længere noget “kun rød-politik” om velfærd og omfordeling eller “blåpolitik” om skattelettelser og landmænd. Nu skulle det hele samles i én stor lykkelig familie i midten. Som et modsvar til den voksende polarisering fra yderfløjene. Saml midten, gør den stærk og ekstremisterne har ikke et ben at stå på. Danmark skulle vise resten af verden, hvad man kan nå, når man er enige.
Men navlestrengen var knap nok klippet.
En kritisk regering
Meget kan man byde en befolkning. Et sundhedsvæsen som styrter i grus. Pesticider i grundvandet. Stigende fødevarepriser. Men at tage en helligdag fra den danske befolkning. Det kunne de godt tro om.
Den gamle helligdag. Hvederne. Den lange weekend. En fridag, der føltes som en gave, skulle afskaffes. Argumentet var simpelt. Europa er i krig, og Danmark som lille nation er nødt til at opruste. Men for mange danskere var det den forkerte regning at sende. Tusindvis mødte op foran Christiansborg og råbte deres utilfredshed ud. En svær start for den nyfødte regering og et tegn på at kompromisser lavet oppe i glasburet på Slotsholmen ikke altid lander blidt nede på gaden.
En effektiv regering
Men regeringen var kommet for at blive. Køb, køb, køb, blev der sagt. Og som en hvilken som helst præpubertær teenager der vokser på proteiner og mælk, skulle regeringens forlig vokse. Forsvarsbudgettet steg i løbet af regeringsperioden fra 1,36 procent til 3,5 procent af BNP, en fordobling der for bare få år siden ville have virket utænkelig.
Men forsvar var ikke det eneste regeringen nåede. To brede finanslovsaftaler, en universitetsreform, en milliardbevilling til erhvervsuddannelserne samt store bevillinger til Ukraine kom på plads. Mens vælgerne i stort tal vendte tommelfingeren nedad for SVM-regeringen og kommentatorerne konstant jagtede indre spændinger, leverede regeringen reformer på stribe. 180 politiske aftaler. 163 af dem på tværs af blokpolitikken. På papiret en succesregering. Og alligevel ville ingen rigtig kendes ved den.
En blokløs regering
For hvad er politik hvis ikke en samling af forskellige ideer og værdier delt ind i blokke, fordi vælgerne har brug for at vide, hvad de stemmer på? Måske står midterregeringen ligesom enhver midaldrende mand med en ny Tesla-cykel midt i en identitetskrise.
Når midten insisterer på at regere uden at tilhøre nogen blok, opstår et demokratisk tomrum. Ingen blok ville eje SVM-regeringen. Rød blok følte sig svigtet af Mette. Blå blok følte sig trukket i en forkert retning af Troels. Og danskerne der aldrig rigtig bad om det, stod tilbage med en regering der var effektiv på papiret, men fremmed i hjertet.
Er blokpolitikken så død? Næppe. Men SVM-eksperimentet har vist at det at regere over midten ikke er det samme som at repræsentere midten.
Med Løkke og Moderaterne som afgørende kongemager tyder alt på, som jeg skriver det her en uge før selve valget, at vi endnu engang kommer til at sige velkommen til en midterregering. Så i stedet for at slutte denne artikel med et farvel og tak til midterregeringen skal jeg nok mere sige på gensyn.
