Hans børn sagde, at det gjorde huset til et gartnertilbud, da han skulle sælge det. Det har vi grinet meget over. Også når vi besøger ham i hans lejlighed. Han flyttede til byen og ville aldrig have en have igen. Og da min mor og han begyndte at lede efter noget at flytte sammen i, sagde han, at det blev uden en have. Min mor siger, at det er fordi, han får det dårligt over det. At tænke på at holde en have. Måske er det et traume. Og hvis han en dag havde grønne fingre, ville det være fra kemikalier fra fremkaldervæske, fordi han er fotograf. Men hans hænder ville aldrig blive grøn af en have. Det ville de aldrig.
Min far spurgte mig altid hvor jeg havde lagt mine pinde, når han hentede mig i børnehave. De lå altid i en af buskene på legepladsen. Pindene var det sidste vi hentede, efter vi havde taget mit tøj i garderoben. Jeg viste ham, hvilke nogle jeg havde fundet i dag. Hvis der var for mange, sagde han, at jeg kunne vælge nogle at tage med hjem. Resten måtte være til de andre børn. Man kunne ikke tage alle pindene på en gang. Så cyklede vi hjem. Og derhjemme lagde jeg pindene i en stak ved brændeskuret. Der lå de i en bunke sammen med alle de andre pinde, jeg havde samlet. Og det var sjældent, at jeg legede med dem. Det var sjældent, at jeg tænkte på dem. Det var sjældent, jeg lagde mærke til dem igen, for hver dag gav nye pinde i bunken. Med årene blev der flere og flere. Mine far smed dem aldrig ud. De lå der, indtil jeg ikke legede med pinde mere. Indtil jeg fik en telefon og begyndte at spille fodbold og køre på cykel ned til skolen om aftenen for at være sammen med mine venner. De lå der i mange år, uden jeg nogensinde tænkte på dem igen.
Jeg havde ikke særligt grønne fingre som barn. Engang var der en fugl, som var fløjet ind i vinduet på terrassen. Min far tog handsker på og bar den om i skraldespanden. Den lå livløst i hans hænder med næbet åbent. Fjerene var beskidte, sagde han. Derfor skulle man have handsker på. Jeg syntes snegle var klamme. Mine venner fandt fjer, imens jeg prøvede ikke at røre deres hænder. Jeg legede med pinde i stedet, samlede på dem, fægtede med dem, slog andre med dem og forsvarede dem, når nogen ville tage dem, om det så var børn eller voksne. I skoven klatrede jeg i træer. Jeg turde ikke at klatre højt op. Og hvis træerne havde rådne grene, knækkede jeg dem af og legede med dem. Jeg har taget meget fra naturen. De døde grene, som lå i en stak i mit barndomshjem. Det virker som en hel barndom, der gik så hurtigt.
Jeg er ikke født med grønne fingre og har heller aldrig fået det. Jeg stod altid sent op, når vi lavede havearbejde. Min far og min lillebror gik rundt i haven, mens jeg ristede boller og lavede sen morgenmad. Så kom de ind og spiste frokost. De gik i haven og fortalte om, hvad de havde lavet, når vi spiste aftensmad. Det var sjældent, det betød noget for mig. Jeg har aldrig gidet at have en have. Det gør mig ikke deprimeret at tænke på at have en. Det gør mig ikke rastløs at tænke på ikke at have en. Så jeg befinder mig et sted imellem. Da jeg var mindre, havde min far slået græsset på den skrænt i haven. Jeg var helt lille, og min mor fortalte at vi skulle rive alt græsset sammen i bunker, så det ikke lå på græsset. Så sagde hun, at jeg fik penge for det, som hvis jeg arbejdede på en mark. Så rev jeg græsset hele eftermiddagen. Jeg gjorde det igen den næste eftermiddag. Og som jeg husker det, blev jeg ved indtil sensommeren var ovre. Men jeg lærte aldrig at stå tidligt op. Og min familie vidste det godt. Da min fars kærestes hund døde, blev den kremeret og begravet i baghaven. De var alle sammen stået op og havde begravet den. Min lillebror, min far og hans kæreste. Jeg lå og sov imens og hørte først om, at de havde begravet den nogle måneder senere. Det regnede mens de gjorde det, sagde de. En kold og klam gråvejrsdag. Jorden havde sikkert været mudret derude, jorden havde sikkert været klam og mudret, tænkte jeg.
Der er nogen, der ved hvad de skal, når de dør. Ligesom nogen ved hvad de skal efter folkeskolen. Nogle skal brændes. Andre skal komposteres. Nogle skal begraves. Ligesom der er nogen, som ved, de gerne vil være elektrikere. Jeg tør ikke at tænke på døden. Jeg har ikke inviteret den indenfor. Jeg låser døren for den. Jeg ruller gardinerne ned, slukker lyset, så jeg ikke kaster skygger på vinduerne. Så holder jeg vejret og forsøger på ikke at være der, mens vinden kun lyder som tusinde fodtrin foran hoveddøren. Jeg fik hjertebanken når jeg skulle sove, da jeg var lille. Jeg var bange for døden. Jeg spurgte min far om der kom atomkrig, om vi blev bombet og om vi skulle dø af en bombe, der slog ned i Danmark. Det er bare store mænd, der spænder med deres muskler, sagde han. En hel befolkning. En hel verden. Hvor forsvinder menneskene hen, hvis bomben rammer, tænkte jeg. En aske, man ikke kan samle i en urne. Fra dem der skreg, inden lyset ramte. Det skræmmer mig at skrive det. Derfor tænker jeg aldrig på det
Min far havde slået ryggen i sommer. Han skulle løfte en brændeovn, men noget havde sat sig fast i lænden. Han havde ondt i ryggen og lå på sofaen nu. Solen skinnede og han lå med solbriller på. Han tog panodiler og drak øl for at dulme det. Der skulle slås græs, så det gjorde jeg. Han lå på sofaen imens. Der skulle pilles ukrudt op af fliserne. Jeg gjorde det, mens han fortalte hvad jeg skulle gøre. Jeg pudsede vinduerne bagefter. Solen var ved at gå ned. Jeg lavede aftensmad. Så bar jeg ham ind i seng, rullede gardinet ned, så man ikke kunne se, at han var solbrændt i ansigtet. Jeg hentede en kold klud og vaskede ham i ansigtet. Så slukkede jeg lyset, og han faldt i søvn. Jeg havde ikke været hjemme længe. Lyset lå i luften og splittede det sorte fra at samle sig til komplet mørke. Jeg gik om bag garagen og ind i brændeskuret. Pindene lå der endnu. Ved siden af brændet. De så tørre ud, uden at føles gamle. De så brugte ud, uden at virke slidte. De så døde ud, uden at virke fjerne. Sankt Hans havde lige været over os. Der var gået flere år, siden jeg rørte dem sidst. Alligevel havde han aldrig smidt dem ud. Der er så meget, som kan blive til aske. Men jeg tror aldrig de pinde ville brænde på et bål.
Der var arbejdsdag for min opgang. Der er så meget, der skal gøres sådan en dag. Jeg blev sat til at plante blomster med en ældre dame. Hun hed Ellen og snakkede om sit liv. Det her havde hun gjort meget, sagde hun. At plante blomster og holde dem i live. Det havde hun prøvet meget i sit liv. Og hun elskede det, sagde hun. Da hun var mindre, havde hun haft planter, hun vandede om natten, mens hele huset sov. Hun havde taget sin hvide natkjole på og var gået ud for at vande dem. Kjolen var blevet jordet til en nat. Og hendes far var blevet rasende. Hun grinte og sagde, at han troede, hun sneg sig ud til mændene i omegnen. Det er underligt, hvordan det kan være så beskidt jord, når det er det, der holder planterne i live, sagde hun og grinede.Mine hænder er hårde efterhånden. Det er et tegn på liv. Tiden aflejrer sig et sted. Jeg ser det på mine forældre og tænker på, at de snart fylder tres. Der skulle komme en ny generation en dag. Selvom tyverne starter, slutter livet derude. Rynkerne under min fars øjne kan få mig til at græde. Men jeg siger det aldrig til ham. Du ser så ung ud, far. Mine venner synes min mor er smuk og ligner en på fyrre. Der er et træ derude et sted, der gror. Og en dag skal det fældes. En dag skal det behandles. Så bliver det til en kiste. Jeg ligger dernede. Tiden kan føles som spirende frø, når man snakker om den. Først mine forældre. Så kommer der en ny generation. Jeg har tit tænkt på, hvordan det ville se ud på den anden side. Jeg forestiller mig, at min far går i forvejen. Da vi var mindre tog vi på kanoture. Jeg var helt lille. Han satte gang i et bål. Han kløvede brænde og satte et telt op. På den anden side af kistens dør, tænker jeg på om han sidder og kigger ind i bålet. Fordi han er gået i forvejen, som forældre gør for deres børn. Om han har slået lejren op, holder den varm, indtil jeg kommer. Om han sidder der ved bålet. Lytter til de knitrende flammer, der gør ansigtet varmt og let. Om han gør det klar til, jeg kommer. Om han tog alt det beskidte på mine fingre, før jeg kom.
