Selv hvis du prøver at ignorere det hele, er der ingen vej udenom: Der skal vælges. Og ja, det kan være svært. Men bare rolig. Brevkanden er ekspert i at træffe valg. I dagens anledning er jeg gået i stemmeboksen og har forholdt mig til jeres demokratisk funderede dilemmaer. Men har du noget andet, du går og tumler med? Send det til @ifsk_kanden på Instagram, eller smid en seddel i postkassen i PB – så tager jeg det under både kyndig og kærlig behandling i næste blad. Glædelig valgdag!
Kære brevkanden. Hvem fanden skal jeg stemme på? Selvom jeg læser statskundskab, virker det uoverskueligt at danne sig et overblik over det politiske landskab anno 2026. Så hvad skal jeg stemme på? Og findes der andre måder at finde ud af det på end ved at tage en kandidattest?
Hvis jeg havde en krone for hver gang et familiemedlem, en gymnasieveninde eller en medkollegianer havde spurgt mig om det, så havde al den snak om at afskaffe SU’en ikke raget mig en høstblomst. Jeg tror, det er en offentlig hemmelighed på statskundskab, at uanset hvor meget vi snakker om politik, så er der mange af os, der alligevel har svært ved at navigere i det. Det politiske landskab anno 2026 er, i min ydmyge mening, et regulært kødmarked af kandidater, partier, TikTok-videoer, mærkesager, der skifter fra uge til uge, og Facebook-opslag skrevet i ChatGPT af en studentermedhjælper med alt for lav løn og alt for mange negligerede skriveøvelser bag sig. At du synes, det er uoverskueligt, er derfor ikke et tegn på generel inkompetence, men snarere en strukturel udfordring, der kan være vanskelig at løse på individniveau.
Kandidattests kan være et fint sted at starte, men det svarer lidt til at vælge sin kæreste ud fra en Buzzfeed-quiz: moderat underholdende, men ikke nødvendigvis særlig fornuftigt af den grund. Mit råd er derfor at gå meget lavpraktisk til opgaven. Gå til valgdebatter. Find et par kandidater, der virker nogenlunde fornuftige. Læs op på, hvad de faktisk har lavet – enten i tidligere folketingsperioder, eventuelt lokalpolitisk, eller bare deres mærkesager. Stem derefter på den, du mindst får lyst til at råbe ad.
Min barndomsven, som jeg vil gå igennem ild og vand for, har tænkt sig at stemme på Lars Boje. Kan vi stadig være venner, eller hvad skal jeg gøre?
Vi havde en interessant samtale om det her i min vennegruppe forleden, hvor det viste sig, at spørgsmålet om, hvorvidt man kan være så gode venner med en på den anden side af det politiske spektrum, virkelig er ét, der deler vandene. For mit eget vedkommende må jeg nok erkende, at jeg personligt ville have svært ved at forene mig med, at en person, jeg var tæt på, havde værdier, der lå så fjernt fra mit verdenssyn. Eller at de i det hele taget kunne få sådan en åndsforladt idé til at begynde med.
Det betyder imidlertid ikke, at du behøver have det sådan. Hvis politiske uenigheder automatisk gjorde folk uegnede til at være venner, ville halvdelen af landets læsegrupper jo bryde sammen inden påskeferien. I et større perspektiv forudsætter demokratiet vel netop også, at vi kan være dybt uenige uden at sende hinanden i eksil. Det betyder ikke, at du behøver synes, det er en fremragende idé at sætte sit kryds ved en mand, der er kendt for at skide i bukserne. Du må gerne være frustreret, forvirret og endda lidt forarget.
Men før du brænder broen, så husk på, hvorfor I blev venner i første omgang – holder den grund stadigvæk? Så må det her være noget, du skal lære at se bort fra. Altså, i tilfælde af at du ikke lykkes med at tale vedkommende fra det igen.
Kære Brevkanden. Jeg tør ikke sige, hvem jeg stemmer på til valget. Er det et problem? Skal jeg stå fast på min holdning, eller skal jeg overfor mine venstreorienterede venner sige, at jeg også stemmer på Enhedslisten, selvom jeg ikke kunne drømme om det?
Rolig nu. Træk vejret. Der er en grund til, at stemmeboksen har et gardin. Du er selvfølgelig ikke forpligtet til at dele din stemme med nogen som helst; hverken venner, læsegruppe eller den meget insisterende person i fredagsbaren, der mener, at alle rigtige DJØF’ere bør stemme på Martin Lidegaard.
Når det er sagt, synes jeg også, det er lidt kujonagtigt at lyve om det. Du må gerne sige, at det har du ikke lyst til at snakke om. Det kender jeg i øvrigt mange, der også gør, uden at det er et problem. Men der er ingen grund til at slynge løgne ud om dit politiske ståsted. Det gavner i sidste ende ingen. Dog synes jeg også, det ville være mest produktivt for alle, hvis det var noget, du turde åbne op om. Vores demokrati er afhængigt af, at vi kan snakke sammen, og også nogle gange være uenige, om det, der optager os, og det, der er vigtigt for os som samfund.
Jeg havde en veninde i gymnasiet, der altid sagde, at hun hadede politik. Det har jeg aldrig rigtigt kunnet forstå. For når alt kommer til alt, så er alting jo i nogen grad politisk. Den dårlige busrute hjem for at besøge dine forældre på landet. Høje priser på instant kaffe i Rema. Den trælse stedprøve i eksamenshuset i Lisbjerg. Alting. Hvis ikke vi kan snakke om vores holdninger, kan vi jo heller ikke gøre os nogen forhåbninger om at ændre noget. Og hvis vi ikke kan snakke om det på statskundskab, hvor kan man så egentlig?
Krise i læsegruppen! Hver gang vi mødes for at skrive opgave, ender vi med at diskutere politik i to timer og skrive i cirka syv minutter. Det er hyggeligt, men vi får ikke lavet en skid. Hvad gør jeg?
Hvis hvert eneste læsegruppemøde udvikler sig til en uofficiel valgdebat, kan jeg godt se, at en bestået mikroøkonomieksamen til sommer kunne gå hen og blive lidt et vanskeligt projekt. Det er i og for sig et klassisk statskundskabsproblem. Når man sætter en masse mennesker med stærke politiske holdninger, og en let til moderat overdreven tro på egne analyseevner, sammen, ville det være naivt at antage, at der ikke opstår en form for diskussion. Det er i sig selv meget smukt.Problemet er bare, at censor plejer at forholde sig relativt indifferent over for kvaliteten af jeres spontane paneldiskussioner om formueskatten. Mit forslag er simpelt. I må indføre en grad af militær disciplin i læsegruppen, der kunne gøre selv Troels Lund Poulsen, eller endnu bedre vores alles Pingo, stolt. Aftal, at der er én time til arbejde. Først derefter åbnes der for politisk debat, analyser af meningsmålinger, sjove citater fra den nye episode af Højskolen og vurderinger af, hvem der egentlig vandt gårsdagens Kåre Quist-modererede debat. Spoiler alert – det var nok ikke Troels. På den måde når I både ugesedlen og jeres intimkoncert-agtige Deadline-episode. Det danske demokrati holder nok. Men det gør jeres fremtidige karakterblade altså kun, hvis nogen også åbner Docs. Bare lige en gang imellem.
