Det druggende swipe med tommelfingeren på den sorte mobilskærm er for mig langt mere stimulerende end at holde blikket rettet mod samme fortælling i *gisp* to timer. Jeg kan snildt ende med at se reels i min seng i lige så lang tid, men at starte en film kan føles som en stor og forpligtende investering to timer ind i min fremtid. Måske gør det mig til den oplagte kandidat til at blive fan af mikrodramaet som genre.
Nu sker der noget! er som bekendt temaet for dette nummer af Kandestøberen, og i et mikrodrama sker der konstant og hele tiden noget. Mikrodramaet er fiktion i telefonformat skabt til at blive set på sociale medier. Formatet har tilpasset sig det moderne menneskes svækkede koncentrationsevne og leverer derfor en serieagtig fortælling over flere afsnit, hvor hver episode typisk varer mellem 30 sekunder og to minutter.
Derudover bliver afsnittene filmet i vertikalt format og primært i nærbilleder, så det passer til en telefonskærm. De fleste afsnit starter in media res midt i historiens mest dramatiske øjeblik og slutter ligeledes igen på toppen af klimakset med en cliffhanger. Der er ikke meget tiltro til seernes opmærksomhedsfelt, og den tårnhøje klippehastighed virker som et tydeligt forsøg på at vinde kampen mod publikums tommelfingre, som hænger faretruende lige over skærmen klar til at scrolle videre.
Siden 2021 har mikrodramaet vundet indpas i Kina, hvor populære serier får i nærheden af en milliard visninger. Tendensen har også spredt sig til USA, hvor antallet af månedlige seere i 2025 var fordoblet til 66 millioner sammenlignet med året før.
For nylig havde jeg mit første møde med mikrodramaet, da jeg så det norske public service-medie NRK’s nyudgivede ”21 dage”. Et mikrodrama i 21 afsnit, der ikke tager meget mere end en halv time at se fra ende til anden. Der skulle ikke gå mere end en måned fra NRK førte mikrodramaet til Skandinavien, før den danske mediebranche fulgte trop.
Således har der i skrivende stund netop været premiere på første episode af ”Alt for god”, som er et dansk mikrodrama i syv afsnit instrueret af Lina Csillag. Da ikke hele serien var udgivet før deadline, kan vi ikke vurdere ”Alt for god”, men til gengæld vil jeg senere her i artiklen anmelde norske ”21 dage”.
Mikrodramaet er blevet givet flere mindre flatterende øgenavne som ”dopamindrama” og af Soundvenue ”sæbeopera på steroider”. I de lande, hvor mikrodrama dominerer, bliver underholdningen især brugt, når man venter på grønt lys i fodgængerfeltet eller når der er tre minutter til bussen kommer. På mange måder er det med til at understrege, hvad jeg vil kalde en dystopisk tendens.
Vi er så fortravlede og underholdningshungrende at få minutters ventetid synes at være et mareridt, og vi kalder det ligefrem raw dogging at gå hen til supermarkedet uden Airpods i ørerne. Men denne fortælling er en gammel traver, og vi er jo bevidste om, at vi burde lægge skærmene væk – også på en regngrå onsdag morgen med letbanen gennem byen på vej til en søvndyssende forelæsning.
Spørgsmålet er så, om mikrodramaet er endnu en fordummende fristelse i medielandskabet, som vi bør stræbe efter at undgå; eller om det i virkeligheden trods alt skaber mindre brainrot end den ene TikTok efter den anden.
I et mikrodrama er der i det mindste en nogenlunde kronologisk handling, hvor man bliver taget med ind i et samlet univers og fanget af en ̶ mere eller mindre ̶ god historie. Hvis telefonerne er kommet for at blive i alle tænkelige korte pauser, så er det måske bedre at følge med i én fortælling end at blive bombarderet med 12 forskellige videoer.
Den danske instruktør bag ”Alt for god” og medstifter af Nordic Microdrama, Lina Csillag, forsvarede dog mikrodramaets format, da hun forud for udgivelsen af ”Alt for god” deltog i K-live på P1. Her sagde hun bl.a., at tv-serien som koncept også engang var noget, man så ned på og betragtede som mindre prestigefyldt end film, modsat nu hvor nogle af de fineste roller, man kan få, er i tv-serier. Hun tilføjede også: ”Der er en form for forbehold og konservatisme fra filmskaberne fra starten af. (…) Teknologien er ikke en fjende, det er noget man bliver nødt til at omfavne.”
Forbeholdet er dog til at forstå, for mikrodramaet bliver nemlig beskyldt for at have overforsimplede plots og flade karakterer i en sådan grad, at alle nuancer udviskes og kunsten at fortælle en god historie bliver glemt. Men den kritik er i høj grad baseret på de kinesiske og amerikanske mikrodramaer. Hvem siger, at genren ikke kan være en anelse mere raffineret herhjemme?
Jeg har som nævnt set NRK’s ”21 dage”, og jeg synes faktisk, der var en anelse dybde at spore hos karaktererne. Komedieserien handler om June, der får at vide, at hun har 21 dage tilbage at leve i. Vi møder June første gang, hvor lægen fortæller hende, at hun alligevel ikke skal dø nu. Herefter klipper serien tilbage i tid til den dag, June får at vide, hun snart skal dø.
June, der ellers altid har holdt sig indenfor normalitetens rammer, begynder med døden indenfor rækkevidde for første gang at bryde normerne ved bl.a. at få en stor carpe diem-tatovering i panden. Men kommer hun til at fortryde sin nye løsslupne tilgang til livet, når hun erfarer, at hun skal leve med sine valg i længere tid end først antaget?
Der er kun fire-fem gennemgående karakterer i hele serien, og ”21 dage” leverer også både cliffhangers og hurtig klipning. Ikke desto mindre er personerne komplekse nok til at rumme både gode og dårlige sider, og man kommer også tæt nok på June til at få et kort indblik i hendes barndom. Derfor forfalder ”21 dage” i min optik ikke til mikrodramaets laveste fællesnævner, men lad mig dog pointere, at der heller ikke er tale om stor kunst.
Jeg var dog godt underholdt, og formatet virkede glimrende som en belejlig overspringshandling f.eks. før min løbetur. Jeg har svært ved at afgøre, om jeg fandt større glæde ved ”21 dage” end ved at tjekke stories på Instagram, men jeg var engageret i historien over flere dage. Det kan delvist sammenlignes med at læse få sider af en bog hist og her, og det er måske trods alt bedre end stories, hvor jeg ikke kan huske, hvad jeg så for to scroll siden.
Ellen Ramstad, redaktionschef hos Underholdning og fiktion hos NRK, siger om ”21 dage”: ”Mikrodrama er et utroligt spændende format, der møder seerne, hvor de allerede er. Med 21 dage ønsker vi at udforske, hvordan vi kan fortælle stærke, morsomme historier i mobilformat.”
Jeg synes, NRK når udmærket i mål med at udforske deres første mikrodrama, og ”21 dage” adskiller sig heldigvis fra et kinesisk mikrodrama. Ligeledes virker det også til, at danske ”Alt for god” har ambitioner om at tilpasse mikrodramaet til en skandinavisk/dansk kontekst. Det gav Lina Csillag, instruktøren bag den danske pendant, udtryk for i føromtalte program på P1.
Hun ønsker nemlig at overføre mikrodramaet til den danske tradition: ”Vi ville gerne lære af nogle af sæbeoperaens teknikker (…) det må godt være en lille smule for meget. Men det gode kritiske danske publikum, tror jeg, værdsætter noget, der er jordnært, humoristisk, relaterbart og ikke for klichéfyldt.”
Måske indikerer ”21 dage” samt ambitionerne for ”Alt for god” netop, at Skandinaviens indtræden i mikrodramaets verden bliver noget andet, end det vi ser i bl.a. Kina. Det er nok som med alle andre medieformater, at der er forskel på kvaliteten indenfor samme format.
Vi kommer sandsynligvis til at se meget mere til mikrodramaet i Danmark, men det er jo ikke ensbetydende med, at vi aldrig kan stirre ud ad vinduet i letbanen eller se en god film igen ̶ og hvis det er der, vi ender med vores dopaminhungrende hjerner, så er det nok ikke kun mikrodramaets skyld.
21 dage kan ses gratis på NRK’s hjemmeside og på sociale kanaler. Alt for god kan ligeledes ses på diverse sociale medier.
