Sæsonen markerer en afslutning på de lange sommeraftener, det lette tøj. Vi trækker ind i varmen, sætter os i sofaerne, under tæpperne og dynerne og finder noget sødt frem. Der er et helt andet sortiment af aktiviteter på menuen, og vi skal både hygge og uhygge. Aftener med venner kan kalde på mange ting, og en af dem er en genre af film der ikke er for enhver smag: Gyseren. Den deler vandene, og befinder sig på de færrestes todo-lister over ‘ting jeg skal for mig selv’.
Jeg ved dårligt nok selv hvorfor jeg synes det er fedt at se gyserfilm, så jeg har spurgt en der ved noget mere… Mathias Clasen er lektor på institut for kommunikationsvidenskab samt forsker i horrorfiktion og rekreativ frygt med fokus på de psykologiske mekanismer bag menneskers fascination af det uhyggelige. Og så er han også medleder af noget, der hedder Recreational Fear Lab, som er et forskningscenter på Institut for Kommunikation og Kultur.
Tror du, gyserfilm har fået et dårligt omdømme?
“Ja, det tror jeg. Jeg ved, at der er folk, som styrer uden om gys og horror, ud fra en forarmet forestilling om, hvad det er. Det er en skam, fordi ja, 90% af alle horrorfilm er lort. Men 90% af alle film er lort. Man kan have en fed oplevelse ved at se noget lort, hvis der er et par gode jumpscares, det kan stadig være en skæg ting at lave fredag aften med vennerne.
Men de kan også bidrage til at give horrorgenren et dårligt ry… Det er bare en skam, hvis alt lortet skal skygge for alt det gode.”
Synes du, at flere burde se gyserfilm? Og skal der ske noget med genren, for at den kan appellere til flere?
“Til folk som undgår horror, vil jeg anbefale at give det et skud! Start med noget godt og ikke alt for skræmmende. Jeg tror ikke, der skal ske noget med genren, fordi genren er i forvejen kolossal og ekstremt mangfoldig. Så der findes horror derude for enhver smag og i alle skræmmeintensiteter.
Der er gode, meningsfulde, æstetiske, kunstneriske, sociale oplevelser, som man afskærer sig selv fra, hvis man sådan lidt fordomsfuldt tænker, at horror, det er sgu ikke noget for mig.
Fordi man tror, det er én ting, og i virkeligheden er det alt muligt andet også.”
Er der utilsigtede effekter af at man labler genren negativt?
Et eller andet sted ville verden være federe, hvis vi ikke skulle sætte sådan nogle genre-labels på alle ting, for det kan også være begrænsende. Omvendt så er det jo også et redskab… Mange mennesker ser horror som noget, der er meget langt nede i et kulturelt værdihierarki, lige over porno. Mange har en forestilling om, hvad horror er, som ikke matcher den kompleksitet, som der i virkeligheden er i genren.
Silence of the Lambs, er alle enige om, er en horrorfilm, men så blev den nomineret til en Oscar og vandt en Oscar, og ved et trylleslag er alle enige om, at det er en thriller, fordi det genre-label har mere mahogni i sig.
Det samme ser man i Get Out, som helt bevidst bruger horror-genrens fortællestrategier, fordi den vil skræmme publikum. Det er jo pointen med den film. Hvis vi ikke bliver skræmt, hvis det ikke er klamt, når en eller anden står og tramper på en andens hoved, eller nogen får transplanteret hjernen, så bliver vi ikke bevæget, og vi bliver ikke ophidset over det, som filmen i virkeligheden handler om.”
Har det nogle særlige effekter på kroppen eller psyken at se horror?
Hvis jeg skal koge årevis af forskning ned til et par sætninger, så tyder mere og mere forskning på, at der er nogle kortsigtede adfærdsforstyrrelser i form af, at man bliver ekstra ængstelig, når man opsøger horror. Men det tyder på, at der på længere sigt er en række positive, psykologiske effekter forbundet med at opsøge det “gode gys”.
Der har i lang tid været bekymring for netop børn og unge mennesker og horror, hvilket er interessant i lyset af, at vi har mere og mere empiri, der peger på, at det er godt for børn at få lov til at lege med frygt. Hvis man skærmer børn fra det “gode gys”, så tyder det på, at man øger risikoen for, at de udvikler generaliseret angst.
Det gode gys er ikke nødvendigvis at læse Stephen King-bøger, det kan også være at køre for hurtigt på cykel, gå alene ude i en skov med en lommelygte, kravle højt op i et træ. Alle de her aktiviteter, som egentlig handler om at lege med frygt i en kontrolleret kontekst og finde ud af, hvor ens grænse er. Hvordan reagerer min krop? Hvordan kan jeg regulere mine følelser? Og det er en utrolig vigtig evne.
Gennem mødet med gys er der rigtig mange mennesker, der træner og forbedrer deres evne til følelsesregulering, på en måde, som faktisk gør dem bedre i stand til at håndtere stressende situationer i det virkelige liv, som hvis man f.eks. skal holde et oplæg foran sit hold.”
At fjerne sygdom med gys
“Vi lavede også et studie, hvor vi kiggede på, om det gode gys kan have en positiv effekt på kronisk inflammation, som er forbundet med alle mulige typer kræft og hjertekarsygdomme. Cirka 10% af befolkningen lider af det.
Vi samarbejdede med nogle læger ude fra Skejby, som var interesserede i, om der kunne være en måde at skabe en intervention. De sagde, “hvad med at blive jagtet af grisemanden med motorsaven? Kunne det være en måde, man massivt kan aktivere det adrenerge system, som så kickstarter en immunrespons, som kan afvikle den der kroniske inflammation? Og det tyder faktisk på, at blandt de 100-ish forsøgspersoner, vi rekrutterede, er der et par 80% af dem, som havde forhøjet inflammationstal, men faktisk var i bedring efter tre dage. Det kan vi se på blodprøver.”
Hvis jeg får influenza næste uge. Skal jeg så lægge mig hjem og se en gyserfilm?
“Det tror jeg. Og jeg ved, at det lyder lidt crazy… Indtil videre er det kun ét studie, og vi søger om penge til at lave meget mere, for hvis vi har ret i det her, så har det nogle ret vidtrækkende konsekvenser.
Hvis du vågner og kan mærke, at du er sådan lidt tilstoppet i næsen, og det gør en lille smule ondt at synke, så er det ret sandsynligt, at hvis du så smækker motorsavsmassakren eller et eller andet på, så aktiverer du immunsystemet via det adrenerge system på en måde, som kan afstedkomme en fornuftig, akut immunrespons, der måske faktisk kan slå den der virus ned, inden den for alvor får fat i dig.”
Hvad vil den ideelle setting være for en første gang-seer af en gyserfilm?
“Det skal være sammen med nogen, man er tæt på, men også med nogen, man stoler på, som vil en det bedste. Det skal ikke være sådan en, at når man er helt vildt bange, så begynder de at lave ‘bøh’. Det skal helt klart være derhjemme, hvor man har kontrol over miljøet. Og så gerne starte relativt mildt, og så arbejd dig op, indtil du rammer ‘sweet-spottet’, som er sammenhængen mellem gysets to grundstoffer, som er frygt og nydelse. Min anbefaling til en novice inden for gysets univers er at starte lavt. Man skal blive skræmt, og man skal synes, det er fedt. Start med noget godt og ikke alt for uhyggeligt. Obsession, gerne. Den er fed. Der er menneskelig dybde og alt muligt godt i den film.”
Det er logisk, at man ikke bryder sig om at se gyserfilm. Det er ikke en behagelig oplevelse at være bange, eller at blive forskrækket, så hvorfor udsætte sig selv for det? Det samme kan siges om spicy mad. Hvorfor skulle man overhovedet spise det? Det brænder og er ubehageligt, og man får ikke noget ud af det. Hvorfor kan man ikke bare spise kage hele tiden? Det smager jo lækkert og er behageligt.
Gyserfilmen er lidt som med spicy mad, det er ikke noget du behøver at dyrke religiøst, men det er en genre der er på vej ind i en storslået guldalder af nye værker, som har så meget at byde på. På samme måde som med mad kan man ikke sige ad til noget man ikke har smagt endnu, så måske skal du i dette efterår give det en fair chance, og prøve at dyppe tæerne.
En Kand-befaling
Hvis man er mere garvet inden for genren, men er kørt død i det sædvanlige, er der stadig håb. Hen over sommeren er der udkommet flere meget gode gyserfilm, som har givet ny luft under vingerne til genren. Særligt har jeg set frem til at se ‘Hokum’, den tredje film i en række udgivelser af Damien McCarthy. Hans to tidligere værker har ikke fået lige så meget opmærksomhed, hvilket jeg ikke forstår, siden alle tre film nok er nogle af de bedste jeg har set inden for genren. Det helt unikke ved McCarthy er den stemning, han formår at skabe. Han formår at holde seeren i spænding gennem hele filmen typisk, og gør det til en helt utroligt nervepirrende oplevelse.
Hans første film, ‘Caveat’ (2020) er min personlige favorit, og den mest uhyggelige film, jeg nogensinde har set. Den anden udgivelse hedder “Oddity” (2024), og ligger gratis på filmstriben. Den tredje film er selvfølgelig “Hokum” (2026), som havde premiere i juli her i 2026. Alle tre kan varmt anbefales, men med det forbehold at de ikke er for sarte sjæle. McCarthy tackler store emner i sine værker, særligt psykisk sygdom, hævn, ensomhed, skam, ansvar, sorg og menneskelig brutalitet. De komplekse karakterer skaber rum til refleksion og omtanke, og flere scener kalder på et genbesøg, før man ser det store billede. Der er selvfølgelig jumpscares i hans film, det er han ikke for fin til, men det der gør dem specielle er ikke de nemme tricks. Det er den stemning og udvikling, han skaber, som adskiller ham fra resten.
