Sidste weekend var jeg ude at spise frokost med en af mine gamle venner. Det var en flot dag i starten af september, hvor sommeren er begyndt at falde til jorden. Bladene var allerede begyndt at tage farve og mange af dem lå i bunker med regnvand og kviste på parkeringspladsen. Indenfor sad vi ved et hvidklædt bord med udsigt til restaurantens baghave. Vi kunne se det mørke græs på plænen, som var blevet tungt og dybt i farven af efterårsregnen.
Vi bestilte en tatar til forret. Tunfisk rørt sammen med sennepskorn, confiteret hvidløg og mango. Snittet kørvel og purløg på toppen. Vi bestilte en hvidvin, som blev serveret kold og frisk. Efter vi havde spist forretten og snakket om, hvad der rørte sig på arbejdet og så videre, smilede han og sagde, at der var sket noget stort. Jeg tøvede afventende.
Maria var blevet gravid, sagde han. De skulle have en lille dreng til foråret. De var simpelthen så glade, også selvom det var sket sådan helt lige pludseligt. Så hævede han glasset for at ville skåle, og jeg hævede mit glas, men jeg smilede som et dyr foran en bil og sagde tillykke med det for fanden.
Vi sad i hans bil og ventede på at min taxa ville komme. Jeg havde planlagt ikke at køre hjem, men han syntes det var for tidligt på dagen at blive fuld. Sådan var vi ankommet forskelligt. Radioen spillede noget falskt rockmusik, mens duggen langsomt forsvandt fra forrudens kant. Han viste billederne fra skanningerne og sagde, at lægerne simpelthen var så søde derinde.
Han var glad, sagde han og troede på at det hele nok skulle gå godt, uanset hvad man hørte om stress på fødegangene, det virkede troværdigt, som at de var i gode hænder. Jeg nikkede og kiggede på billedet af barnet i maven, som lignede en blæktest, der ville sige noget om mig, som jeg ikke helt selv forstod. Jeg bøvsede kort med lukket mund, fornemmede vinen nedefra. Så er der simpelthen et lille liv der, sagde jeg. Min taxa kom rullende ind på parkeringspladsen lidt efter. Vi sagde farvel og han kørte væk i sin bil, mens jeg satte mig om på bagsædet af taxaen.
Ind til byen, sagde jeg til chaufføren. Han spurgte ikke hvorhenne, men begyndte bare at køre ind mod centrum.
Aftenen var faldet hen over himlen. Det var stadigvæk lyst, men farverne vandrede mod aftenmørke. Hvad skal du inde i byen, min ven, spurgte chaufføren og kiggede på mig i bakspejlet. Hans øjne var helt hvide omkring de brune pupiller.
Jeg sad og kiggede ud ad vinduet, ud på gaderne, der blev mere og mere fyldte af murstensbygningerne med lejligheder. Vi kom hurtigt tættere på centrum, og jeg bad ham om at læsse mig af et sted, som han fandt passende. Han satte mig af på en sidegade i den indre by med en blomsterhandel på hjørnet. En kvinde i sort trøje var ved at tage udstillingsvarerne indenfor. Klokken var lidt i fem nu.
Skal du have en buket med, inden vi lukker, sagde hun og smilede, mens hun kiggede ned på buketterne med roser, der ikke var blevet afsat.
Jeg kan tage en buket med, hvis den ikke er for dyr, sagde jeg og mærkede at det bevægede sig i min mave, jeg kunne få hikke hvert et sekund det skulle være. Og damen bukkede sig ned for at tage en buket.
Jeg kan desværre ikke skrive noget på den, jeg har pakket alle tingene væk.
Det går nok, sagde jeg og tog imod buketten, da hun kom tilbage med den. Jeg smilede akavet til hende og gik ud med buketten i hånden. De var blodrøde, roserne. Der var stadigvæk tjørne på stilkene, og hvis man pressede hårdt på indpakningen, kunne man mærke dem inde bagved.
Der måtte ligge et værtshus ikke særligt langt herfra. Sådan er det for det meste i storbyer. Det var det eneste jeg havde lyst til at finde nu. Og jeg fortsatte lidt videre fra blomsterhandlen og fandt hurtigt et sted med åben dør og tunge stemmer. Jeg stak hovedet derind, så at det var hvad jeg kiggede efter og gik op i baren for at bestille.
Væggene havde træpaneler og båsene havde sæder med slidt læder. Der sad mænd derinde, som fik cigaretterne til at se tynde ud mellem deres tykke og kompakte nikotinfingre. Luften var gul og der spillede dansk musik på de gamle højttalere. Jeg fik en flaskebajer og nåede at drikke meget lidt af den, inden en skaldet mand i baren fik øje på buketten med roser.
Hvad fanden, tror du det er valentinsdag, sagde han og grinede tørt for sig selv med blikket på roserne. Jeg kiggede på ham og tænkte at det var satans. Men nu han havde spurgt ind til dem, kunne jeg lige så godt give ham en forklaring, der passede til dem.
De er til min kæreste, sagde jeg hurtigt og kiggede ham i øjnene for at se, hvordan han reagerede. Han havde leverpletter i panden og sad i en slidt fløjlsjakke. Han drak øl på fad og foran ham lå en pakke lange cigaretter.
Hvad fanden laver du så herinde?
Det var et godt spørgsmål, men jeg nåede ikke at tage det ind, før det røg ud af mig: Hun er gravid. Hans blik ændrede sig langsomt.
Det forklarer stadigvæk ikke hvad fanden du laver herinde, sagde han og rystede en cigaret ud af sin pakke. Men han troede på det og lod ikke blikket vandre væk fra mig.
Roser har ikke godt af røg og øl på et værtshus, hvilket forhold heller ikke har, han tændte cigaretten
Det har du ret i. Det var rigtigt nok, det havde et forhold ikke, og af den grund havde jeg taget taxaen ind til byen, mens min ven havde taget bilen hjem til sin gravide kæreste. Forhold havde ikke godt af, at man var på værtshus, de havde godt af, at man var sammen med sin kæreste det meste af tiden.
Er det fordi du skal have lugten af en dame rystet af dig?
Jeg forstod, hvad det var han mente, og det var rigtigt. Jeg havde været min kæreste utro, det var derfor jeg sad herinde med en ensom buket roser, der rådnede sig væk i stanken af klistret gulvøl og værtshusrøg.
Jeg har knaldet udenom, sagde jeg. Han nikkede langsomt med hovedet, hverken anerkendende eller fordømmende. Alligevel følte jeg mig set. Jeg tog hånden omkring flasken og fortsatte.
Hun har ventet på mig derhjemme i over en time nu, fortsatte jeg, jeg slog min mobil på lydløs. Hvornår føder hun, spurgte han. Til foråret, sagde jeg, en lille dreng, vi fandt ud af det helt pludseligt.
Sådan er det jo som oftest, sagde han, er det fordi du er et skvat, er du bange for at få dig sådan en lille en?
Jeg nikkede og kiggede på ham, tørre og dybe øjne. Hvad fanden, sagde han og inhalerede, der er sgu værre ting i denne her verden end en vatpik af en far. Han kiggede hen mod kvinden bag baren, som nikkede indforstået til ham. Hun havde farvet sit hår lyst, men i hårbunden var det grå groet frem. Hun havde en lædervest ud over sin hvide skjorte og briller med sort stel.
Hvad siger du, sagde han til hende og mimede med læberne at det var hans kone, mens han skoddede sin cigaret i det halvtomme askebæger. Hvor lang tid har du været sammen med hende, sagde hun med en hæs stemme. Hendes blik lignede et adventslys, det opslugte, så jeg næsten glemte at svare. To år…
Så er det sgu ikke engang værd at stikke halen mellem benene, sagde hun, mens hendes mand grinede på sidelinjen. Du sidder her med roser af en grund, sagde hun, og meget kan man sige om roser, men de tager aldrig duften af røg til sig. Jeg følte mig varm indeni, som hvis noget jeg havde tilovers var smeltet og uden at tænke over det, rejste jeg mig op, tog roserne i hånden og gik ud på gaden.
Det småregnede derude, støvregnede og blæste lidt. Der kørte taxaer forbi, jeg prajede en ind til siden og satte mig ind. En kvinde sad bag rattet. Jeg satte mig ind på passagersædet.
Hvorhen, sagde hun, og jeg fortalte hende hvor jeg boede. Hun kørte langsomt gennem byen med den ene hånd på rattet. Hvem er roserne til, spurgte hun og nikkede ned mod dem.
De er til dig, sagde jeg og smilede. Det kan da næsten ikke passe, sagde hun med et skævt smil.
De er købt til dig, sagde jeg og smilede stadigvæk til hende, tag dem i stedet for drikkepenge.
Det kan jeg ikke, sagde hun, så tror jeg kæresten falder helt igennem af jalousi.
Der blev stille lidt. Jeg tænkte et sekund på at sige, at hun kunne give dem videre til ham. Men der var slukket for samtalen, og hun drejede ind på sidevejen, hvor lejlighedsbygningen lå. Jeg steg ud, betalte og lukkede døren. Hun rullede vinduet ned og råbte: Held og lykke med blomsterne.
Men jeg hørte det kun halvt, stod allerede to trin oppe af fodtrinene til hoveddøren. Lyst tændte ikke i opgangen, så jeg gik i stille mørke op ad trappetrinene. Nogle af dem knirkede, mens andre gav sig. Jeg boede på anden etage og kunne fornemme nøglehullet i det mørke, mine øjne havde vænnet sig til.
Jeg kom indenfor og stillede skoene, hængte jakken op ved siden af mine andre jakker på knagen. For enden ad gangen var køkkenet.
Vinduet havde stået åbent, det stod og klaprede nu og støvregnen havde gjort vindueskarmen våd. Jeg havde ikke nogen vase, så jeg brugte en kande til at stille roserne i. Jeg vidste ikke hvor lang tid der gik før de rådnende, men røg lugtede de ikke af, det var kun mig, der gjorde det, mit tøj, der gjorde det. Jeg trak en stol ud, tændte lyset ved emhætten og sad stille, mens jeg kunne høre vinden og regnen slå på ruderne og væggene.
Efteråret var kommet og sommeren var langsomt i gang med at dø. Bedst som man følte at der skete noget, kom kulden og slog det ihjel. Det var satans og alligevel ikke til at ændre på.


