I Morten Messerschmidts podcast Ikke Et Ord om Politik inviterer højrefløjspolitikeren kendte mennesker ind til en snak om alt lige fra Puk Elgårds Border Collie til vold i parforholdet. Fælles for samtalerne er, at de som titlen antyder, ikke centrerer sig om politik. Mange interessante perspektiver udfoldes, og det er ganske befriende at høre Messerschmidt snakke om andre emner end udlændingepolitik og woke’ismens mange trusler.
Mit absolutte favoritafsnit i podcasten er episoden med Stig Tøfting. Hard hitteren fra Århus og Messerschmidt har tydeligvis god kemi og efter en forholdsvis rolig start, viser dette sig, da store og svære emner bliver taget op. Tøfting fortæller om farens drab på moren, flere voldsdomme og sønnen Jons alt for tidlige død. Med en ukarakteristisk sårbarhed lukker plæneklipperen os ind i hans forståelse af verden, og hvordan han har håndteret de svære tider. Messerschmidt fortæller om drabet på sin søster, og de to ender med, at have en velovervejet snak om hævn og tilgivelse. For hvordan håndterer man en person, der har dræbt hhv. en mor eller en søster?
Det er nærmest rørende, hvordan to så konsekvente og relativt hårdføre mænd, finder hinanden på et så dybt niveau. Og hvis Morten Messerschmidt og Stig Tøfting kan snakke om deres følelser, så kan vi andre mænd dæleme også!