Her er plads til up and coming-hiphop-artister, technoens dedikerede pladevendere og moderne indie pop/rock-stjerner. Under SPOT-festivalen tændes blusset yderligere under den eklektiske musikstemning, og det, der ellers er en gnistrende ild, vokser til en musikalsk skovbrand.
Går man ned fra Godsbanen, rejser Ringgadebroen sig som en monumental ledestjerne i horisonten. Med sine pangfarvede gadelamper oplyser broen den støvede grusvej til den yderste kreds af SPOT-festivalens scener. Med det ene skridt efter det andet bliver buen langsomt større, og lydene fra Godsbanens reggae og dancehall overdøves gradvist af en overdøvende blanding af hyper-pop og hårde elektroniske synths, understøttet af tunge breakbeats. Jeg aner ikke, hvem der befinder sig på scenen, men jeg bliver med det samme bekræftet i mit valg om at tage turen derhen.
Vi ankommer til Buen-scenen og finder en plads midt i mængden, præcis som bandet træder op. Og hvilket syn. Fem middelaldrende mænd, iført enten tanktops eller matchende tracksuits, stiller sig op med trompet, harmonika og klarinet foruden guitar, bas og trommer. Og så går festen i gang. Ingen præsentation, ingen tale hvor fantastisk det er at være på SPOT, ingen pis. Det tager ikke fem minutter, før hele publikum er fuldt engageret. Hænderne kastes op i luften til rytmiske tempoændringer og hofteskubbende trommer, der trækker alle med sig, uanset om man vil det eller ej. Bjonko selv veksler flydende mellem saxofon og klarinet, og der er aldrig et øjeblik, hvor man tjekker uret for at se, hvornår koncerten slutter. Det var fra start til slut en koncert, der mindede om, hvorfor man tager på festival, og hvis man ikke endnu har været der, så gør dig selv en tjeneste, og tag et smut forbi Volume.
