Den danske natur har i de senere år oplevet at være en kampplads for forskellige debatter, hvoraf debatterne om fritgående husdyr og ulvens genkomst i Danmark måske er de mest fremtrædende i øjeblikket. I forhold til fritgående husdyr og disses kår har fokuset herpå især taget fart efter, det kom frem at 76 af Naturstyrelsens fritgående kvæg i Mols Bjerge sultede i vinteren 2020-2021, fordi de i denne periode ikke fik deres sædvanlige tilskud af foder. I ly af sagen er der i den danske befolkning tilsyneladende kommet en stigende bekymring for, om fritgående dyr andre steder lider vanrøgt. Fødevarestyrelsen bruger således dobbelt så lang tid som før 2021 på at håndtere henvendelser fra bekymrede borgere omkring potentiel vanrøgt af andre flokke af fritgående dyr.
Naturplejere og andre der arbejder med sådanne dyr oplever ligeledes en stigende grad af trusler og chikane. På samme tid er der i visse dele af befolkningen vokset en fjendtlig frygt overfor ulvens genkomst i det danske landskab og dens potentielle trussel mod husdyr og mennesker, som den udgør. Flere røster kræver, at alle ulve i Danmark aflives, herunder Danmarksdemokraterne.
I en tid hvor den danske naturs fremtid flittigt diskuteres, er disse to debatter interessante i den forstand, at de er med til at klarlægge en bestemt side af det danske syn på naturen. Nærmere sagt udstiller begge sager en dansk herredømme mentalitet, hvor mennesket både har det ultimative ansvar over naturen, men samtidig også retten til at ændre naturen efter forgodtbefindende. Rationalerne der driver forvaltningen af naturen er ikke baseret på naturens egne logikker, men derimod på menneskelige holdninger og interesser. Det er blandt andet ud fra denne naturforståelse, at det sultende kvæg i Mols Bjerge vækker forargelse på trods af, at det ud fra naturens egen logik er normalt, at dyr sulter om vinteren. Som danskere har vi ansvar for de dyr, vi sætter ud i naturen, på samme måde som vi har et ansvar for fx bestanden af hjorte og tætheden af træer i de danske skove. Synet af ribbens tynde dyr er noget, der vækker ubehag hos mange, fordi ideen om dyr, der lider i den danske natur, simpelthen er uvant hos en stor del af befolkningen. Samtidig tolererer vi dog heller ikke, at naturen bliver ubelejlig eller ubehagelig overfor os.
Så snart naturen går imod vores interesser som mennesker, er vi ikke bange for at gribe drastisk ind i dens virke. Ulven er på nuværende tidspunkt kun i begrænset omfang vendt tilbage til Danmark, men blot den potentielle trussel den udgør mod husdyr og mennesker, er nok til, at folk kræver, at den udryddes i Danmark. Det er en reaktion, der i høj grad udstiller den ufarlighed og domesticering, som vi danskere forbinder med naturen. Ligesom ideen om lidelse i naturen er ukendt for os, er ideen om frygt i vildnisset det ligeså.
Alle lande i verden kan selvfølgelig siges at eje deres egen natur, og alle lande foretager også en vis grad af natur regulering. Men det danske behov for at eje og tæmme naturen hører til i den mere ekstreme ende af skalaen. I andre lande findes der store områder med vild natur med minimal menneskelig tilstedeværelse – sådanne områder eksisterer stort set ikke i Danmark. I et land som USA bliver mennesker også af og til angrebet af pumaer og bjørne uden, at der ved disse anledninger er opråb om at udrydde disse dyr. I Danmark argumenterer nogle allerede for at aflive alle ulve i Danmark, selvom ulven på nuværende tidspunkt ikke har angrebet mennesker. Denne forskel mellem Danmark og de fleste andre lande kan naturligvis forklares ud fra forskelle i geografiske og historiske forhold. I modsætning til mange andre lande har Danmark altid været et relativt lille og fladt land uden ufremkommelig natur som bjerge eller jungler. Mennesket har derfor med relativ lethed kunne bosætte sig over hele landet, hvilket ikke har givet naturen mange uforstyrrede områder.
Den danske stat har derfor med relativ lethed kunne tilegne sig dominans over naturen og manipulere den efter forgodtbefindende sammenlignet med lande, hvor befolkningstætheden var lavere og terrænet mindre farbart. Ulvens oprindelige udryddelse i Danmark i 1600-tallet skete fx på statsligt initiativ, men også den århundredelange opdyrkning af den jyske hede er et eksempel på statsmagtens omfattende indgriben og tæmning af den danske natur. Det danske natursyn er kort sagt en tradition af landets naturlige geografi og en århundredelang proces, hvor staten i stigende grad har tilegnet sig et komplet herredømme over naturen. Danskerne har herudfra over tid vænnet sig til, at naturen ikke har sin egen fri vilje, men i stedet altid er underlegen menneskelige interesser og tryghed.
Med udgangspunkt i denne traditionelle danske naturforståelse kan det forventes, at de nye nationalparker i Danmark ikke bliver etableret gnidningsfrit. Når de nye nationalparkers erklærede mål om vild natur står i skarp kontrast til det generelle danske natursyn, kan der forventes at komme protester. For mange danskere er det uacceptabelt med sultne dyr og store rovdyr i den danske natur, og det forekommer urealistisk, at de skulle acceptere sådanne forhold, bare fordi det kommer til at ske i afgrænsede områder. De nye nationalparker bliver derfor en test af, hvor fastgroet det traditionelle danske natursyn er. Vil danskerne ende med fortsat ikke acceptere vild natur? eller vil man gradvist begynde at tolerere natur på naturens præmisser?
