For hvordan starter man en egentlig anmeldelse på et tv-program, som på en og samme tid er noget af det mest kedelige reality siden Hammerslag, men også virker som et friskt pust i et tiltagende polariseret politisk magtspil?
Og
Er vi blevet for vant til drama? Craver vi ligefrem det politiske drama som vi med makrelmadder, Donald Trump og komplicerede boligsager i Herlev er blevet så vant til? Eller er det for en gangs skyld rart at få plantet et frø af hope-core midt i vores polariserede afmagt?
Det er svært egentlig at se formålet med TV2’s miniserie ”Højskolen”, hvor alle tolv partiledere skal ”debattere Danmarks fremtid og tilbringe uvant meget tid sammen med kollegerne – også dem, de er allermest uenige med”, som værten, Natasja Crone, fortæller i det sneklædte landskab, der omringer en af Danmarks ældste højskoler. Præsentationen af programmets præmis lader seeren sidde tilbage med en forventning om elevrådsformandsspændinger, hvor de karakteristiske personer, som udgør det danske folkestyre, kommer mere og mere under huden på hinanden som tiden går. Her er det dramatiske krydsklip, vi ofte forbinder med ’Paradise’ eller ’Robinson’-sekvenser udeladt for trods alt at beholde det saglige element, men det klinger lidt hult at opstille et helt realityprogram, hvor de største uenigheder handler om den grønne omstilling og formueskat.
Det er nemt at acceptere præmissen om, at TV2 som respekteret medie skal beholde deres journalistiske integritet og leve op til deres ansvar om at nuancere og informere om dansk politik til den brede befolkning, men jeg kan ikke lade vær med at tænke på den magt, enkelte klippere har siddet med, da de har skulle koge mange timers råmateriale ned til fire enkelte afsnit af 40 minutter.
Jovist har eksperter, såsom Hans Redder, haft indflydelse på tilrettelæggelsen og sørget for fyldestgørende indhold, men lad os være helt ærlige: TV2 har selvfølgelig en interesse i at fastholde seere og underholde, og desværre tror jeg bare, at vi er mest underholdt, når der er lidt drama. Derfor er en af mine største anker ved serien de en-til-en debatter, hver af politikerne skal igennem, hvor de vender et komisk stort timeglas på hovedet, og på femten minutter skal debattere et emne. Her sidder de udvalgte politikere så tæt på hinanden i to lænestole, at deres knæ ved pludselige bevægelser kan røre hinanden, og opstillingen er tydeligvis lavet for at skabe en setting, hvor ingen af partilederne er helt komfortable. Derfor virker det også lidt sært, at de to, som skal debattere skattepolitik, er det mest umage par: Mona Juul og Pelle Dragsted. I ingen verden står en vælger og er i tvivl om de den 24. marts skal sætte deres kryds ved C eller Ø, og derfor er debatten måske den mest ligegyldige brug af tid i hele programmet. Jo, det er da rart at høre, at et tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom, og en kvinde, hvis formue angiveligt anslås til den gode side af 40 millioner kroner, kan holde den gode og venskabelige tone i en diskussion om penge, men vi lærte da intet nyt på de femten minutter, som endda også var klippet ned.
Med det sagt accepterer jeg dog, at den informative del af programmet er meget lidt tilfredsstillende, og at produktionen bør hengive sig helt til dramaet. Den intime en-til-en setting fungerer nemlig ualmindeligt godt til de akavede parringer, og mine tæer krummede da også helt under fodsålerne, da Inger Støjberg og Lars Løkke fik lov til at sidde overfor hinanden for første gang i lang tid (læs barnebrude, dannelsen af nye partier, fodlænker osv.). Støjbergs anspændte skuldre og Løkkes lavmælte mumlen var det perfekte reality moment – og jeg elskede det!
For skal vi egentlig ikke bare blive enige om, at TV2 hverken har lavet programmet, og vi heller ikke ser det, for at nuancere de enkelte partiers politik. Vi er nemlig ikke særlig interesserede i deres politiske forskelle. Hvis vi var det, kunne vi alle sammen fylde alle ugens dage ud med Genstart, Kåre Quist-debatter og Tirsdagsanalysen. Nej, vi er interesserede i det menneskelige og personlige aspekt, og uanset om man kan lide det eller ej, så er politik personbåret.
Det er naivt at tro, at politik ikke er personfikseret. Det er selvfølgelig blevet nemmere med selviscenesættelsen gennem sociale medier og spindoktorer, men jeg tror, vi sagtens kan se tilbage på Thorvald Stauning, Uffe Ellemann og Pia Kjærsgaard som politikere, der gennem hele deres karriere har ført politik gennem deres person og karisma.
Selviscenesættelsen af politikerne i netop dette program er imidlertid helt vildt interessant at følge med i, selvom det dog bliver lidt trættende i længden at lege Sherlock Holmes og nøje holde øje med, hvem der i programmet giver hinanden krammere, vælger den vegetariske moussaka over Morten Messerschmidts pasta med kødsovs, eller hvem der bliver siddende efter aftensmaden og snakker videre. Det spændende element er de ting eller gimmicks, som politikerne har med hjemmefra.
Troels Lund har en tøjkanin med, der minder ham om sin datter, måske i forsøget på at fremstå som en sympatisk og blød familiemand. Alex Vanopslagh og Pelle Dragsted fremviser endnu engang deres karatedragter og the power of friendship, og Morten Messerschmidt har medbragt indrammede billeder af konen Dot og hunden Hugo – hvorfor, kan jeg ikke rigtig regne ud. Mon ikke også vi kommer til at se Pia Olsen Dyhr med strikketøjet? Den mest overskyggende (og uopdragne) accessory er selvfølgelig hunden Ludvig, som Inger Støjberg har med.
Jeg tror simpelthen ikke på, at noget af dette er tilfældigt. En række spindoktorer og Gen Z-kommunikationsmedarbejdere har helt sikkert haft en finger med i spillet her, og der går vist også rygter om, at Mette Frederiksen i et senere afsnit har en musikquiz med, hvor hun ikke kender flere af sangene… Tror vi mon på, at hun selv har lavet den?
Jeg synes, det er vanvittigt interessant, at politik er blevet gjort til underholdning – også selvom karaktererne i realityprogrammet er noget kedeligere end Theis fra ’Paradise’ og Ditte fra ’Familien fra Bryggen’, og jeg ville da også gøre alt for at se dem alle sammen i et ’Forræder’-setup, selvom nok ikke alle mine medstuderende, vil gå med til at komprimere alvoren i politik. Men det ville sgu være for kedeligt, hvis al politik foregik gennem ekspertanalyser på TV2 News og debatarrangementer på IFSK, og jeg tror bare, at vi skal prise os lykkelige for, at et stabilt og anerkendt medie som TV2 huser sådan et program, så vi ikke bliver ofre for den lovløse tone, der præger eksempelvis amerikansk, fransk og britisk politik.
For ja, vi er blevet for vant til drama. Ja, vi craver det. Og ja, den craving bliver faktisk stillet en smule i ’Højskolen’, selvom en stor del af programmet er lidt søvnigt. Samtidig er det også – uden at tale Martin Lidegaard for meget efter munden – utrolig skønt, at vi lever i et land, hvor den politiske top kan sidde samlet rundt om et bord og lytte, give hinanden ret og holde den gode tone.
Programmet er et belgisk koncept, og nogle mener også, at det personfikserede element rykkede afgørende stemmer hos vores europæiske venner. Det bliver spændende at se, om det kommer til at have indvirkning på det danske Folketingsvalg. Jeg er ikke overbevist. I Belgien havde politikerne vist været samlet i flere dage, og der kunne man nok forvente et lidt større maskefald blandt vores hovedpersoner. Et drama jeg godt gad at se!
