Et gennemført album, hvor skits fylder konteksten mellem sangene ud, mens temaerne strækker sig fra racisme til kapitalisme til religion. Man hører Kanye grine, joke, motivere, inspirere, kritisere, adressere og statuere igennem hele albummets katalog. Et sindssygt personligt album, hvor sjælen banker fra hvert et beat og mange af ordene virker mere talte end sungne. Det er ikke svært for mig at indse, at jeg var helt solgt, efter jeg havde set dokumentaren og lyttet til det første af hans mange album.
Jeg har gået lidt stille med dørene, når jeg har fortalt andre, at jeg skulle til Kanye West-koncert. Mest fordi han i de seneste år er blev forbundet mere og mere med nynazisme, anti-semitisme og galoperende bipolaritet. Og jeg forstår det godt. Og netop af samme grund, tænkte jeg mig enormt godt om, når jeg fortalte folk, at jeg skulle til koncert med ham.
Som sådan var der heller ikke nogen, der stillede sig meget kritisk overfor det. De fleste forholdt sig til det, som noget der selvfølgelig havde sine moralske knuder, men som de også selv ville have gjort, hvis de havde muligheden for det. Musikken var for stor, gætter jeg på, at de fleste tænkte. Det var i hvert fald hvad jeg selv tænkte: Han er en af de seneste tyve års mest etablerede navne. Musikken og kunstneren er for stor og hvis ikke kun det, så også mit eget forhold til Kanye.
Jeg er blevet træt af at sige, at han er en idiot. Ikke fordi det ikke passer, og heller ikke fordi jeg ville ønske at det ikke passede. Men mere fordi trykket i mit forhold til Kanye West ligger i det han repræsenterer for mig, og ikke hvilket politisk symbol han bliver i en offentlig samtale. Hans musik rummer både et kometisk ego og samtidig en hjertenær selvindsigt og sårbarhed.
På et og samme album (My Beautiful Dark Twisted Fantasy (2010)) har man både Runaway og Gorgeous. Både et ego og et selvhad, med tre sange imellem sig. For mig taler Kanye West både til alt det, der får mig til at tro på mig selv, gør tyngden fra jordens indre lettere for mig. Og samtidig taler han til oplevelsen af selvhad og sårbarhed. Han har sagt nogle ekstreme og amoralske ting. Jeg tænker ikke på det, giver bare folk ret i det, fordi det passer, men uden at jeg gider at bruge mere energi på det. Kanye West er skizofrent for mig, jeg oplever ham som flere personer, og jeg tilslutter mig den, der taler mig op og sætter en stemme til mine mest sårbare følelser. Men uden at det udelukker hans rædselsfulde måde at bruge sin profil på X på.
Det var meningen at vi skulle havet været i Spanien. Tilbage i marts måned ringede to af mine venner til mig. De var i Amerika og havde sat sig for at planlægge, at vores vennegruppe skulle sydpå til sommer. Det stod mellem Spanien eller Frankrig. Efter de havde snakket med os alle sammen hen over nogle dage, skrev de ud, at deres forslag var Costa Blanca i Spanien. En kystby i Alicante. Så længe, der var øl, skulle det nok gå, skrev en af mine venner; sådan havde vi det nok alle sammen.
Jeg kan ikke huske hvad det var, der gjorde at vi ændrede planen, for det var ikke kun fordi Kanye West spillede i Portugal, at vi aftalte at ændre destinationen. Men vi endte med at tage til Faro i Portugal i stedet. En af mine venner og jeg stod for at bestille fly derned, to af mine andre venner bestilte fly hjem, nogle stod for en AirBnb, mens to stod for at bestille billetter til Kanye-koncerten på Algarve Stadium i det sydlige Portugal.
Han gik på scenen femogfyrre minutter efter showet egentlig skulle være startet. Der havde været pres på indgangen til koncerten, så vi var først lige kommet på plads, da crowdet begyndte at skrige. Mellem hans scene, en halvklode, der stod i midten af stadion og en åbning i en af murerne, var der en korridor mellem menneskene der stod nede foran halvkloden.
En lav, mørk mand kom gående i kantet tøj. Han gik hen mod scenen, åbnede en dør i halvkloden, forsvandt, som en astronaut ind i en raket og lukkede døren efter sig. Der gik nogle minutter, før han blev hejst op på scenen. Halvkloden blev lyst op, så stod Kanye West på toppen af Jorden og tracket til den første sang gik i gang.
Jeg havde sagt til flere af mine venner, at jeg ville græde til koncerten. Af samme grund virkede det malplaceret for mig at jeg var skuffet, da vi tog derfra. Og det var til trods for, at vi havde hørt de sange live, som jeg har lyttet mest til i mit liv. Jeg havde stået med mine bedste venner til en koncert med en kunstner vi alle har lyttet til; jeg havde stået og sunget med på sange, jeg har hørt for mig selv i ensomhed og sunget utæmmet med på til fester.
Han spillede sange jeg har grædt til, danset til, vist mine forældre med stolthed over mit indre musikalske univers. Ingen tårer havde jeg grædt, da vi kom ud fra stadionets porte. I dagene efter vi kom hjem, sagde flere af mine venner, at de havde blues. De havde lyttet til Kanye og svømmet med bølgen af eufori, de oplevede efter koncerten. Jeg havde det ikke på samme måde. Jeg kom hjem, fortalte mine forældre at det havde været en god koncert, viste videoer og billeder til min lillebror, men uden at være hverken emotionel eller medrevet.
Den mand, der stod på scenen til koncerten, var langt væk, man kunne lige fornemme hans silhuet, mens halvkloden var lyst op i grøn og blå. Det var indtil halvkloden blev oplyst af et nærbillede af hans ansigt, mens han stod deroppe. Det var i sort/hvid. Han spillede Heartless og arenaens kollektive råben blev som en stemme fra en kæmpe, der nok kunne høres på lang afstand. Tæt på så hans ansigt slidt ud, gammelt ud, hærget ud. Niogfyrre år gammel. Han lignede det, alle superstjerner ligner, når de når hans alder. Hans skæg havde grå plamager, hans pande var smårynket og det meste af vokalen under koncerten var syntetisk. I en scene i Jeen-yuhs går han rundt på kontorlandskabet hos Roc-a-Fella Records og synger All Falls Down, før den er blevet udgivet.
Blandt blikkene fra de grinende og kritiske kontoransatte på pladeselskabet, rapper han og fortæller at det bliver det nye hit på hans debutalbum. De fleste på kontoret fortæller ham, at det er fint med ham, han er jo bare en producer, der har fået sine egne ambitioner galt i halsen. I et indslag på The Oprah Winfrey show fra 2005, efter han har fået succesen fra sit debutalbum, synger han sangen Hey Mama, mens hans mor sidder blandt publikum.
En sang han havde skrevet et halvt årti forinden, men vis udgivelse blev gemt indtil han kunne performe den på sin mors yndlingsshow, mens hun sad i publikum. Derfra hvor jeg har set ham, fascinerer det mig tit, hvor skør han er. At han er vild og har store og til tider sindssyge ambitioner. Han skubber selvsikkert hagen frem på billeder og griner af sig selv i interviews, uden at det føles som om han retter joken mod sig selv. Det er den person, man ser i Yeen-Juhs, den person jeg oplever, når jeg lytter til hans musik.
Og jeg følte ikke, at det var den person, jeg havde lyttet så meget til, der stod deroppe, ensom og slidt på en halvklode oplyst af sit eget nærbillede. Sjælen var der ikke på samme måde. Jeg smilede ikke mellem sangene, som jeg har gjort, når jeg igen og igen har lyttet mig igennem The College Dropouts skits. Jeg følte ikke en storebroderlig opløftelse fra et ego, der virkede tosomt og delt med mig. Jeg hørte ikke stemmen af en logrende søn, der synger Hey Mama for sin mor, for at vise hvor meget han elsker hende.
Kanye er mytologi for mig. Hans musikkatalog er episk, og hybrid-bedriften i at skabe dyb kunstnerisk slagkraft oveni medtagende kommerciel succes er for mig både ærefrygtigt og inspirerende. Han har været et dumt svin, skrevet dumme ting. Jeg vil aldrig benægte hans hybris, men det er uagtet at jeg stadigvæk husker videoer af en ung rapper fra Chicago, der ikke ved, hvor stor han er, før han tyve år senere har fucket det hele op for sig selv.
Mange af sangene til hans koncert, som American Boy og Run This Town, var cuttet ned til kun at rumme et omkvæd og hans vers. Da han havde spillet en forkortet version af Runaway, hejste han sin ene hånd og vinkede to gange, før han blev sænket ned fra halvkloden. Farvel. Han kom ud ad samme dør i halvkloden, som han var kommet ind af, så gik han tilbage ind i korridoren og var nok ude af stadium i en SUV, før de fleste tilskuere var nået til udgangsporten. Jeg gik derfra og var mættet af oplevelsen, uden at føle mig ramt af følelserne.
På Roskilde festival stod vi op en af morgenerne med sindssyge tømmermænd. Jeg var afsted med mine bedste venner hjemmefra. En af os havde slået op med sin kæreste et lille år forinden og var rørt af det den morgen. Han havde ikke lyst til at snakke om det. Det var nogle dage inde i festivalen; en af de dage, hvor man er til stede uden helt at slippe tanken om at tage hjem.
Vi sad i stilhed under vores pavillon, i hvert vores tankerum. Lad os sætte Runaway på, sagde en af os. Lige efter tændte vi musikken og sad tavse, mens klaveret spillede sangen indledende hjertestykke. Look at ya, look at ya, look at ya, look at ya. Bassen fra andre camps lyder normalt som granater på en festival. Vi skruede helt op og sad tavse om et beskidt plastikbord, mens vi kiggede på hinanden igennem musikken.
Jeg lukkede øjnene midtvejs, da sangen vendte. Jeg fik kuldegysninger, mens mine tanker satte billeder på noget der kom nede og indefra på en og samme tid: en person, der løber væk fra sig selv, igennem en by, mens han spurter og kigger sig over skulderen, for at falde, halte videre, uden nogensinde at se, hvad der jagter ham, han løber videre gennem byen.
Og da sangen var ovre, åbnede jeg øjnene og kiggede over på min ven. Han havde grædt, vi gik over til ham og omfavnede ham, alle sammen. Tit lytter jeg til Kanye alene, tit lytter jeg til det sammen med andre. I det sekund var jeg hverken alene eller til stede. Det føltes som om musikken havde revet virkeligheden midt over, og det eneste, der helede den var at vi holdt fast i hinanden.
