Inden for statskundskaben oplæres vi studerende fra dag ét i at definere vores begreber og variable. Det er ikke noget, vi gør for sjov, men for at kunne argumentere for vores sag og dermed kunne bruge den viden og de faglige kompetencer, som vi forhåbentlig har. For i politologien giver 3+3 ikke nødvendigvis 6. Det er nemlig ikke til at vide, om der står et individ på den anden side og læser sekstallet som et nital. De fleste danskere ville eksempelvis nok mene, at de ved, hvad demokrati er, men hvis vi skal have en saglig debat om emnet, så er vi nødt til at afgrænse, hvad definitionen for demokrati overhovedet er. For det gør en forskel, om vi definerer et demokrati ud fra Joseph Schumpeters minimalistiske demokratiforståelse, der kun indebærer konkurrencefyldte valg, eller om vi bruger Robert A. Dahls idé om, at et demokrati har både konkurrencefyldte, frie, fair og inklusive valg samt civile friheder. Det er derfor vigtigt at kridte banen op. Når jeg eksempelvis skal spille en fodboldkamp, så ved jeg, hvor banen går til, men når det kommer til Mellemøsten, så ved jeg ikke, om vi spiller på en syvmandsbane, eller om vi i stedet skal spille squash.
Så hvad er Mellemøsten? Alle kender jo Mellemøsten. Det er dér, hvor olien flyder tykt, og sandet fyger over de store sandbanker, der omringer de grandiose, ambitiøse metropoler, og det er stedet, hvori vi i store dele af mit liv har sendt danske soldater ned for at forsvare netop vores demokratiske værdier. Det var i hvert fald det, jeg troede, og som jeg har været overbevist om, så længe jeg har hørt om Mellemøsten, heriblandt de to år, jeg har gået på universitetet, inden jeg startede på valgfaget ”International Politik i Mellemøsten.” Og jeg er sikker på, at blev de tusindvis af demonstranter, vi dagligt ser, adspurgt, så ville de også stensikkert kunne beskrive og forklare, hvad Mellemøsten er, men sandsynligheden for, at de ved præcis, hvor komplekst Mellemøsten reelt er, må være på et meget lille sted.
Mellemøsten er nemlig det, vi inden for politologien kalder et ”essentially contested concept.” Det vil sige et ord eller et område, som alle kender, men ingen kan blive enige om. For Mellemøsten er et begreb, som forskere har diskuteret i 125 år lige siden britiske officerer som Sir Thomas Edward Gordon første gang brugte begrebet til at beskrive søvejen til Indien fra England. Amerikanerne ændrede definitionerne under Den Kolde Krig, efter at briterne allerede havde ændret definitionerne utallige gange både før, under og efter begge verdenskrige, heriblandt den hemmelige Sykes-Picot-aftale, der skulle opdele det Osmanniske Rige mellem briterne, franskmændene og Rusland. Det er således stadig et spørgsmål, der optager forskerne. For bare at nævne et par stykker oplister Stephen Walt bare lande, der definerer hans system, L. Carl Brown nævner de stater, der var en del af det Osmanniske Rige, hvilket betyder, at Israel og Tyrkiet er en del af hans system, men ikke Marokko og Iran. Barnett, Matar og Hilal nævner, at arabisme skal bruges til at operationalisere Mellemøsten. Andre nævner, at vejen til at definere regionen skal findes i religion. Tanken kan jo være god med at inddele efter de lande, der følger islam, men så står vi med et endnu større problem. For hvad er Israel så, og hvad betyder det for Indonesien, Indien og Bangladesh, der alle er i top-5 over største andel af befolkningen, der er muslimer? Nogle forskere taler ligefrem om, at Mellemøsten er en “imaginær geografi,” opfundet i Vesten til at afgrænse en særlig slags “andenhed.” Og inden du spørger, hvad det overhovedet har af relevans for den nuværende konflikt, så lad mig svare kort: Regionsforståelse er lig med sikkerhedsforståelse, jævnfør Colombo & Lecha, Hazbuns bog fra 2019 Europe and the “new” Middle East. For hvad er sikkerhed, og for hvem? Og kan sikkerhed for nogle skabe usikkerhed for andre? Svaret må være ja, for som American Institutes for Social and Political Sciences’ nu legendariske citat siger: ”En mands terrorist er en anden mands frihedskæmper.”
Således er det vigtigt at pointere, at hvis vi ikke engang kan blive enige om, hvor og hvad Mellemøsten overhovedet er, eller hvad der kendetegner regionen, så er det tæt på umuligt at diskutere Israel-Palæstina-konflikten uden at falde i skyttegrave. For vores billede af konflikten afhænger af, hvordan vi definerer rammerne. Ser vi den som en lokal territoriel strid? Som en del af en regional magtbalance? Som en religionskrig mellem “Islam” og “Vesten”? Eller som en brik i stormagtspolitik? Hver definition åbner for perspektiver og lukker andre. Det betyder ikke, at vi skal opgive at tage stilling. Men vi kunne måske med fordel skrue ned for skråsikkerheden. Når selv forskere, der har brugt livet på at studere regionen, ikke kan enes om, hvad Mellemøsten egentlig er, burde det mane til en smule ydmyghed i debatten.
Og havde jeg et endegyldigt svar og en løsning, så sad jeg nok allerede med Nobels fredspris. Men klogere mænd og kvinder end mig har forsøgt at give svar og fejlet. Så måske er det vigtigste bidrag til samtalen om Israel og Palæstina ikke endnu et ultimativt svar, men en påmindelse om, at selv det sted, vi kalder “Mellemøsten,” er alt andet end givet.
