For en teknologisk analfabet som mig var det fuldstændig ubegribeligt, at min computer på få sekunder kunne formulere et langt og fyldestgørende svar på det specifikke spørgsmål, jeg havde stillet den. I dag er det vanskeligt at forestille sig en tid, hvor ChatGPT og de chatbots, der siden er kommet til, ikke findes som en mulighed, når egen tankekraft eller en Google-søgning ikke rækker.
Kunstig intelligens er umærkeligt blevet integreret i vores liv som studerende og mennesker. Det kan sommetider virke entydigt som en gevinst. Vi kan komme hurtigere og nemmere frem til slutmålet. Vi behøver ikke at anstrenge os, når vi skal løse en opgave. Vi behøver ikke at tænke selv. Man kan imidlertid stille spørgsmål om, hvad der egentlig er tilbage af uddannelsen som institution, når vi tager netop fordybelsen, tiden og tænkningen ud af den.
Jeg lyttede forleden til et afsnit af radioprogrammet “Brinkmanns Briks”, hvor vært og psykologiprofessor, Svend Brinkmann, delte sin forargelse over et indslag, han havde hørt i radioen. Indslaget handlede om en ung mand, der gennem gymnasiet havde fået ChatGPT til at skrive samtlige af sine opgaver. Den unge mand betragtede det ikke som et problem, fordi han mente, at resultatet, han leverede, var det vigtigste og dermed at fremgangsmåden var underordnet. Brinkmanns kritik gik i grove træk ud på, at den unge mand repræsenterede en instrumentel tilgang til det at tage en uddannelse, og at han ikke havde øje for fordybelsens og tænkningens iboende værdi. Da jeg lyttede til podcasten, vekslede jeg mellem at dele Brinkmanns forargelse og føle mig som den unge mand, hvis udtalelser var genstand for kritikken. Som studerende på universitetet bærer jeg selv på disse to, umiddelbart gensidigt udelukkende, synspunkter. Det giver sommetider anledning til en indre konflikt.
Jeg bilder mig ind, at jeg taler på flertallets vegne, når jeg hævder, at vi som studerende er underlagt et krydspres. På den ene side har vi søgt ind på vores uddannelse, fordi vi interesserer os for noget, og fordi vi kan lide at fordybe os i det, vi interesserer os for. De fleste af os har derudover en idé om, at vi gerne vil gøre os umage og bruge den tid, det kræver at dygtiggøre sig. Det var det, vi troede, vi skulle, da vi startede på universitetet. På den anden side findes den unge mand fra radioindslaget inde i maven på os alle sammen. Når vi åbner STADS for at tjekke vores eksamenskarakterer, så forsvinder timerne på læsesalen, diskussionerne med læsegruppen og idealerne om fordybelse. Tallet, vi er blevet tildelt, produktet af vores arbejde, bliver det eneste væsentlige.
Denne tilbøjelighed er formentlig ikke noget, der er opstået inde i mig eller inde i mine medstuderende. Den understøttes af en politisk retorik, der betoner uddannelsernes funktion og nytte i klassisk forstand. Det lader til, at universitetsuddannelsernes eksistensberettigelse først og fremmest består i, at de kan bruges til noget på den anden side af “de gule mure”. Derudover har universitetet, formentlig i et forsøg på at omfavne den teknologiske udvikling, taget kunstig intelligens til sig. Det har til flere af mine skriftlige eksamener været helt tilladt at bruge kunstig intelligens ikke bare til sparring og inspiration, men til at producere selve eksamensopgaven. Så længe man vedhæfter en AI-deklaration, som indeholder information om, hvad man har brugt AI til, så bliver opgaven vurderet på lige fod med alle andre opgaver. Det bliver derfor vanskeligt som studerende at tilslutte sig Brinkmanns kritik og gå idealistisk enegang i sit boykot af kunstig intelligens. Hvorfor skulle vi undlade at bruge et værktøj, der kan optimere vores præstation, når vi ikke er tvunget til det? Og hvorfor skulle vi stille os selv dårligere end vores medstuderende til eksamen og i sidste ende i den konkurrence, der møder os på arbejdsmarkedet? Den kunstige intelligens har efter min opfattelse skabt et slags kollektivt handlingsproblem; vi tør ikke insistere på at gøre arbejdet selv, fordi vi ved, at vi potentielt er alene om at gøre det. Der mangler en institution, der forpligter os alle sammen på at løse opgaverne og ikke overlade det til kunstig intelligens. I øjeblikket gør universitetet efter min opfattelse det modsatte, når det uforbeholdent legitimerer brugen af kunstig intelligens. Jeg vil derfor appellere til, at vi engang imellem lader den midaldrende psykologiprofessor vinde over den AI-begejstrede gymnasieelev. At vi stiller os kritiske og insisterer på fordybelsen.
Dette skal ikke læses som et angreb på moderne teknologi, karakterer eller et budskab om, at studielivet altid skal være interessedrevet. Det er klart, at uddannelse også er et middel til et mål. Sådan må det være, hvis vores samfund skal hænge sammen. Jeg håber imidlertid, at vi engang imellem tillader os selv at opleve tilfredsstillelsen ved at blive opslugt. Ikke fordi vi er nødt til det, men fordi det er meningsfuldt. Jeg håber, at vi som studerende vil insistere på at gøre os umage i et samfund, hvor man ikke behøver.
