Solen skinner, og mågernes skrig får dig til at kigge mod den blå himmel. Du placerer fødderne i det hvide sand på en af de smukke danske strande. Det kribler i dig for at mærke saltvandet mod din bare hud. Du sætter i løb, men bliver stoppet af et stort tæppe af stinkende, våd og klistrende tang. Den idylliske strandfølelse minimeres en smule og bliver i stedet erstattet af et forsøg på at undgå at træde for meget på tæppet, der har opfanget et par døde vandmænd og krabber i takt med tidevandets bevægelser. Du bliver måske en smule irriteret, men tang har faktisk et stort potentiale, når det kommer til bæredygtige løsninger.
Konventionelt landbrug har brug for både jord, rent vand, kemikalier og gødning for, at afgrøder kan dyrkes, men tanglandbrug skal blot bruge havvand og snore, som tangen kan hænge på som en tørresnor. Tang opfanger CO2 fra atmosfæren, og det gør den endda mere effektivt end træer på landjorden. Desuden opfanger tang næringsstoffer fra havet, når den vokser, hvilket forbedrer vandkvaliteten. Tang kan bruges til alt fra fødevarer, foder og medicin til tekstil, kosmetikprodukter og plastik. Man ville også kunne bruge det som protein i plantefars eller som erstatning for soyaprodukter til dyrefoder. Med en kyststrækning på ca. 8750 km i Danmark, virker det som en oplagt mulighed at dyrke tang som en form for landbrug, men det er stadig ikke noget, som danskerne helt har taget til sig.
Kigger man mod Norge, et land Danmark ofte sammenlignes med, har de i højere grad knækket koden til tanglandbrug. Norge har en meget større og mere udviklet tangindustri, hvor de årligt producerer flere 100 tons tang. Det er stadig en meget lille produktion sammenlignet med Asien, der producerer over 30 millioner tons årligt.
Industrien i Norge har udviklet sig eksponentielt siden starten af 2010’erne, og ser umiddelbart lovende ud – men er dog stadig i en tidlig fase. Norge har især succes med tanglandbrug grundet de naturmæssige fordele, som en meget lang kystlinje, koldt og næringsrigt havvand og samdyrkningen med eksisterende fiskeopdræt. Dertil har den norske stat spillet en aktiv rolle i at få gang i tangindustrien gennem regulering, forskning, økonomisk støtte og planlægning af havområder. Virksomheder og forskning har haft et stærkt samarbejde, hvilket har bidraget til især at udvikle teknologi og effektivisere industrien.
Det norske tanglandbrug står dog overfor flere økonomiske og markedsmæssige udfordringer. Efterspørgslen efter tang i Europa er stadig ret begrænset og virksomheder har svært ved at afsætte store mængder tang. Der er samtidig ret store produktionsomkostninger forbundet med tanglandbrug, som gør det svært at konkurrere med asiatisk produktion. Da industrien også er relativt ny, er markedet usikkert, og det er svært at skaffe investeringer. Virksomheder vil ikke producere meget tang uden et marked, og investorer vil ikke investere uden et stabilt marked. Disse udfordringer gør sig også gældende i Danmark, og er måske grunden til, at tanglandbrug ikke har slået igennem herhjemme.
Selvom tangpotentialet ikke helt er blevet indfriet endnu, er det dog noget, nogle danske virksomheder arbejder på. Tangprojektet NyeTangArter undersøger mulighederne for at dyrke tangarterne purpurhinde og Gracilaria langs den danske kyst, som ville kunne bruges som en del af den danske kost. Projektet er støttet af den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) med over to millioner kroner. De har blandt andet til formål at bidrage til, at dansk fiskeri og akvakultur indgår i den grønne omstilling med fremme af miljømæssig bæredygtighed og klimamålsætningerne.
Om tanglandbrug vil blive en integreret del af den danske landbrugsindustri, er stadig usikkert. De økonomiske udfordringer ved dyrkningen af tang, gør det et mere risikabelt erhverv, men der begynder at komme mere og mere opmærksomhed på opdrættelsen af tang, og hvem ved om det stinkende, våde og klistrende tæppe af tang snart vil hænge fint på tørresnore.
