KANDEN GØR HOVEDRENT

I takt med efterårets indtræden og nye begyndelser, er det tid til at gøre hovedrent. Nogle ting ryger direkte i skraldespanden og andre får lov at blive. Noget skal måske til genovervejelse på loftet for en stund, mens helt nye sager finder deres plads. Én ting er i hvert fald sikker: Kandestøberen kommer til at fortsætte med smagsdommeriet – uanset hvad der end bliver sagt om den praksis på en socioforelæsning om Bourdieus symbolske rum og livsstile.
From Unsplash, af Bekky Bekks

Så hvis du sidder og er i tvivl om, hvor du skal begynde med rengøringen, har vi her en guide til dig:

MERE AF DET

Teltet 

Kan vi lige blive enige om, at semesterstartsfesten i teltet ved Tvillingeauditorierne udelukkende var en positiv overraskelse? Jeg havde forventet mudder til anklerne og dårlig akustik, men jeg var sgu flyvende hele aftenen. Jeg ser frem til flere fester derude som alternativ, nu når kantinen nok ikke står færdig i den nærmeste fremtid… Så pyt da med kondensbadet. 

Efterårsstøvlerne

Det er tid til dominansstøvlen, der skaber et slags ekko, når hælene klikker højlydt på fliserne på vej til lokalerne i 1325. Selvtilliden stiger, og højere selvtillid = bedre performance, og bedre performance = dygtigere statskundskabere. Her tør jeg godt lave en kausalslutning.  

Kantinedamen, der skinner i sin rolle som foodtruck-diva 

Nu har jeg ikke spurgt hende, hvad hun synes om sit nye kontor i den friske luft. Men jeg må bare konstatere, at hun har styr på de få kvadratmeter. Jeg ville personligt også være lettet over ikke at skulle forberede en hel buffet og tage opvasken efterfølgende, og jeg tror det smitter af på hendes (til tider) sublime kundeservice. Lad os håbe, hun har en varm vinterjakke, til når vejret bliver koldere, og at kulden ikke kommer til at stå i vejen for hendes divaness. 

PÅ LOFTET FOR EN STUND

Traktorer i uniparken

Fede at se på, ik sådan mega vellykket med ”brug data, ikke modeller”-skiltet. 

Kåre Quist 

Har lige brug for en pause fra ham, men et endegyldigt farvel til ham på mit Instagram feed ville nu alligevel være for trist. Halv gas.

Politiet 

Ordensmagten har haft en kontroversiel sommer. Der har været lige lovlig meget fart på, og resten af 2026 bør bruges på GRUNDIG selvransagelse og refleksion, hvis de skal helt ind i varmen igen.


DIREKTE I SKRALDESPANDEN

Ulven

Jeg er ikke træt af ulven som art, men nu skal vi snart lave en kollektiv beslutning om at tie stille. Jeg gider ikke høre om problemulve, eller om asociale mennesker, der håndfodrer dem. Og jeg gider især ikke at se flere billeder af Christian Rabjerg Madsen iført praktiske bukser fra Fjällräven og skovmandsskjorte, som om han selv har været ude og pløkke dyret. En, to, tre stilleleg!

People pleasere

Vi skal være hårdere mod hinanden. Et gennemgående tema i Kandestøberens seneste udgivelser har været opgøret med people pleaseriet, som gennemsyrer vores samfund, fordi vi er bange for at træde hinanden over tæerne. Vi kommer aldrig videre til menneskets fulde potentiale, hvis ikke vi alle sammen engang i mellem oplever lidt modgang og kritik, og der er ingen større hæmsko i denne udvikling end people pleaseren. Og jeg får næsten lyst til at skrive undskyld for den sure tone. 

Meningsmålinger på nyhedsmedier med kategorien ”jeg vil bare gerne se svarene”

Amen det er bare useriøst. Du har tre muligheder, når du møder en meningsmåling på et nyhedsmedie. 1: brug fire sekunder på at tænke over din holdning til spørgsmålet og besvar tilsvarende. 2: klik på en tilfældig svarmulighed, hvis du ikke har en holdning. 3: drop det og læs en anden artikel. Jeg vil ikke acceptere den dovenskab, som ”jeg vil bare gerne se svarene”-kategorien er udtryk for. Og så er det ovenikøbet altid de mest ligegyldige synes du der skal være mindre kød i kantinen-spørgsmål.

Author

Læs også