Det betyder ikke, at jeg ikke tror på kærligheden, for det gør jeg. I sommer var jeg til min kusine og hendes kærestes bryllup. Det blev holdt udenfor på en grøn plæne. Siden vi havde fået invitationen, var snakken gået på, om vejret ville holde. Himlen var dyb som blå maling, og solen skinnede varmt hele dagen. Der var ingen skyer, ingen tanker om regn. Da min kusine gik ned mellem rækkerne af stole til hendes kæreste, græd han. Man kunne se, hvad han tænkte: En dag skulle de giftes, og hun skulle være så smuk, og den dag var kommet, og nu var der kun få meter ned til alteret på det nyslåede græs. Imens spillede en af deres venner en sang fra en diskret scene bagved stolene: There goes the girl who owns my heart.
Hele den sommer havde jeg håbet på at finde kærligheden. Et år tidligere havde min lillebror fået en kæreste i en alder af femten. Jeg havde aldrig haft en kæreste. Siden da havde jeg prøvet forskellige datingapps. Jeg havde været på min første, anden og tredje date. Jeg havde snakket med piger på byture, fået deres nummer og skrevet beskeder, der aldrig var blevet svaret på. Men den sommer, sommeren i 2025, havde jeg håbet på at finde noget, der mindede om kærlighed. For det lignede, at det skulle blive en lang sommer. Jeg havde nok at lave. Jeg havde nok kapitler hen over mine seks ugers sommerferie til at finde kærlighed. Der havde været et elevkursus på min gamle højskole. Derefter en festival, adskillige byture og fester igennem hele sommeren. Lige lidt var der sket. Og da jeg mødte op til min kusines bryllup, havde jeg nået et skæringspunkt mellem opgivelighed og modløshed.
Jeg sagde tillykke til dem i det samme, jeg mødte dem efter ceremonien. Jeg havde købt en gave til dem i god tid, i starten af juni. Vi plejede tit at se film sammen, og jeg havde købt en filmplakat fra en film, vi havde set sammen. Det var min gave til dem. De pakkede den op og blev uendeligt glade. De kunne godt huske filmen og syntes, det var en helt vildt flot plakat. Den var de glade for, også selvom der ikke fulgte en ramme med til den. Det var skide ligegyldigt. Den kunne de da bare selv købe billigt i en genbrugsbutik. De virkede som et møde med kærligheden. Ikke en kærlighed, der vedkom mig eller involverede mig, men man kunne mærke det på dem – det overskud, man taler med, og den tyngde, der aftager fra verden, når man er forelsket.
En aften kom jeg hjem til min mor. Hun sad med sin kæreste, Mads. Første gang jeg mødte ham, skulle jeg hjem for at hente noget tøj en aften, før jeg skulle over til en fest. Jeg havde ikke skrevet til min mor, at jeg kom forbi. I vinduet ind til køkkenet kunne jeg se to pizzabakker på køkkenbordet, og da jeg bankede på, stod min mor i døråbningen, før jeg nåede at tage fat i håndtaget. Bag hende stod Mads. Jeg gav ham et stift håndtryk, tog mit tøj og gik med sure miner og i ren protest ud igen og hen til festen. Han viste sig at være en god voksen at have i sit liv, og mere vigtigt gjorde han min mors liv bedre. Det var altid bittert, når vi snakkede om min fars nye kæreste. Min mor var alene og havde ikke nogen anden voksen. Hun havde min bror og jeg ni dage på to uger. Det var det, hun brugte sin tid på. Og når vi var hos vores far hver anden weekend, havde hun tid alene. Da jeg trådte ind i stuen, sad hun i sofaen med Mads.
»Du må undskylde, hvis vi er lidt røde under øjnene, men vi har simpelthen lige stortudet.«
De havde set en film, som havde rørt dem begge to så dybt, at de havde grædt, mens rulleteksterne havde rullet, og tv’et til sidst var slukket af sig selv.
Broerne i Madison County (1995) hed filmen. Den handlede om en kvinde, som boede på landet med sin mand og sine børn. Manden og børnene tog afsted nogle dage, og en fotograf kom til byen imens. Han skulle fotografere de unikke broer i området. Han kom forbi huset, og kvinden viste ham rundt. Som tak lavede han aftensmad til hende. På en underlig vis kendte han til den ulykke, han så i hende. Selvom han var ugift, ledte han også efter kærlighed på samme måde, som hun gjorde. For hun var ikke lykkelig. Så elskede de hinanden i tre dage. Og selvom kærligheden var så inderlig, kunne hun ikke tage med ham, da han rejste. Så kom hendes mand hjem igen med børnene, og huset var rent, som det plejede, og markerne lå tørre, mens formen på de unikke broer virkede lige så normale, som de altid gjorde.
»Hvor var det godt, at vi fandt hinanden,« sagde min mor.
Mads nikkede uden at sige noget. Jeg forstod kun meget lidt af, hvad hun mente.
Senere den aften fandt jeg filmen og besluttede mig for at se den. Det var sent forår, og jeg havde vinduerne til at stå for at lukke noget luft ind. Da kvinden fortalte fotografen, at hun ikke kunne tage med ham, rørte det mig. Da han kørte væk i sin truck, og den tunge, langsomme musik spillede hen over optagelserne, begyndte jeg at græde. Jeg blev nødt til at lukke vinduerne til, så ingen hørte det. Jeg græd ned i mine puder og græd sammenpresset og stille for mig selv. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg græd så meget. Men kvinden lignede min mor.
Her til aften havde jeg ondt i maven. Jeg havde ikke spist noget hele dagen, og da jeg endelig fik klemt aftensmad ned, begyndte min mave at trække i sig, og det føltes, som om der var blevet bundet knob på tarmsystemet. Jeg ringede først til min mor og jamrede. Hun sagde, at det nok skulle blive okay, og at jeg nok skulle klare den. Så gik jeg ud og kastede alt maden op ned i toilettet og trak mig selv ind på min seng igen, hvor jeg lagde mig og peb. Så ringede jeg til min far. Han sagde, at jeg ikke skulle gøre det værre, end det var. »Knækbrød og bananer, det hjælper på maven,« sagde han. Jeg lagde på igen og begyndte at fryse. Jeg skruede op for min radiator og krøb hen omkring den for at få varmen. Efter lidt tid fik jeg det bedre. Så spiste jeg knækbrød og bananer – lidt ad gangen, indtil jeg kunne mærke, at min mave havde det bedre. Klokken var blevet mange efterhånden, så jeg børstede tænder og lagde mig ind i min seng og skrev en besked til min mor og min far: Jeg havde det bedre nu, skrev jeg. Og selvom jeg fik to forskellige svar fra dem, havde jeg kunnet bruge begge svar til noget. For jeg havde det bedre nu. Og da jeg lagde telefonen fra mig og tændte min læselampe, tog fat i bogen på sengebordet og slog op på siden, hvor bogmærket stak frem, da hørte jeg to vibrationer komme samtidig fra min telefon. De havde svaret på samme tid, begge to. Lige der virkede det så indlysende at tro på kærligheden.
Jeg vågnede op næste morgen og havde stadigvæk en underlig følelse i maven, som hvis jeg var gravid, og der var noget derinde, som rumsterede. Jeg lod vækkeuret ringe, slukkede det og faldt i søvn og vågnede lidt op ad formiddagen. Jeg havde en aftale med William senere den dag. Jeg skrev til ham, hvornår han ville komme forbi. Han vidste det ikke. »Vil det være klokken fire eller klokken seks?« skrev jeg. Han skrev, at det nok var omkring fire. Klokken var allerede blevet mange. Jeg havde glemt at handle ind til det, vi skulle spise senere. Jeg skyndte mig ud af sengen, mærkede min mave, der føltes opfyldt og udtømt på samme tid. Jeg åbnede døren til bagtrappen, gik ned i gården og låste min cykel ud af cykelskuret. Så kørte jeg ned i supermarkedet og handlede ind. Klokken var lidt i fire. Jeg kom tilbage til lejligheden og så William ude foran. Han stod sammen med sin ekskæreste. De havde lige slået op. Han skulle hente nogle ting fra hende, det var derfor, de var mødtes. Nu havde hun fulgt ham op til, hvor jeg boede. Så kiggede jeg på dem begge to, mens hun kiggede på mig, men tænkte på William. Hun gav ham et kram og sagde, at vi måtte hygge os. Så stillede jeg cyklen op ad muren og gik hen til ham. Jeg havde egentlig overvejet at aflyse tidligere, fordi min mave havde været underlig, og fordi jeg følte mig træt. Nu stod han der i den svale oktobers luft under en grå himmel og klemte sammen om øjnene for ikke at græde. Vi gik op i lejligheden og satte os ind i stuen.
Alting var lort. Det var, hvad jeg kunne forstå på ham. Han stod op og tænkte på hende, stod op nogle morgener og var trist og savnede hende. Andre morgener var han vred og havde lyst til at hævne sig. De havde været sammen i fem år. De havde været hinandens første kærester. Nu havde hun slået op med ham, og sådan var det.
Vi gik i gang med at lave maden. Jeg lod ham stå for at stege kødboller, mens jeg skar grøntsager. Kniven var sløv, men den kunne godt skære igennem løgene og gulerødderne. Vi stegte det hele, hældte tomatsauce op i gryden, lod det simre. En time efter sad vi og spiste. Han var glad for, at han kunne komme lidt væk, sagde han. Det var intet problem, sagde jeg.
Den aften lavede vi en plan for hans næste halve år. Han skulle på højskole og spare penge sammen til det hen over november og december. Næste morgen vågnede han op og sagde, at han havde drømt, at han havde klippet alt sit hår af. Det var vendepunktet, tænkte jeg. Han tog hjem igen tidligere i dag. Så havde han haft en god dag til at vende sit liv. Jeg tog hjem til min far bagefter og snakkede med ham om kærlighed. Da hans kæreste tog min mindste lillebror i bad, sagde han, at det smukkeste ved at score er, at man skal score sin kone hver dag. Det forstod jeg mere end en film. Det forstod jeg mere end at græde mig til pointen. Måske er det mere sandt af den grund. Jeg købte en billet hjem til Aarhus og tog bussen. Så ryddede jeg op på mit værelse og kiggede beskeder igennem med nogle af mine venner. Da jeg lagde mig til at sove, virkede min seng så tom. Men jeg faldt i søvn alligevel. Hvad min mave angik, fik jeg det bedre. Jeg var kun ude og brække mig én gang i nat.
