Der er mange gode måder at få en fest ud SPOT. Hvis du er ligesom mig uden, som hverken har været på SPOT før, eller har fingeren på pulsen af alle de forskellige subkulturer og deres kunstnere i den danske scene, kan det måske være lidt overvældende at skulle låse sig fast på et program, der starter fredag kl. 13 og først slutter efter det sidste DJ-set om lørdagen. Hvis man godt kan genkende den følelse af overvældethed, anbefaler jeg, at tage det lidt mere som det kommer.
Det fede ved SPOT er netop den rå mængde af pakkede scener og talentfulde kunstnere, og går man forbi et spillested, hvor musikken bare lyder helt magisk, er det jo netop den slags øjeblikke, den planlagte frihed er lavet til. Og så er der jo altid tid til at tage en øl, når koncerten er overstået, frem for at hoppe på den nærmeste Lime-cykel for at suse tværs gennem Aarhus. En festival er et maraton, og de bedste oplevelser er tit dem, man ikke planlagde. Når det så er sagt, håber jeg klart at se jer, når Farveblind sparker bassen ind med tunge synths og vragede vokaler lørdag kl. 22:00 på Headquarters.
WHAT TO HEAR
Men hvis du (ligesom mig) bedst kan lide at have en plan, kan du følge mine Spot-anbefalinger her.
Fredag
Yör
Det første navn, jeg skal høre på Spot, er Yör. Det danske band blander en stærk elektronisk lyd med en skrøbelig vokal, der får hårene til at rejse sig. Jeg tror, at hvis Radiohead og Marie Key fik et barn, ville det nok lyde som Yör.
Hør Yör kl. 16.45 i Store Sal, Musikhuset
Veronika Rud
Gør jer selv den tjeneste at høre Veronika Rud. Hun er ung, ny og fuldstændig fænomenal på den danske jazzscene. Man fortryder ikke at have oplevet hende live.
Hør Veronika Rud kl. 19.15 i Rytmisk Sal, Musikhuset
Paydar
Mens jeg tog opvasken, shuffledes jeg gennem Spots officielle playliste og faldt over Paydar og aldrig har min opvask været så fyldt med dans. En erfaren DJ med inspiration fra flere genrer, der gør det umuligt at stå stille.
Hør Paydar kl. 21.00 i Rytmisk Sal, Musikhuset
Pumpegris
Svensk, akkordnørdet og musik, der trænger helt ind i sjælen sådan vil jeg beskrive Pumpegris. Jeg kendte dem ikke, før jeg så årets Spot-program, men jeg måtte undersøge, hvad der gemte sig bag det kejtede navn. Nu er de et must-see for mig.
Hør Pumpegris kl. 23.30 i Aarhus Congress Center
Lørdag
Velvy
Min lørdag starter i en bowlinghal sammen med den fænomenale duo Velvy. Sjældent har musik trukket mig så dybt ind i et univers af skrøbelig lyrik og lyd, der sætter sig lige i mellemgulvet. Jeg er sikker på, at man går derfra med følelsen af at have oplevet noget helt særligt.
Hør Velvy kl. 14.00 i Aarhus Bowlinghal
Jaleesa
Man kan tydeligt høre, at Jaleesa er vokset op med Django, Lauryn Hill og Erykah Badu, det stråler igennem i hendes musik. Og som en ny funklende stjerne på den danske neo-soul scene er hun ikke til at få øjne fra.
Hør Jaleesa kl. 19.00 i Rytmisk Sal, Musikhuset
Von Quar
Dette band er en stor non-negotiable for mig. Jeg glæder mig helt vildt. De dukkede første gang op på min radar under P3 Guld, og siden har jeg ikke kunnet slippe tanken om, hvad dette hooligan-monster af et band egentlig er.
Hør Von Quar kl. 22.30 i Aarhus Congress Center
Elsked
Sidst jeg hørte dem, havde de “I LOVE AARHUS”-trøjer på. Hvis de spiller bare halvt så godt som dengang, investerer jeg i en “I LOVE ELSKED”-trøje. Det sidste navn på mit lørdagsprogram er Elsked – og der skal danses. De er en af de grupper, der kan genoplive enhver fest.
Hør Elsked kl. 23.00 i Store Sal, Musikhuset


