I har betroet mig lidt af hvert, og jeg har svaret med lige dele omsorg, bedrevidenhed og en skråsikkerhed, der på ingen måde står mål med mine faktiske kvalifikationer. Derfor har jeg denne gang gravet i arkivet og fundet et par personlige favoritter frem – en form for Brevkandens Greatest Hits, om man vil. Men selvom jeg stopper, behøver Brevkanden ikke at gøre det. Hvis du har stærke holdninger til andre menneskers privatliv og kunne tænke dig at overtage, så skriv til @ifsk_kanden eller kanden@ps.au.dk. Formelle kvalifikationer er ikke nødvendige. Det har aldrig holdt mig tilbage.
Tilbage er kun at sige tak for tilliden, dilemmaerne og alle jeres helt utroligt dårlige beslutninger. Det har været en fornøjelse at blande mig i dem.
Hej Brevkanden
Jeg har lidt for mange skeletter i skabet her på instituttet. Jeg er affiliated med flere fyre på min årgang samt pol. øk., som jeg nu har offentlig forvaltning + politik med. Det er akavet! Hilser jeg? Ignorerer jeg? Skal jeg stoppe med at knalde folk på min årgang?
Kh hende, der skider i egen rede
Som med alle andre gode dilemmaer afhænger det naturligvis af flere faktorer. Tillad mig derfor at præsentere mit svar til dig i tre etaper, alt efter omstændighederne med den enkelte fyr.
Hvis det er sluttet akavet mellem jer, og I kun ser hinanden i forbifarten eller til undervisning, så ville jeg bestemt ignorere – kig væk, undgå øjenkontakt, gå i et hastigt tempo forbi på gangen. Der går så mange mennesker på det her studie, at der ikke er nogen grund til, at du behøver forholde dig til det her ene, medmindre det er højst nødvendigt.
Hvis det ikke er sluttet akavet mellem jer, men I heller ikke har nogen grund til at ses udover undervisningssammenhæng eller eventuelle PF-fester, så anbefaler jeg en høflig smil-og-nik-finte til brug på gangene og i pauser til forelæsninger. Det kan umuligt skade. I festligt lag vil en hilsen også være meget passende, men igen – jeg ville ikke bruge for meget energi på relationen, hvis du ikke kan overskue det.
Hvis I er på god fod, og måske endda venner, eller går på hold sammen, er situationen en anden. Det samme gælder, hvis I ikke nødvendigvis er på god fod, men I er nødsaget til at se hinanden ofte. Her er du nødt til, alt efter relationen, ikke blot at hilse, men også opretholde et minimumsniveau af smalltalk. Det dur ikke, at dine eskapader spænder ben for din færden i det sociale miljø på studiet – det ville være synd for både dig og alle andre.
Slutteligt vil jeg bare sige, at jeg ikke synes, du skal stoppe med at være sammen med folk på din årgang. Du er ung og smuk, og livet er så utroligt langt. Når I engang ender på storrumskontor i Ikast-Brande Kommune, er det forhåbentlig bag jer, eller et varmt minde I kan fnise lidt ved over kaffen til morgenmøder.
Jeg er sur og indigneret over at PB har købt grå kopper – det fucker med mig. De skal jo være RØDE! Hvad gør jeg? Kan jeg gå til instituttet?
Jeg kan godt forstå din frustration. Som et udpræget ordensmenneske generer det mig også dybt, og hver gang jeg har mulighed for at vælge kop dernede, så snupper jeg da også en rød. Jeg ved, at det her emne er noget, der ligger mange på sinde, hvorfor jeg har indhentet en kommentar fra bestyrelsen, der forhåbentligt kan kaste lidt lys over situationen.
Freja Frida, der er en af forpersonerne, forklarer, at det skyldes, at kopperne er sponsoreret af AKA, og efter en del bøvl med deres grafiker, endte det – på trods af protester – med at blive de grå kopper. Det er beklageligt, men altså også ude af deres hænder.
Når det er sagt, så er det faktisk ikke særligt længe siden, at PB fik de røde kopper, og mange af os husker dengang, man fik serveret kaffen i et papkrus. Derfor tænker jeg, at vi alle skal løfte på hatten af deres glimrende branding og deres klimabevidsthed, og dernæst huske, at kaffen jo simpelthen smager lige ringe, uanset om man får den i en grå eller en rød kop.
Kære Brevkanden. Jeg overvejer at skifte til Jura, hvad gør jeg???
Stop. Kig dig i spejlet. Giv dig selv en lussing og sprøjt vand i ansigtet.
Det kan ikke passe, at vi er tre uger inde i semesteret, og du allerede har udviklet vrangforestillinger. Som en, der i disse dage slæber sig igennem tilsyneladende uendeligt lange forvaltningsretstimer, bliver jeg ikke blot forbavset, men også forurettet, over, at du i ramme alvor har bildt dig ind, at det er dét værd at begrave sig i dyb studiegæld for at anskaffe sig Karnovs lovsamlinger, enormt stramme bukser og et par spidse albuer.
Det kan da godt være, at Politiske Institutioner eller Makroøkonomi ikke just er sindsoprivende, men forestil dig så, hvordan det er at have EU-ret eller Formueret. Juraen er jo rugbrødsmadden, man skal igennem, før man kan få desserten – Statskundskab! Det ligger bag alt det, vi laver, og udgør det vigtige, men dybt kedelige grundlag for vores faglighed.
Udover det faglige, er juristerne jo også grundlæggende set frygtelige. Hvis du har brug for en reminder, der rækker ud over blot vandrehistorier om falske noter eller de tårnhøje priser til JUS-fester, så stil dig ned i Per Kirkeby, inden de nye jurastuderende skal ind og kæmpe om en plads til forelæsning. Det er ren Hunger Games.
Hvis du stadigvæk ikke er overbevist om, at du bare har brug for en dyb indånding og en fadøl, så fair nok. Drop ud. Vi ses til Slaget.
Kære Brevkanden. Vi læser et sted, hvor det yndes blandt både undervisere og studerende at indimellem prædike moral-lomme-agtigt-filosofi. Særligt hvad angår snus foretages der en ikke så subtil afstandtagen – i hvert fald inden man får den første øl. Kan du hjælpe mig med at klarlægge hvordan det egentligt står til med moralen og måske selvdisciplinen på denne ellers standhaftige højborg af moral? Kh Lommefilosoffen
Åh ja – moralen.
Det store, udefinerbare begreb, vi alle holder i hævd som det fineste, vi har. Her på instituttet er vi jo, som bekendt, glade for lidt normativt tankegods, og det er da også korrekt observeret, at der til tider prædikes fra enormt høje talerstole. Her tænker jeg f.eks. på de af vores medstuderende, inklusiv undertegnede, der taler længe og højlydt om klimaansvar, inden de selv flyver til Thailand over julen for at “skrive eksamen”.
Og så er der snus. Den lille nikotinpose, der i dagligdagen betragtes som lavstatus og ulækker – lige indtil festen går i gang, og pludselig er der kø til bøtterne, som var det Samfundsfaglig Bar på J-dag. Alle er pludselig din bedste ven, og som ved et trylleslag er der kun én skive tilbage af din nyindkøbte blå Velo.
Hvad siger det om moralen på IFSK? Måske at den primært er situationsbestemt. Den er standhaftig kl. 9:15, hvor rygraden er stærk og ufleksibel – men som uret tikker frem, og forelæsningerne virker længere og længere, bliver den mere bøjelig og tilgivende.
Sådan går det, indtil klokken slår 1:45 i Forhistorisk, og moralens vogtere, efter en sund mængde White Russians, pludselig “bare virkelig trænger til en skive”. Det er en smule hyklerisk at parkere moralen sammen med jakken i PF’s garderobe. Men det er nok også bare menneskeligt.
Når det er sagt, bør man som snusforbruger ikke altid give efter for presset. Alle dem, der gerne vil fremstå som klimaaktivistiske engle, der aldrig glemmer at affaldssortere, altid hjælper ældre damer over vejen og kigger forurettet på din snusbøtte, når den ligger fremme til holdtime – de skal ikke forvente, at du agerer nikotinens Moder Teresa, når det så lige passer dem. Sig fra, og forlang, at folk forholder sig til deres egen dobbeltmoral. Det har vi i særlig grad brug for bag de gule mure.
Hej Brevkanden. Det stresser mig, at alle mine tutorer kan være med i så mange foreninger, mens de også læser deres ting på studiet. Hvordan balancerer man tingene? Hilsen en overrumplet (ny) studerende.
Kære overrumplede (og nye) studerende – og her henvender jeg mig ikke blot til dig, men til alle jer, der sidder med samme følelse.
For det første skal man huske på at der eksisterer en vist selektionsbias i tutorregi. Dine tutorer afspejler ikke nødvendigvis resten af studiet, og du skal passe på med at sammenligne dig med en flok hyperaktive ekstroverte, der stortrives på søvnunderskud, lunken kaffe og tømmermænd, og som i øvrigt kan finde på at skrue helt op for ’For Evigt’ af Volbeat kl. 8 om morgenen.
Når det er sagt, afspejler dine tutorer alligevel studiet. Ligesom almindelige dødelige får nogle topkarakterer i alt, og æder mikroøkonomi til morgenmad, mens andre forsømmer pensum hele året, for så at skrabe sig igennem på 3. eksamensforsøg. Nogle har overskud til at være foreningsaktive, og synes umulige at undgå både på instruktorgangen og floor, mens andre har nok i fællesskaber andetsteds. Der er ikke en rigtig eller forkert måde at være studerende på, og her i starten handler det om at finde en balance, der fungerer for dig. Det er meget nemmere at kigge op, og udforske sine muligheder på studiet, når man ikke græder ned i sin Metodebog og får hjertebanken af VT-skriveøvelser.
Tag den med ro og tag en dyb indånding – det skal nok gå.
