Som barn frygtede jeg altid efteråret. Et endeligt farvel til sommeren bragte en sørgmodig følelse med sig i mit ellers unge sind. Sommeren var det magiske for mig. Jeg talte ugerne, dagene, til at jeg skulle i skole igen, og jeg klamrede mig til dem. Som om jeg talte ned til dommedag. Et farvel til sommeren betød et farvel til min mormors og morfars have. Haven, hvor vi plukkede sure kirsebær fra kirsebærtræet omme på den anden side af huset. Haven, hvor der bagerst stod et birketræ, hvorfra vi engang tappede saften, som smagte sødt og bittert. Birketræet stod i udkanten af den store græsplæne, som, udover at bære håbets farve, også lagde krop til konkurrencer om, hvem af mine kusiner og jeg der mon kunne slå flest vejrmøller, og hvem der kunne løbe hurtigst rundt om huset. Hvorvidt det er græsplænen eller nostalgiens skær, der farver disse minder lysegrønne, vides ikke.
Jeg husker ikke, hvilket år efterårets ankomst stoppede med at gøre mig melankolsk, men pludselig opdagede jeg, at vemodigheden, som de synger om i ‘Sensommervisen’, var blevet udskiftet med en forventning og en magisk følelse af håb.
Måske er det popkulturen og kommercialiseringen af efteråret, der har givet en simpel forbruger som mig denne magiske, håbefulde følelse. Og selvfølgelig bidrager en duft af pumpkinspice og ‘Gilmore Girls’ til den hyggelige stemning, men det er, som om der i den friske, sprøde luft bor bittesmå feer, der hvisker om nye begyndelser. Som om de kastanjer, vi samler op fra jorden, og som efterfølgende bor i vores lommer, fungerer som små lykkemønter. Som om jo mere vi nulrer dem, jo mere lykke manifesterer sig ind mellem fingrene på os.
Man kunne nemt afskrive popkulturens romantisering af efteråret som et resultat af endnu et kapitalistisk markedsføringsgreb – et simpelt forsøg på at presse den sidste købekraft ud af os forbrugere. Men eftersom mikroøkonomi – heldigvis – ligger bag mig, vælger jeg en anden tilgang. Nogle kalder det en flugt, og jeg bebrejder dem ikke. Men for mig vidner denne nærmest maniske romantisering om en dybere længsel: et ønske om at genfortrylle verden.
Jeg vil endda gå så langt som at sige, at jeg ser romantiseringen af efteråret som en stille modbevægelse mod den protestantiske rationaliseringsproces, som Weber snakkede om. Bring tilbage mystik og mirakler! Efterlad kontrollen! Romantiseringen af efteråret er en stille protest. Et tegn på, at den magi, vi længes efter og bærer med os, hører til en virkelighed, som ikke lader sig manifestere rationelt. Mennesket er et metaforisk væsen.
Dette efterår vil jeg derfor nynne med på sangene i mine høretelefoner, når jeg op ad Grønnegade bevæger mig mod Per Kirkeby. Jeg vil blæse sæbebobler ud ad vinduet og hoppe i vandet fra badebroen ved Århus Ø en morgen i oktober. Jeg vil se en solopgang, og jeg vil få fixet min cykel, fordi den bidrager til vind i håret og et meget federe liv. Jeg vil købe et par høje støvler og se ‘Sex and the City’ og ikke stresse over min alder. Jeg vil låne digtsamlinger på biblioteket og lytte til poptillæggets ‘Gift ved første blik’-special. Jeg vil huske på, at hver gang jeg begår en fejl, udvider jeg mulighedsrummet for andre. Jeg vil prøve en ny kaffebar, og jeg vil samle en sten op fra stranden, hviske et ønske til den og kaste den i vandet. Jeg vil huske på, at pointen med det hele i sidste ende er at have det sjovt, og jeg vil sætte handling over perfektion. Jeg vil stille mig der, hvor det flyder frit, og jeg vil sige noget, jeg aldrig troede, jeg skulle turde sige.
En morgen på en fredag vil jeg sætte mig i min vindueskarm, og med begge hænder omkring kaffekoppen, som min veninde har lavet, vil jeg lade mit blik glide ud på det birketræ, der står udenfor mit 9,5 kvadratmeter store værelse. Jeg vil lægge mærke til, hvornår bladene begynder at skifte farve, og jeg vil være taknemmelig for, at efteråret ikke længere føles som enden på en drøm, men snarere som en invitation til noget nyt.
For selvom birketræet nu er et andet, end da jeg var barn, står det stadig foran mit vindue som en gammel ven, der minder mig om, hvem jeg var engang. Efteråret er blevet en ven frem for fjende, men minderne er stadig med mig. De holder mig i hånden og vidner om, at magien er som molekyler: evigt foranderlig og aldrig statisk. Og de fortæller mig, at magien bor i det velkendte, der forandrer sig, og som kommer og går – men som heldigvis aldrig helt forsvinder.
