Sådan taler du om politik med dine klassekammerater

Det er én ting at studere politisk uenighed. Noget andet er selv at skulle navigere i den.
Fra Unsplash, af Andrew Wickers

I begyndelsen virker det måske enkelt nok. Du ved, hvor alle studiekammeraterne er vokset op, hvad den store sabbatårsopsparing er blevet brugt på, hvor i Aarhus-omegn de betaler overpris for en studiebolig, og vigtigst af alt, hvilke tre ting de ville tage med på en øde ø. Så langt, så godt.

Men pludselig kører der traktorer gennem Uniparken, spiralsagen stjæler alle forsiderne, regeringen vil sænke momsen på fødevarer, og din sidemakker vover sig ud i at stille spørgsmålet om hvorvidt Isam B overhovedet hører hjemme i Højskolesangbogen. 

Og det er altså der, den egentlige øvelse begynder: At kunne vende dagens nyheder i forelæsningspausen uden først at have læst sig frem til en færdig holdning, og samtidig turde tage betændte emner op, der utvivlsomt deler vandene i klassen, uden at diskussionen bliver fjendtlig eller følger med tilbage til læsegruppearbejdet.

Vi er altså tilbage ved sagaen om den gyldne middelvej. Og den snor sig lige dér, hvor du både er ærlig og står ved dine overbevisninger, mens du lytter aktivt og er nysgerrig på dem, som mener noget andet end dig selv. Balancen bliver dog ikke mindre vanskelig af, at du samtidig konstant bliver præsenteret for nye teorier, perspektiver og forklaringer på, hvordan verden bør forstås. Undervejs kan de holdninger, du mødte op med på første semester, derfor nå at blive vendt på hovedet, snurret rundt og slebet til mere end én gang. 

Så hvordan mestrer man lige den balance?

Det har jeg samlet seks gode råd til lige her: 

1) Dan ikke flertal på andres vegne 

Pas på med at skabe en fælles, og sandsynligvis falsk, konsensus om, at alle på holdet er politisk enige, eller befinder sig på den samme fløj. Jo tidligere det står klart, at krydsene sættes forskellige steder, desto mindre er risikoen for, at én politisk opfattelse får karakter af at være den fælles.

Og skulle én holdning alligevel ende med at dominere samtalen, bliver det knap så dramatisk at byde ind med et perspektiv, der bryder med den, når det allerede er etableret, at enigheden ikke rækker hele vejen rundt om bordet. 

2) Prik til fordommene 

Forsøg at udfordre de politiske stereotyper – også dem, der indimellem passer. Man kan sagtens stemme rødt uden at være naiv og blåt uden at være usympatisk, og heldigvis findes både humor og intelligens på tværs af hele det politiske spektrum.

Giv derfor plads til de holdninger, der bryder med forventningerne, og ikke passer snorlige med det politiske ståsted, du eller andre ellers identificerer jer med. De vil måske netop prikke lidt til de forestillinger, man på forhånd havde gjort sig om hinanden. 

Og når handsken så alligevel passer, er der heller ingen grund til at skjule det. Så kan det faktisk virke forfriskende at turde sætte sig selv i spil og lege lidt med den karikatur, man måske selv passer en anelse for godt ind i. 

3) Du er ikke dit kryds 

Husk på, at du ikke automatisk ved noget om dine sidemakkere, bare fordi du ved hvad de stemmer. Personlighed er heldigvis ikke en funktion af et kryds, og man kan sagtens dele værdier, humor og endda synspunkter med nogen, som stemmer anderledes end en selv.

Desuden behøver et kryds på stemmesedlen ikke at være ensbetydende med, at man er enig i alt, hvad det pågældende parti foretager sig, ligesom det heller ikke nødvendigvis dikterer, hvor man sætter sit kryds ved næste valg. 

4) Holdningen er foreløbig… 

Man har et standpunkt, til man tager et nyt – og måske især, når man studerer statskundskab. Nye perspektiver, nuancer og argumenter, kan nogle gange rykke ved selv de overbevisninger, der engang virkede urokkelige. Giv derfor gerne plads til, at både dine egne og andres holdninger kan udvikle sig. Så mindsker man også risikoen for at ende i en situation, hvor man føler sig tvunget til at forsvare noget, man ikke længere tror på, alene for at undgå at tabe ansigt.

Og så er det i øvrigt værd at huske, at det indimellem er meget sundt at tabe ansigt. Det er ikke noget større nederlag at indrømme, at man tog fejl, eller bare ikke mener helt det samme længere. Det er trods alt svært at blive klogere uden samtidig at opdage, at man engang vidste mindre.  

Når det så er sagt, er der selvfølgelig heller ingen præmie for at skifte holdning. Pointen er ikke, at ens holdninger skal være til konstant forhandling. Nogle gange bliver man klogere og ændrer mening, andre gange bliver man klogere på, hvorfor man mener det, man allerede gør. Der skal med andre ord være plads til at ændre mening, men også til at stå ved den, man har – og det sidste er mindst lige så værdifuldt som det første. 

5) Tal med oppositionen

Bryd ekkokammeret! Det kan være fristende at søge derhen, hvor ens egne argumenter giver genklang, men det er sjældent dér, man opdager sine blinde vinkler. Vær derfor nysgerrig på dem, der mener noget andet end dig selv, og ikke mindst på, hvorfor de gør det.

Nok er det en kliché, men det er ofte dér, hvor enigheden stopper, at de mest interessante samtaler begynder. For selv når det drejer sig om emner, hvor du ikke lader dig overtale, er der værdi i at forstå, hvordan en ven, eller person du ellers deler meget med, er nået frem til et helt andet synspunkt end dit. Måske dukker der en nuance op, du ikke selv havde overvejet. Eller måske en forklaring, der gør holdningen en smule mindre fremmed. 

Og så er det nu engang fedt at få lov til at tale om noget, man faktisk går op i. At kunne bringe sin viden i spil, udfolde sine perspektiver, og slå et slag for det, man selv tror på. Målet er nemlig ikke nødvendigvis at ende på midten. Det er helt fint at slutte en samtale lige så uenig, som man begyndte den. I bedste fald er I blevet lidt klogere på, hvad der ligger bag den andens synspunkt – selv hvis I går tilbage mod ekkokammeret med rullende øjne. 

6) Stemmesedlen er ikke pensum

Når alt kommer til alt, skylder du ikke nogen at fortælle, hvor du sætter dit kryds. Selvom studiets omdrejningspunkt er politik, og snakken nemt falder på netop det, er der altså ingen pligt til at dele hverken tidligere eller kommende krydser på stemmesedlen. Det sørger princippet om hemmelige valg heldigvis for. 

Derudover er det heller ikke givet, at en interesse for politik følges af et behov for hele tiden at diskutere den, eller for at gøre sit eget politiske ståsted til genstand for samtalen. Hvis nogen holder deres stemmeadfærd for sig selv, behøver det derfor hverken at være udtryk for manglende engagement, eller at de har holdninger, som de ikke tør stå ved. Måske får de ganske enkelt bare dækket deres politiske behov i undervisningen og foretrækker, at pausesnakken går på de lidt mindre verdensomvæltende spørgsmål.

Author

Læs også