Nu hænger Anna Bjerres ansigt i diverse lygtepæle i Nordjylland, plakaten er hvid og grøn, hun er spidskandidat for Alternativet, og jeg kender hende igennem aktivisme i Den Grønne Ungdomsbevægelse. En bevægelse hvor vi altid har sagt til hinanden, at aktivismen er vigtig. At politisk engagement udenfor det partipolitiske system er vigtigt. Så hvorfor er det, at der nu hænger aktivisters ansigter på etablerede partiers plakater rundt omkring i Danmark? Det spurgte jeg her halvvejs i valgkampen Anna om på en halvskrattet Messenger-forbindelse.
Jeg spørger Anna, hvordan hun endte der, i et regnvådt Nordjylland i fuld færd med at føre valgkamp, og hun spoler tiden tilbage til november. Anna havde tidligere i 2025 startet på et ”ægte voksen-job” som politisk rådgiver i Alternativet og havde fået en anden indsigt i kræfterne i partiet, størrelsen på dets bagland og midlerne i kassen, end man får i den daglige politiske samtale. Sidst i november ser Anna tilbage på en vellykket kommunalvalgkamp, og flere aktivistiske valgsejre i kraft af Zohran Mamdanis kampagne i New York og Zack Polanskis valg som politisk leder af The Green Party i Storbritannien. Anna ser potentialet i at føre aktivisme og partipolitik sammen, og da hun sidder med en øl og nogle medaktivister på en bodega et sted i København, spørger hun dem ”Hvorfor er det egentligt, at vi har besluttet os for, at det sidste vi vil, er at være politikere?”.
”Vi har altid lavet aktivisme med stor tiltro til demokratiet”. Sådan siger Anna, da jeg spørger hende, hvordan aktivisme og partipolitik skal hænge sammen. Fortællingen er ofte, at der er en stor forskel på aktivisterne udenfor murene og de demokratiske borgere indenfor, men Annas pointe er, at aktivister demonstrerer og engagerer sig netop fordi, de tror på, at det er muligt at ændre samfundet til det bedre. Anna og medaktivisterne beslutter sig derfor for at prøve noget nyt. Hvad hun selv kalder et eksperiment med målet om at knytte partisystemet meget tættere til det civilsamfund, som det gerne skulle repræsentere. Derfor JORDSKRED – græsrøddernes valgalliance. Her stiller, i første omgang, 5 kandidater fra Å og Ø op, men som Anna siger, ”Det er et pilotprojekt”. Hun mener, at det er svært at undgå personfiksering i politik, men ønsker at kunne tale de politiske bevægelsers sag, selvom det er enkelte navne, der står på stemmesedlen. Drømmen er, fortæller Anna, på sigt at kunne opstille en lang række kandidater fra forskellige græsrodsbevægelser, også gerne i flere partier, for at kunne styrke samarbejdet på tværs af disse.
Indrømmet, der går ikke lang tid fra, at hun begynder at fortælle til, at jeg føler mig overbevist om, at hun har fat i noget rigtigt, eller noget spændende i hvert fald, og det farver måske min udlægning her. Anna og jeg kommer til at snakke om, hvordan partierne bløder medlemmer, og i højere og højere grad er præget af erhvervsinteresser og lobbyisme. Anna oplever, at højrefløjen drager uproportionelle fordele af denne udvikling, særligt på klima- og miljøområdet hvor landbrugets interesser fylder enormt meget. Se f.eks. den aktuelle debat om drikkevand og Venstres kærlighed til ’frivillige aftaler’ eller Landbrug og Fødevarers afgørende indflydelse på Den Grønne Trepart. Anna ser JORDSKRED som et muligt modsvar til lobbyismen, nogen der kan gribe civilsamfundets bolde på Borgen. Bevægelserne skal være upartiske, understreger hun, men JORDSKRED-kandidaterne kan være et nyt bindeled.
Ambitionerne er store; at gøre op med faldende medlemstal; at udfordre de magtfulde erhvervsorganisationer; at ændre silotænkningen i partierne. Det lyder jo alt sammen ret fornuftigt. Aktivisterne går ind til politik med en helt anden erfaring, et helt andet netværk, og kan på den måde måske løse nogle af partiernes problemer og samtidig varetage egne interesser. Men, for der kommer jo et men, Anna stiller op i et parti der i skrivende stund (Voxmeter, 14. marts) står til 2% af stemmerne. Godt nok er hun spidskandidat, og Å har historisk set haft et mandat fra Nordjylland, men der er en reel risiko for, at partiet ender under spærregrænsen, og Anna må fortsætte arbejdet for et jordskred udenfor murene. Selv hvis Anna og de andre aktivister i JORDSKRED bliver valgt, vil den kritiske læser måske sætte spørgsmålstegn ved omfanget af den magt, fem kandidater og et bagland af græsrødder reelt vil kunne tage.
Heldigvis er jeg ikke den kritiske læser, så jeg tillader mig at drømme lidt. Jeg tror, at JORDSKRED har potentialet til at kunne noget af det samme som et parti som Danmarksdemokraterne. Den kæmpe medvind som DD har haft, er måske en reaktion på det samme partisystem som aktivisterne nu gør op med. Både Annas og DD’s vælgere kan karakteriseres ved at være langt fra de rum, hvor de største beslutninger bliver taget, og være frustrerede over de miljøpolitiske beslutninger, der bliver trukket ned over lokalmiljøerne.
Anna understreger det helt vilde potentiale, der er i at ”give folk en del af kagen”, når det angår anlæggelse af vedvarende energi-projekter. Den før frustrerede nabo kan ende med at tjene fedt på vind- eller solenergi; ”jernmarkerne” kan være et middel til social retfærdighed. Hun virker generelt ret begejstret for at stille op i Nordjylland, hvor der både er Inger Støjberg og en vandforsyning, der stævner den danske stat for drikkevandsforurening. Der er nok at tage fat i, i det tilfælde Anna bliver MF’er efter d. 24. marts.
Nu svinger jeg mig lige op på den helt høje aktivistiske klinge: Jeg tror, at en af de mest radikale politiske handlinger vi kan foretage os, er at turde at drømme om noget, der lyder umuligt. Hvis du er mere kritisk end mig, forstår jeg det godt, og det er egentlig ikke fordi, jeg forventer, at du ser de samme muligheder i et projekt som JORDSKRED. Men spørgsmålene jeg stiller mig selv nu, og som jeg også vil stille dig, er: Hvis almindelige mennesker skal tættere på magten, hvem skal så træde frem? Hvis det partipolitiske system skal forbedres, hvordan skal det så se ud?
