Jeg begyndte at se spøgelser i nogle af ugerne op til. Mest når jeg var alene hjemme. En aften gik jeg ud med skraldet og lod hoveddøren stå på klem. Luften var varm, det var starten af august. Lygtepælene lyste stadigvæk orange på den anden side af fortovet. Det var billige lygtepæle. Det havde vi snakket om, da jeg var mindre. August havde sagt, at det var lygtepæle uden rigtigt lys. Mor sagde, at man havde brugt pengene på noget andet, og derfor var lyset orange og ikke gult. Jeg lukkede skraldespanden op, smed sækken med affald ned og lukkede den igen og vendte mig om. Der var et lille ansigt i døråbningen, som forsvandt, da jeg vendte mig om. Men jeg nåede lige at se det. Jeg gik hurtigt hen til døren og kiggede ind i huset, ned ad gangen, som var halvmørk og uklar. Men der var ikke nogen at se.
Jeg var alene hjemme i hele ugen op til. Jeg havde pakket mange af mine ting ned i flyttekasser. Nogle af de bøger, jeg havde fået af far, nogle krimier, jeg ikke havde læst i årevis. Julen 2018, Fødselsdag 2021. Det var skrevet indeni dem med fars håndskrift. Jeg havde brugt hele dagen på at pakke skjorter ned i en kasse og skrue mit tøjstativ fra hinanden. Det var blevet sent nu og mørkt udenfor, så jeg varmede noget mad fra frost. Ovnen rumlede og lyste i køkkenet. Ellers var der stille i køkkenet, ellers var der helt stille i huset og udenfor. Vinden var taget sydpå, og ikke engang luften havde nogen lyde. Fuglene var kravlet tilbage i trækronerne for at vente på, at regnen ville afløse tørken. Ud ad vinduerne kunne man se træerne på den anden side af marken. Der var mere fyld i mørket i deres silhuet. Det var dybere. Aftenhimlen så blå ud op imod deres dybe mørke. Jeg sad i sofaen lidt og kiggede hen på dem. Ovnen lød i baggrunden som et gammelt menneske, der trækker vejret. Så kom lydene fra taget.
Oven på taget lød der pludselig skridt. Skridt fra noget, der ikke var tungt. De kom fra min ende af huset, og jeg kiggede op mod loftet, der ikke rørte sig. Men lydene blev ved med at komme. Jeg gik nogle skridt hen imod dem, så jeg stod lige under dem. Ovnen larmede endnu, men jeg kiggede kun op mod loftet, lyttede kun efter skridtene. Jeg tog en stol fra spisebordet og stillede mig op på den for at lægge øret mod loftet. Det var helt stille, loftet var som en død, der lå i sin kiste, helt livløst, det rørte sig ikke, men skridtene blev ved med at lyde fra taget. De blev på stedet nogle sekunder og begyndte at gå videre, hen imod den anden ende af huset. Og jeg gik ned fra stolen og fulgte efter dem, ned i bryggerset og videre ind på badeværelset, stillede mig på håndvasken for at lægge øret mod loftet, men de var gået videre ind mod Augusts værelse. Jeg åbnede døren og stod derinde. Midt i værelset på det sorte, uldede gulvtæppe. Der var ingen loftslampe, så jeg tændte et lille lys i hjørnet. Skridtene holdt op. Jeg tog en stol fra skrivebordet og stillede mig op på den, lagde øret mod loftet. Det var stadigvæk livløst. Der var stille, og lydene var mindre. Man kunne høre det svagt. Hvordan der var små slag fra et hjerte og små lyde, der kunne lyde som en mund, der bevæger sig op i et smil, eller som øjne, der græder og slipper tårerne fri. Sådan stod jeg lidt, mens skridtene var stille, og de små lyde brød gennem loftet. Ovnen bippede højt nogle sekunder efter. Og jeg gik ud i køkkenet og slukkede for den, tog maden ud af ovnen og stillede den på køkkenbordet og glemte at lytte efter skridtene.
Nogle dage senere kom far tidligt om morgenen. Han havde hentet en trailer og havde parkeret i indkørslen. Vi tog alle møblerne op på traileren. Luften var tung, så far havde taget en presenning med, som vi lagde over. Flyttekasserne satte vi i bagagerummet. Var det alt, spurgte han, og jeg nikkede, og vi satte os ind i bilen og kørte ind mod Aarhus, ind mod den nye lejlighed.
Ingen af mine roomies var hjemme, da vi kom derind. Koden til døren var de første to cifre i postnummeret og cifrene for bygningsnummeret. Nøglen lå under dørmåtten. Vi holdt ulovligt parkeret foran ejendommen og bar hurtigt tingene ind. Lidt efter vi havde båret sengen og bordet og nogle af kasserne op, kom der en parkeringsvagt og bad os om at flytte bilen. Far satte sig ind i bilen og tændte den. Tag de sidste ting, mens jeg holder i tomgang. Da jeg havde taget det sidste billede ind i lejligheden, kørte han ned og parkerede et andet sted. Jeg lagde billedet ovenpå sengen. Alting stod underligt og tomt i værelset. Jeg gik ned foran ejendommen igen. Han var ikke kommet tilbage endnu. Jeg satte mig på trappen og kiggede på skyerne, som bevægede sig hurtigt hen over himlen, som en viser på et ur, der er gået i stykker. Der kørte skyer forbi. Der kom en gammel dame forbi med en hund, der haltede afsted med tungen ude af munden, og hun smilede til mig, mens jeg prøvede at smile tilbage. Der gik mere tid, og jeg rejste mig for at kigge ned ad gaden. Han var ikke parkeret der. Og jeg tænkte på, om han var kørt, og om jeg bare skulle gå op i lejligheden, hvor alle mine ting stod på mit værelse. Om der var noget, jeg havde overhørt, da han kørte. Han kunne være nået hjem nu. Man kunne se de første efterårsblade, at de lå på jorden, op ad asfaltens kanter, i små bunker på fliserne, spredt ud på gaden. Jeg kiggede ned ad gaden igen og vendte mig om, trykkede koden til døren ind og gik ind, tog nogle skridt op ad trappen. Der lød et hårdt slag mod døren, som når en fugl flyver mod en rude, og far stod dernede og grinede. Du kan sgu ikke bare lade mig stå herude.
Sengetøjet havde jeg pakket i en pose for sig. Det lægger du på, mens jeg sætter billederne op, sagde far. Jeg gav dynen og puderne sengetøjet på, lagde et lagen over sengen. Far hamrede søm i væggen imens. Efter vi havde hængt billederne op, satte vi bøgerne i bogreolerne, satte tøjstativet sammen og hængte tøjet op. Det er i virkeligheden ikke så mange ting, man har med sig, sagde far. Så havde vi gjort det meste, og lidt efter gik vi ned foran bygningen og sagde farvel. Så gik han ned mod bilen igen, og jeg gik op i lejligheden, lagde mig på sengen og kiggede op på loftets stuk. Og jeg tænkte ikke på noget. Kiggede bare på stukken. Sådan lå jeg lidt tid, og skyerne strøg over himlen. Så lukkede jeg øjnene og faldt i søvn, og uden at føle, at jeg overhovedet havde sovet, vågnede jeg, da hoveddøren blev åbnet.
Hallo?
Jeg rejste mig og gik ud i gangen. Gustav var kommet hjem og stod med en indkøbspose i hånden. Så lukkede han døren bag sig og smed skoene foran skoreolen.
Hvad så, så er du bare rykket ind.
Jeg nikkede, og han gik hen mod mig og gav mig et kram, gik forbi mig ned ad gangen og ned til døren for enden og ind på mit værelse. Jeg gik hurtigt efter ham.
Det ser da fint ud, tog det lang tid at flytte?
Ikke så lang tid, sagde jeg og lænede mig op ad den åbnede dør. Han vendte sig om og nikkede til mig, gik ud igen og ind i køkkenet med sin pose. Lidt efter tog han en bøtte med mad ud af køleskabet og hældte op i en gryde. Jeg stillede mig derud og tog nogle rester fra en bøtte, jeg havde fået med. Han tog en tallerken fra en hylde og hældte pastaen derned.
Du har også nogle rester, der lige skal ryddes, sagde han og smilede.
Jeg nikkede og fulgte efter ham ind i stuen og satte mig ved spisebordet. Udenfor var der mørkt. Klokken var otte. Han tændte et stearinlys og en lampe på et bord i hjørnet.
Det ser da meget godt ud på dit værelse, sagde han, jeg synes sgu, det er blevet flot.
Tak, sagde jeg og smilede.
Vi spiste lidt i stilhed, imens var der stille udenfor. Ingen biler på gaden, bare lysene fra gadens lamper. Så slog noget mod ruden. Det lød som en lille sten, som for at fange vores opmærksomhed. Vi kiggede hen mod ruden. Så kom der endnu et slag og flere slag mod ruden. Det var store dråber fra himlen. Nogle sekunder gik med slagene, og så begyndte dråberne at falde i en lang trommehvirvel, der fik ruderne til at dirre. Vi sad lidt og så på ruderne, hvor vandet løb nedad, mens flere dråber hele tiden slog på dem. Vi holdt tavse bestikket i vores hænder, og flammen fra stearinlyset bevægede sig snurrende i cirkler. Der kom et lys, og kort efter et brag. Det lød som et jordskælv, og Gustav vendte sig mod mig.
Velkommen til, sagde han og grinte for sig selv.
Jeg smilede til ham, kiggede væk fra ruderne og begyndte selv at grine, mens regnen slog til, mens den langsomt tog af og slog mod taget, så det lød som pis, der rammer asfalt, når man tisser i det fri.
