Vi er i gang med dagens ugeseddel og min læsegruppe og jeg diskuterer. Et argument om, at forskellige samfundsgruppers holdning til og viden om klima kan variere på tværs af sociale klasser bliver præsenteret. Jeg er enig, men alligevel kan jeg ikke lade være med at indvende “Det er jo ikke fordi den brede befolkning i Danmark ikke forstår klimaforandringer”. Alle i Danmark har trods alt gået i folkeskole og haft de obligatoriske naturfagslektioner om drivhuseffekten, ozonlaget og hvordan menneskers udledning af CO2 påvirker temperaturen på jorden. Hertil svarer min gruppe, at jeg skal huske på, at jeg kommer fra en baggrund, hvor vi er mere bevidste om klimaforandringer, bl.a. fordi mine forældre er uddannede og nyheder er en del af vores hverdagsrutine. Siden diskussionen på 1. semester er jeg blevet klar over, at fortællingen om statskundskabere som mere indsigtsfulde, fordi vi er højtuddannede, ikke er en usædvanlig historie. Jeg tror vi skal passe på, at historien ikke udvikler sig til en selvfortælling, der blot konstaterer, at vi er bedre end de andre.
En konsistent fortælling gennem hele studiet
På første semester bliver vi på første skoledag budt velkommen til “magtens rugekasse”. Fremtidens potentielle ministre og embedsmænd, skal nu oplæres i den politiske verden, så vi kan komme ud og gøre en forskel -vel og mærke fra toppen af hierarkiet.
På andet semester bliver vi introduceret til vigtigheden af kontrolvariable for at sikre, at det rent faktisk er X som påvirker outcome Y og ikke andre variable. Per automatik kontrollerer vi for “uddannelse” i de eksperimenter, hvor datasættet tillader det. Det gør vi ud fra en forventning om, at der altid er forskel på lavtuddannede og højtuddannede, hvilket er en svær påstand at diskutere, for tallene taler for sig selv. Det viser sig i forskelligt empirisk materiale resten af studiet.
Faget Politisk sociologi på 3. semester byder på Gitte Harrits undersøgelse af “Klasser i Danmark”. Harrits gennemgår en lang række forskningsresultater, der både undersøger klassebevidsthed og klasseforskelle i Danmark. Klasser operationaliserer hun ud fra kombinationer af økonomiske-, uddannelsesmæssige- og beskæftigelsesmæssige kriterier. Hun finder, at danskernes forventede levealder og helbredstilstand varierer markant med uddannelse. Højtuddannede har både længere liv og flere år med godt helbred end kortuddannede.
Så kommer 4. semester og her ruller eksemplerne på en masse parametre, hvor vi som højtuddannede udgør det normative eksempel. Jeg vil ikke kede med alle eksemplerne, men blot ét om politiske skillelinjer. I Almen statskundskab præsenteres vi for Rune Stubagers hypotese om, at uddannelse forventes at være basis for en vigtig politisk skillelinje mellem autoritære og libertære værdier. Denne bygger han på en ide om, at højtuddannede vil have mere libertære værdier, fordi vi socialiseres i uddannelsesinstitutioner, hvis værdier bygger på frihed, lighed og tolerance over for andre. Hvorimod de lavtuddannede prioriterer sociale hierarkier med en klar distinktion mellem de overlegne og underlegne. Igen konkluderes det, at højtuddannede besidder de “rigtige” værdier, hvis man køber præmissen om demokrati og de idealer, som hører med regimetypen.
Vi er i gang med dagens ugeseddel og min læsegruppe og jeg diskuterer. Et argument om, at forskellige samfundsgruppers holdning til og viden om klima kan variere på tværs af sociale klasser bliver præsenteret. Jeg er enig, men alligevel kan jeg ikke lade være med at indvende “Det er jo ikke fordi den brede befolkning i Danmark ikke forstår klimaforandringer”. Alle i Danmark har trods alt gået i folkeskole og haft de obligatoriske naturfagslektioner om drivhuseffekten, ozonlaget og hvordan menneskers udledning af CO2 påvirker temperaturen på jorden. Hertil svarer min gruppe, at jeg skal huske på, at jeg kommer fra en baggrund, hvor vi er mere bevidste om klimaforandringer, bl.a. fordi mine forældre er uddannede og nyheder er en del af vores hverdagsrutine. Siden diskussionen på 1. semester er jeg blevet klar over, at fortællingen om statskundskabere som mere indsigtsfulde, fordi vi er højtuddannede, ikke er en usædvanlig historie. Jeg tror vi skal passe på, at historien ikke udvikler sig til en selvfortælling, der blot konstaterer, at vi er bedre end de andre.
Internalisering af akademikerarrogancen
Ud over at uddannelsesinstitutioner generelt socialiserer os til et liberalt værdisæt, kan man også argumentere for, at vi på statskundskab socialiseres til at opfatte os selv som en bedre del af hierarkiets top. Konklusionen ligger i hvert tilfælde lige til højrebenet, når fortællingen lyder, at vi som højtuddannede både forstår klimaforandringerne bedre, er mere magtfulde, sundere, og i øvrigt er mere demokratiske end de lavtuddannede. Det er en konsistent fortælling gennem hele studiet og resultatet heraf bliver en selvopfyldende profeti, hvor vi ikke kan undgå at internaliserer akademikerarrogancen. Den skaber distance og isolerer os i de ekkokamre, vi ellers kritiserer så meget.
Vi er i gang med dagens ugeseddel og min læsegruppe og jeg diskuterer. Et argument om, at forskellige samfundsgruppers holdning til og viden om klima kan variere på tværs af sociale klasser bliver præsenteret. Jeg er enig, men alligevel kan jeg ikke lade være med at indvende “Det er jo ikke fordi den brede befolkning i Danmark ikke forstår klimaforandringer”. Alle i Danmark har trods alt gået i folkeskole og haft de obligatoriske naturfagslektioner om drivhuseffekten, ozonlaget og hvordan menneskers udledning af CO2 påvirker temperaturen på jorden. Hertil svarer min gruppe, at jeg skal huske på, at jeg kommer fra en baggrund, hvor vi er mere bevidste om klimaforandringer, bl.a. fordi mine forældre er uddannede og nyheder er en del af vores hverdagsrutine. Siden diskussionen på 1. semester er jeg blevet klar over, at fortællingen om statskundskabere som mere indsigtsfulde, fordi vi er højtuddannede, ikke er en usædvanlig historie. Jeg tror vi skal passe på, at historien ikke udvikler sig til en selvfortælling, der blot konstaterer, at vi er bedre end de andre.
Mellem indsigt og indbildning
Denne artikel skal ikke opfattes som en rasende kritik, for trods alt er mange af disse parametre en del af studiets læringsmål. Statskundskab har netop til formål at undersøge magtforhold, samt befolkningens politiske meningsdannelse og adfærd og hvordan denne varierer af på tværs af sociale grupper. Det anerkender jeg er vigtigt og interessant for at forstå vores samfund. Et samfund vi skal lære at navigere i og administrere. Dog bør man overveje, hvad vores “mere indsigtsrige viden” er værd, hvis vi ikke bruger den konstruktivt. Blot fordi vi på Statskundskab skraldesorterer, skralder og strikker eget tøj, er vores adfærd ikke nødvendigvis mere miljørigtig, når vi samtidig repræsenterer Harrits overklasse/øvre middelklasse, der er stemplet som en af klimaets største syndere. Spørgsmålet er altså, om vi forstår klimaudfordringerne bedre, hvis vores miljømæssige adfærd er mindst lige så dårlig som de lavtuddannede? Der er helt sikkert mange ting vi ved, også bedre end andre, men vi bør overveje, om vi rent faktisk er klogere, blot fordi vi har den kulturelle- og symbolske kapital til at fremstille det sådan.
Min pointe er en opfordring til kritisk selvrefleksion. Klogskab bærer mange ansigter – spejl dig ikke kun i dit eget.
