De sidste mange valg har klimaet været højt på både den politiske og offentlige dagsorden. Det samme er gældende nu, hvor vi står til at skulle stemme den 18. november til kommunalvalget. Men jeg har en idé om, at klimakampen for mange, inklusiv mig selv, forekommer uhåndgribelig. Jeg rammes af en følelse af magtesløshed. For hvad sker der egentlig med de løfter, der loves til højre og venstre for at sikre miljøet? Jeg ser ikke, at de mange års klimavalg har haft den gennemslagskraft, som partierne ellers har lovet og er valgt ind på. Jeg ser tværtimod en kamp om vælgerne og om at forblive ved magten.
Jeg ønsker ikke at tage denne debat til et politisk niveau, men blot tydeliggøre, hvilken følelse jeg selv og mange, jeg kender, står med. En følelse af, at der ikke sker tilstrækkelige forandringer, og at man samtidig drukner i en magtesløshed over, hvad man selv kan gøre for at redde klimaet. Når jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke spiser kød, så er det netop for at gøre en indsats for at mindske min CO2-udledning. Jeg forsøger at gøre, hvad jeg finder overskueligt, for at kunne bidrage, blot en lille del, til den grønne omstilling. Og dette er ikke for at glorificere mig selv, men for at sige, at jeg forsøger at ændre min adfærd i en lidt grønnere retning. Tværtimod ved jeg godt, at jeg kunne gøre meget mere. Og det er som om, at det også er, hvad andre fokuserer på.
Jeg synes, at jeg indimellem mødes af en kritik eller en holdning om, at det nok havde været smartere bare at flyve lidt mindre. En bøf svarer jo på ingen måde til min flyvetur, og selv hvis det gjorde, spiser jeg så nok bare uanede mængder avocado i alle måltider. Det får mig til at tænke, at min adfærd jo godt kan klinge lidt hult, og at jeg måske bare burde stoppe med at se mig selv som klimakæmper. At det ikke er min ret, fordi hvad med al den anden udledning, jeg udover kød, bidrager til. Jeg kan derfor også blive fanget af min egen tvivl om mit bidrag og tænke, at hvis jeg ikke går all in, så kæmper jeg ikke for klimaet og må ikke forsøge at inspirere – for jeg er jo åbenbart slet ikke forkæmper for den grønne dagsorden.
Jeg er dog af den overbevisning, at virkeligheden ikke forholder sig sådan. Eller i hvert fald ikke burde forholde sig sådan. Jeg frygter, at netop denne tankegang og pegen fingre efterlader os et sted, hvor vi, frem for at stå sammen og kæmpe, ender med at paralysere hinanden med fordømmelse. For hvis vi kun må noget, hvis vi gør det til perfektion, så efterlader det os et sted, hvor vi ikke tør deltage.
Hvis vi kun må kæmpe for den grønne omstilling, hvis vi er veganere, holder årligt købestop, har egne høns og ovenikøbet er selvforsynende med grøntsager – ja, så bliver det pludselig kun de færreste, der overhovedet kan være med. Og så mister vi det vigtigste: at mange gør noget, frem for at få gør alt. Hvis vi forstår løsningen på klimaet som binær, enten eller, så er jeg af den overbevisning, at vi ikke kommer ret langt. Jeg tror, at vi ender i en værdikamp, hvor ingen erklærer sig enige, af frygt for at stå for skud, fordi man skal kunne redegøre for hvert lille valg og dertil fravalg.
Mit håb er derfor, at vi ikke taler hinanden ned og peger fingre. Jeg er træt af den indstilling, hvor man kun må noget, hvis man gør det 100%. Jeg synes det lugter af noget gammelt jysk jantelov. Jeg tror, at hvis vi vælger at gå i denne retning, jamen så vil der altid være noget, der spænder ben for at kunne kæmpe for klimaet. Jeg tror i stedet, at vi skal droppe alle vores moraliserende domme og anerkende de små skridt. Jeg tror, at vi på den måde kan skabe et fællesskab, der inspirerer til mere handling.
