En håndfuld uger inde i 3. semester på statskundskabsstudiet introduceres vi studerende for den efterhånden legendariske og allestedsnærværende tyske samfundstænker, Jürgen Habermas. En særlig figur indenfor den politiske sociologi, idet han – modsat andre centrale, men nu afdøde tænkere som Durkheim, Weber, Marx, Bourdieu, Foucault, Luhmann og Goffman – fortsat udgav nye bøger, artikler og kronikker, hvori han løbende opdaterede sine teorier, analyser og begreber, således at disse var i overensstemmelse med samtiden og samfundsudviklingen.
Han var noget så sjældent som en kanoniseret nulevende samfundsteoretiker, der også udenfor akademia fungerede som en moderne venstreorienteret ledestjerne. Dette indtil han gik bort lørdag d. 14. marts, 96 år gammel og aktivt deltagende i den europæiske samfundsdebat helt frem til det sidste.
Hans knudrede og tunge akademiske sprog gjorde ham givetvis svær at læse og ikke så lettilgængelig som man kunne ønske, men hans teorier og begreber er så indflydelsesrige og rammende, at de for de fleste studerende føles intuitive og direkte anvendelige i en bred række af sammenhænge.
Begreber som system og livsverden, deliberativt demokrati, kommunikativ handlen og borgerlig offentlighed hænger fast hos de fleste studerende og danner ramme for forståelsen af åbne, liberale og samtalebaserede demokratier. Det er svært at forestille sig nogen relevant definition af et liberalt demokrati, som ikke i hvert fald delvist baserer sig på Habermas’ deliberative demokratiideal.
På vores bacheloruddannelse er Habermas primært knyttet til det sociologiske felt, men hans tænkning og intellektuelle virke spænder derudover hele vejen fra lingvistik til historie, filosofi og politisk teori. Han var på den måde et tydeligt produkt af den såkaldte Frankfurterskole og dennes ambition om at udarbejde tværfaglig kritisk samfundsteori.
Jürgen Habermas var den centrale figur i Frankfurterskolens anden generation. Som elev af Theodor Adorno overtog Habermas i 1965 Max Horkheimers professorat i filosofi og sociologi ved universitetet i Frankfurt, og tog herved over fra skolens første generation, som udover de to førnævnte rummede navne som Walter Benjamin, Herbert Marcuse og Erich Fromm.
Frankfurterskolens grundlæggere, Adorno og Horkheimer, markerede sig ved en skarp og kras modernitetskritik, særligt i hovedværket Oplysningens Dialektik. Dette pessimistiske blik på oplysningens fornuft og rationalitetsformer udsprang helt klart fra de rædselsfulde erfaringer med anden verdenskrig og Holocaust, som også tvang både Adorno og Horkheimer til at flygte fra deres tyske hjemland for at søge i eksil på den anden side af Atlanten.
Dette syn på moderniteten gjorde Habermas op med. Som et barn af den tyske nationalsocialisme og anden verdenskrig, var han som teenager aktiv i Hitlerjugend og herved også stærkt påvirket af den rædselsfulde tragedie som krigen og Holocaust udgjorde for ikke alene Tyskland, men også Europa og resten af verden. Dette viste sig tydeligt i hans tænkning, om end på en helt anden måde end det var tilfældet hos Adorno og Horkheimer.
Hans tilhængere vil sige, at han implementerede et mere nuanceret og håbefuldt blik på moderniteten og oplysningens rationalitet. Dette under stærk inspiration fra tyske Hannah Arendt, såvel som den amerikanske filosof Charles Peirce.
Dette gav måske god mening, taget i betragtning af at Adorno og Horkheimer skrev deres hovedværk mens krigen stadig rasede, hvorimod Habermas på bagkant af krigen satte sig for at skabe en samfundsteori for fremtiden. En teori hvis formål må betragtes som værende at skabe et samfund og en politik, som forhindrer at krigens rædsler, og det politiske klima som lå bag, vil kunne gentage sig i fremtiden. Sikringen af det liberale demokrati og individets rettigheder, med andre ord.
For Habermas måtte demokratiet være liberalt, de to ting kunne ikke adskilles. Demokrati fordrer så at sige liberalisme, men markedsliberalismen kan samtidig aldrig stå alene. Han beskrev i sin berømte tekst Three Normative Models of Democracy, hvordan individet kun kan realisere sin frihed, såfremt det på en og samme tid tildeles individuelle rettigheder som sikrer dets autonomi, og politiske rettigheder som sikrer dets demokratiske og politiske agens.
Det er altså, ifølge Habermas, ikke nok at sikre individets ukrænkelighed. Enhver må ligeledes have mulighed for at indgå og deltage i et politisk fællesskab, såfremt det skal opnå faktisk frihed. Herved dannede han bro mellem den klassiske liberalisme og den republikanske tradition indenfor den politiske teori, og søgte det han selv kaldte en mellemvej med den deliberative demokratimodel.
For Habermas må ethvert individ i en vis forstand være en del af lovgivningsprocessen, såfremt de skal kunne defineres som frie, demokratiske samfundsborgere. Lovgivningen er kun legitim, såfremt alle samfundets borgere i princippet kan blive enige om denne via rationel dialog og det bedre arguments autoritet.
Herved tildeler han netop moderniteten, rationaliteten og oplysningsidealet det progressive potentiale, som Adorno og Horkheimer ellers havde afvist. For Habermas var den rationelle dialog, den diskuterende offentlighed, og de indbyggede rationalitetsformer som ligger i sproget, altafgørende for samfundets sammenhæng og udvikling, såvel som individets autonomi og sociale funktion.
Han insisterede på, at det netop var i den frie offentlige samtale, at fornuftens progressive potentiale lå gemt. Herved kunne han beskrive moderniteten som et fremadskridende projekt, der baserer sig på en dialektisk vekslen mellem vores samfunds idealer og realiteter. Virkeligheden måtte ifølge Habermas altid holdes op mod de idealer på hvilken denne baserer sin legitimitet, således at realiteterne konstant kan revurderes og forfines via demokratiet og den offentlige samtales kommunikative fornuft.
Samtidig var Jürgen Habermas altid bevidst om det sociale vilkårs altafgørende betydning for individets mulighed for faktisk at deltage politisk på lige fod med dets medborgere. Fattigdom, strukturel ulighed, diskrimination og lignende forhold måtte betragtes som hindringer, der forhindrede en reel ligeværdig, fri og herredømmefri samtale.
Desuden var han yderst bevidst om den instrumentelle rationalitets farer og skyggesider, altså det som havde fyldt det meste hos Adorno og Horkheimer. For Habermas var det afgørende ikke at afvise den moderne rationalitet fuldstændigt, men rettere at den instrumentelle rationalitet og systemet forblev adskilt fra den kommunikative fornuft og livsverden.
Lykkes det at benytte sig af den instrumentelle rationalitet i de rigtige sammenhænge, vil den være produktiv og gavnlig. Dette kunne være i forbindelse med markedet eller statslig styring, altså de sfærer hvor magtudøvelse og styring forekommer særligt relevante. Men denne rationalitetsform gør sig ikke godt i familiære relationer eller i den civile sfære generelt. Her hører livsverden og den kommunikative fornuft til.
Modernitetens udfordring er i denne forstand at systemets og den instrumentelle rationalitets tendens til at flyde over i livsverdenen, forpurrer den kommunikative rationalitet, den sproglige fornuft og rationaliteten. I sidste ende kan dette medføre en række alvorlige patologier, men vigtigst af alt leder det til et kollektivt tab af frihed.
Ifølge Habermas må vi altså forlade os på staten, markedet og bureaukratiet, fordi disse er nødvendige for, at vi kan organisere vores moderne samfund. Men økonomiske interesser og den rå magt skal inddæmmes på en sådan måde, at denne ikke yder en negativ indvirkning på de dele af vor samfund, som er med til at opretholde og muliggøre en herredømmefri og rationel offentlig samtale.
Det habermasianske projekt må simpelt sagt forstås som en kanalisering af modernitetens produktive potentiale, og en begrænsning af dets potentielt negative konsekvenser. En konstant og delikat balancegang i selve oplysningsprojektets væsen.
Men netop denne inddæmning af det irrationelle – af følelsernes, kroppens og sansernes politik – er også ensbetydende med at politiken antager en bestemt og kontrolleret form. Hvis vi grundlæggende forstår politik som konflikt, må man overveje om ikke Habermas’ tilskyndelse af den samtale- og argumentbårne vej mod konsensus i sidste ende kan forstås som delvist afpolitiserende, eller i hvert fald som en inddæmning og begrænsning af demokratiets konfliktuelle dimension.
Kritikere vil anklage Habermas for, at han netop i forsøget på at sikre demokratiet mod populisme og radikale kræfter, fratager demokratiet dets mest essentielle og progressive potentiale. Nemlig den radikale evne til, og mulighed for at beslutte sig for, at foretage grundlæggende og radikale ændringer. Skabelsen af en ny og anderledes samfundsform. Altså det som Hannah Arendt ville kalde muligheden for via handling at skabe radikalt nye begyndelser. Sådanne radikale visioner er der ikke efterladt megen plads til i Habermas’ teoretiske model.
Et andet kritikpunkt er selvfølgelig det forhold, at der altid vil være en strukturel ulighed i adgangen til den offentlige samtale, såvel som ulighed i individernes forudsætninger for at fremsætte gyldige og gode argumenter.
Men måske endnu mere kritisk må man overveje om den rationelle dialog, som Habermas forestiller sig, faktisk kan føre til enighed. Altså om der i sidste ende findes noget sådant, som et objektivt set bedre argument. Man kunne sagtens forestille sig, at ethvert arguments gyldighed i en vis forstand er konstrueret, og at vi aldrig kan finde frem til det sande svar eller det bedste argument. Kan man ikke altid diskutere videre, og forblive uenige om hvilket argument, der faktisk er det bedste?
Det seneste stjerneskud på Frankfurterskolens træstamme, Hartmut Rosa, har med sit sociologiske begreb Resonans søgt tilbage mod heltene fra skolens første generation, nemlig Adorno, Horkheimer og Marcuse. Noget tyder altså på, at vores tid er svunget tilbage mod det mere pessimistiske syn på moderniteten og den instrumentelle rationalitetsform.
Og måske er det ikke så underligt endda? Med en verdensorden under nedsmeltning og en naturkrise som synes mere presserende og faretruende for hver dag der går, må man naturligvis sætte spørgsmålstegn ved de demokratiske og politiske institutioner, som vi har opbygget i vesten siden anden verdenskrig.
Men er problemet selve modernitetens antropocentrisme og oplysningens instrumentelle fornuft? Eller er det rettere at vi ikke i tilstrækkelig grad har tilvejebragt betingelserne for den frie og rationelle samtale, for hvilken Jürgen Habermas var den fremmeste prædikant?
Den diskussion er endnu uafsluttet, og vil formentlig være definerende i mange år frem. Så uanset om man er tilhænger eller kritiker, vil Jürgen Habermas fortsat være en yderst relevant samtalepartner for alverdens intellektuelle og samfundsinteresserede.
Og for statskundskabsstuderende på Aarhus Universitet vil han stadig udgøre et formativt, inspirerende og berigende bekendtskab. En vægtig intellektuel skikkelse, hvis tanker vi alle, på godt og ondt, trækker med os ind i livet og fremtiden.
