Rusugen – gammel vin på nye flasker
Rusugen er for mange en helt særlig tid. Det er startskuddet på tilværelsen som pseudo-voksen.
Man fletter skæbner, og danner sig relationer der kan vise sig at være for livet. Det er en tid man ikke får igen, medmindre man som undertegnede tager en tur rundt i uddannelsessystemet. Det er med at nyde det mens det varer, for pludseligt banker hverdagen på døren – og så er vi i gang.
Rusugen er de ekstrovertes paradis, og nogen befinder sig ganske enkelt bedre i formatet end andre. På statskundskab, hvor seks dages skemalagt tam kan få selv duracelkaninen til at gå flad, er det særligt krævende for den introverte at finde sin plads. Til dig, der måske følte dig en anelse overvældet, er min kærlige påmindelse derfor blot: Frygt ej, det skal nok blive godt. For som tiden går, bliver det stille og roligt hverdag igen. Kontrasten mellem stive tutorer der vil danse rusdans og VT-forelæsninger er i ihvertfald slående. Så er du typen der elsker at fordybe dig i det fagligt stof, er festen først lige gået i gang.
Før vi vinker farvel til rustiden, vil jeg dog her give et indblik i Rusugen anno 2026. Var du så heldig at være en del af den, kan du her genleve den gennem øjnene på en udkørt tutor. Er du ældre studerende, kan du drømme dig lidt tilbage og mindes din egen rusuge. For rusugen er gammel vin på nye flasker – programmet er sådan set det samme.
Søndag morgen blev indledt med indløb, fællesbilleder og selskabslege. Dansen blev præsenteret, og de nødvendige navnelege blev kørt igennem. Som enhver ansvarspålagt institution blev spillebanerne for god opførsel kridtet op. Det ”etiske kodeks” blev udpenslet på skabelonpæne PP-slides, og rammerne for god opførsel blev gjort klare efter parolen: Hellere én gang for meget end én gang for lidt.
Nogen forbrød sig dog en anelse mod, hvad Emílie Durkheim beskriver som sociale kendsgerninger. På hvert hold, havde der sneget sig et par afstikkere ind som gjorde særligt opmærksom på sig selv. De skjulte tutorer gjorde livet svært for de nervøse russere, men tog måske også lidt følelsen af imposter-syndrom væk. De var i ihvertfald rimelig cooked, og latterlige at se på – as they should.
Efter fællesspisning i Stakbogladen, kunne de overstimulerede russere endelig få lov til at gå hjem og slappe af. Dagens indtryk skulle fordøjes, kroppen restitueres, og batterierne lades op. Tutorerne skulle til gengæld lige have en enkelt. Nogen mere.
Mandag stod på let morgenmad, praktiske informationer og en introduktion til det sagnomspundne parkløb. Navnelegen blev gentaget, og gårsdagens indtryk blev vendt i plenum. Hen ad aftenen lagde ’Klubben’ hus til Ruscafeen, der med bål og brand fik futtet de sidste nerver af. Stemningen kan vel bedst beskrives som kvæg, der slippes på græs efter en lang vinter i stalden. Det var loco. Russangene kørte på rotation, og de ovnvarme lokaler fik floor til at koge. De dårligt indrettede lokaler og tætforseglede vinduer, fik svedkirtlerne på overarbejde og gav anledning til det åbenlyse spørgsmål: Er der en arkitekt til stede?
For hvem end der har tegnet stregerne til festlokalerne på Klubben, har tydeligvis aldrig danset rusdans. Man står som sild i en tønde, kampsvedt fra top til tå – og for at nå til Lille Bar, skal man kæmpe sig igennem menneskehavet. Det dårligt, rigtigt dårligt. Al haten på trods, blev Klubben lukket med manér – og foreningsgangen krævede mandagens sidste ofre.
Tirsdag bød på to programmæssige højdepunkter. Først var der oplæg om, hvad man kan blive på den anden side af de gule mure. Undertegnede måtte dog kapitulere på vej ned til Per Kirkeby, og var sengeliggende i et par timer – foreningsgangen havde sat sit præg. Senere på dagen stod den på Tour De Aarhus, og Aarhus bymidte blev djøfiseret. Holdene fik dystet på kryds og tværs, men bar som altid præg af lidt træthed og tømmermænd – intet nyt under solen der.
Onsdag var dagen for det le-le-legendariske parkløb. Winnerskjold lagde naturligvis vejen forbi Uniparken, og bød de nye studerende velkommen til ”verdens fedeste studie”. Han kvitterede med en lille anekdote om, hvordan han selv havde mødt sin kone – en historie, han egentlig ikke havde tænkt sig at fortælle. Men hey, den røg lige ud af ham. Efter lidt opfølgende yap fra dagens værter, kunne legene gå i gang. Der blev dystet på kryds og tværs, og dommerne vurderede på baggrund af gejst, gimmick og udførsel.
To timers intens dyst senere, skulle finalisterne findes. Mit eget hold blev på Trump’sk vis snydt for optællingspoint, og dermed frarøvet muligheden for en plads i finalen. Hvordan det hele ville have set ud, finder vi aldrig ud af – historien må leve med den uretfærdighed. Finalisterne var udpeget, og sådan blev det. Efter en ganske lige finale, kunne hold 5 lade sig krone som de ubestridte vindere af parkløbet. Sikke en hæder.
Torsdag blev indledt på samme vis som tirsdag for undertegnede. Tømmermændene protesterede mine beslutninger på foreningsgangen dagen forinden, og mindede mig om min dødelighed. Jeg tog derfor den voksne beslutning, lige at tage en ekstra skraver, og fik efterfølgende pumpet mig op på en spand kaffe. Torsdag stod på foreningsmesse, og grundet ombygningen i Samfundsfaglig Kantine, var den rykket til foreningsgangen.
Foreningsgangen, som for få timer forinden lignede et abeland, var på utrolig tid forvandlet til præsentabel foreningssafari. Med brandtaler, varme vafler og anden habengut, konkurrerede de mange foreninger om russernes opmærksomhed. Og her kommer så lige en joke: Hvad har en forening til fælles med en a-kasse og en fagforening? Alt, de er de samme mennesker… joke a side. Kæmpe skud ud til foreningerne, vi er ingenting uden jer!
Som noget nyt, havde russek hyret en standupkomiker til torsdagsunderholdning. Den navnkundige Michael Schøt, var fløjet ind fra København, og leverede en 30 minutters statskundskabs-special. Trods lidt opstartsvanskeligheder (tough crowd, må man forstå), fik han gang i smilebåndene. I en blanding af tale-råbe-skrige-komik, fik han fyret et par svirp af mod publikum, som han også udpegede som ualmindeligt homogene.
En pointe han uomtvisteligt har ret i, og lidt er elefanten i rummet på statskundskab. Noget kontroversielt, valgte han at udpege salens eneste mørklødede, og tilbød vedkommende et lift væk fra djøf’ernes højborg. Dette under påskud af, at de var de eneste normale til stede i salen. Herefter gik gassen lidt af ballonen, men mon ikke det gav stof til eftertanke hos en enkelt eller to?
Fredag bandt sløjfe på en lang og hektisk rusuge. Simi Jan gav foredrag, og temabarerne markerede afslutningen på rusugen i uniparken. Endeligt gik turen til (pragt)fulde Bier Bar: Rusdans, Jagttegn og 18-årige HHX’ere; do I need to say more? Efter uforsvarligt mange timer på Bier Bar, måtte jeg indse, at det var blevet tidlig lørdag morgen. Med en halvspist rulle i den ene hånd, og en flad fadøl i den anden, traskede jeg hjem i seng. Og således blev endnu en Rusuge på IFSK krydset af.
Rusugen var et bombardement af sanseindtryk og nye bekendtskaber. Man finder, taber og genfinder sig selv et par gange undervejs, men wauwsa hvor har det været sjovt. En varm anbefaling til dig, der går med en lille tutordrøm i mavsen – det er det hele værd!
Skjult tutor
Rusugen var et gensyn med de skjulte tutorer – en gimmick, der får de krænkelsesparate på barrikaderne og amatørskuespillerne på dupperne. Traditionen med de skjulte tutorer er simpelthen bare hylende morsom, og mange fortjener anerkendelse for deres roller. Der skal lyde et kæmpe skud ud herfra til de champs, der lod sig udstille! I tog en for holdet. Chapeau!
Selvom der var mange vinunderligt sjove karakter, har jeg her udvalgt en lille håndfuld som fortjener et honorable mention.
Stig Finder
For mig var Stig Finder rusugens ubestridte stjerne: En forbitret og retningsudfordret geolog. Med vejatlas og Sebastian Kleinsk påklædning fik han gentagende gange forvildet sig på afveje. Hans normalt så pålidelige stedsans var så at sige, ude af kurs. Men det var kortene, der fik skylden – ja, for ikke at nævne de sløserøve, der havde udarbejdet dem. Og netop af den grund var Stig Finder startet på statskundskab: Nu skulle det være nok med dårlige vejkort. Hans kamp skulle kæmpes indefra, og Vejdirektoratet stod for skud. Når først han kom til magten, kunne ingen vide sig sikre.
Hvad Stig Finder laver i dag, ved ingen vist helt præcist – men han er helt sikkert galt afmarcheret.
Elisabeth Svane
Med røgglødende øjne, solparaply og grunge-stil fra 00’erne, sneg Elisabeth Svane sig stille ind på sit sæde i Aulaen. Hun gjorde ikke meget væsen af sig – men stilheden larmer sommetider mere. Hun fik hurtigt færden af russerne, og særligt én havde pirret hendes nysgerrighed. Hun spurgte vedkommende, om hvilken blodtype han havde – ja, for han duftede ret lækkert.
Hendes ligblege ansigt skreg på manglende blodtilførsel, og gjorde da også hendes madpakkevalg noget opsigtsvækkende. Med sig havde hun medbragt en rødlig væske serveret i plasticpose, som hun konsumerede gennem et sugerør. Kvinden var rimelig nøjeren at være omkring, og særligt træls at få som borddame til fællesspisningen. Om hun var sygeligt optaget af Twilight eller faret vild fra et Comic Con, var ikke helt til at sige – hun var i hvert fald ubehagelig at være i selskab med.
I dag har Elisabeth Svane nok søgt ly for solen, et sted på Uni. Rygtet siger, at hun gemmer sig i afkrogene af Per Kirkeby, og er sidst blevet set i selskab med en farlig problemulv. Som det mørke efterår går os i møde, skal man derfor overveje at se sig over skulderen…
Rasmus Nørgaard
Åh gud. På min liste over personer jeg helst undgik at bruge en formiddag med, er højtråbende Twitch-streamere. Med selfie-stang og livestream gjorde Rasmus Nørgaard Uniparken til sin legeplads, hvor alle blev tvangsindlagt til vås og vrøvl. Hans mange dumsmarte bemærkninger gjorde en i forvejen rimelig anspændt første dag på Uni noget mere presset.
Med udbrud som ”Okay chatten!!” og ”please like og subscribe, venner” personificerede Rasmus Nørgaard karikaturen på en Twitch-streamer, der ikke ville indse sin egen utålelighed. Med manglende situationsfornemmelse forpestede han lokalet, og formåede på rekordtid at begå socialt selvmord. Og nårh ja, så kom han vist aldrig over 10 seere på streamen. What a dickhead.
I dag er Rasmus Nørgaard nok droppet ud, og sidder formentlig i et subathon i sin mors kælder. Sidst jeg hørte fra ham, skulle han til frokost med Frommer Joe og Søndergaard – mon ikke de glemte at møde op?
Pierre Formatif
Pierre Formatif kan vel bedst beskrives som hvis en fra Revolutionære Kommunister fik en søn med et privilegieblindt overklasseløg fra Kartoffelrækkerne. Pierre læste Simone De Beauvoir, men kom til at udtale det som Simone De Beauvais (ketchupmærket, hvis ikke du fangede den). Han gik i cropped ’hot boy sommer’ t-shirt, havde ledningshøretelefoner dinglende om ørene, og udstrålede en form for nihilistisk resignation.
Han havde støvsuget Biffen Odder for kultfilm, og var mildest talt skide irriterende at kigge på. Pierre legemliggjorde en særlig gruppe af performative unge mænd, der måske bare skulle anerkende at fodbold og fadøl også er en slags kultur.
I dag sidder Pierre nok nede ved Lecoq og drikker chartreuse, mens han skumler lidt over patriarkatets underkuende natur. Hvis du ser ham, så bare lad ham være – han er ret så træls at høre på.
