Trøjborg-effekten er det, der langsomt dræber din vennegruppe. Det er et usynligt sort hul, der spiser dine kammerater en efter en. Trøjborg-effekten virker langsomt, og derfor er det vigtigt, at du og dine venner kender til den, inden skaden sker. Rammes I af Trøjborg-effekten, vil I langsomt opleve, at det bliver sværere og sværere at lokke folk med ned til Graven en onsdag, når ugens uv-indeks er på sit højeste og øllene smager bedst. I de værste tilfælde kan du risikere kun sporadisk at se dine bedste studievenner til holdtimer og forelæsninger.
Det skyldes den helt naturligt kedelige tendens, at dine venner er nået til det punkt i livet, hvor de skal flytte sammen med deres kærester… Det starter typisk som et nusset facebook-opslag, der på bedste ”Kære netværk”s vis spørger, om der mon ikke er nogen, der ligger inde med en to-værelses på Trøjborg (eller andre kæreste-kedelige dele af byen). Heraf TRØJBORG-effekten. Ser du dette Facebook-opslag fra en, du holder af, er det afgørende, at du forstår konsekvensen. Det betyder, at din bedste ven, så snart de flytter ind på Tordenskjoldsgade, ikke længere er den samme. De vil simpelthen gøre alt i deres magt for at få mest muligt for huslejen. Det eneste der kan få dem til at forlade Trøjborgens høje mure er en tur i Risskoven for at sanke ramsløg med kæresten eller en forelæsning i Per Kirkeby. Glem ALT om solskinsøl i Botanisk, festivalsæsonen er afblæst og svarene i gruppechatten bliver der længere og længere imellem. Det sidste søm i kisten bliver når din ven kommer til dig og siger, at de har aftalt derhjemme at stoppe med at drikke, fordi de faktisk ikke har tid til at miste en dag til tømmermænd i weekenden.
Det er vigtigt at understrege, at Trøjborg-effekten ikke kun er en ærgerlig tendens, fordi dine venner begynder at sige fra over for vennegruppens småproblematiske forhold til alkohol når solen skinner. Det handler om, at de fantastiske venner du har fået på studiet nu langsomt, glider væk fra dig, fordi de synes, at de skal bruge anden halvdel af tyverne på at lege far, mor og børn. Det må for alt i verden ikke ske for dig, se dem dybt i øjnene og gør det klart, at prisen for at hjælpe dem med at slæbe den nyerhvervede Kitchen Aid og deres Omhu-sofa op på 4. tv er, at de ikke må sidde fast i den lejlighed. Der er masser af år til morgenkaffe og film i sofaen med kæresten, når I bliver gamle, men studietiden og dine tyvere er til for at skabe større minder end det.


