Hjem er, hvor bassen spiller

“Hjem til Aarhus” lyder dette blads tema og straks flyttede mine tanker sig hjem til København. Mere specifikt til min gamle ven Tao, der er stifter af foreningen “Lokal”. “Lokal er en forening, der er startet som vennegruppe, hvor vi alle har en mission om at bringe folk sammen gennem aktiviteter. Vi vil gerne forbinde lokalsamfund og folk gennem aktiviteter og musik, da det er noget, som meget naturligt løsner op for folk”, fortæller Tao. Foreningen består af 9 officielle medlemmer, der kommer fra nær og fjern. De har det til fælles, at Nørrebro er blevet deres lokale kvarter. Derfor mødes jeg med Tao og Herbert, hans roomie og medstifter af Lokal, til en uformel snak om, hvordan de skaber hjem gennem kultur og fællesskab. Måske du som ny studerende og tilflytter kan få inspiration til, hvordan du finder din plads i Aarhus. 
Foto: Lokalting

Jeg mødes med Tao og Herbert foran deres gule lejlighedskompleks på Nørrebro, som vi har gjort så mange gange før. Vi bevæger vi os væk fra de lokale rammer mod nabobydelen Vesterbro, hvor vi afholder interviewet. Dog når vi ikke længere end et par meter ned af Blågårdsgade, før vi støder ind i nogle af drengenes venner. De inviterer os på øl. Mødet står som et klart eksempel på, hvordan venner og lokalområde former hinanden. Vi har en fælles referenceramme i gaden, hvor vi alle har siddet og drukket øl utallige gange før. Derfor ved vi også, at baren er usædvanlig tom, for vi kender den fra natten fyldt med mennesker. Gaden har givet os plads til samvær, og idet en kollektiv forståelse for det rum, vi befinder os i. 

Selv har jeg haft fornøjelsen af at deltage i Lokals arrangement “Bas og Badminton”, hvor Noah, foreningens musikalske geni, bragede sine tunes så højt, at Hallens vægge kunne mærke bassen. Deltagere og de fysiske rammer blev løsnet op, fjerbolde fløj og konkurrencementaliteten tændt. “Vi synes det er sjovt at blande musik med en aktivitet, der er lidt atypisk f.eks. Badminton. Det er ikke størstedelen af befolkningen, der spiller badminton, men de fleste kan godt finde ud af det. Det er sjovt at binde folk sammen gennem nogle lidt udfordrende ting, de måske ikke har prøvet før, men de får måske en øjenåbner, bliver udfordret og snakker måske også med nogle nye mennesker”. Herbert bryder ind og fortæller, at han opfanger, at mange folk, der kommer til deres events får en følelse af at være med til at skabe noget. “Ikke fordi de er med til at skabe eventet en til en, men det er så lowkey, at det går op for folk, at vi bare er nogle gutter og tøser, der hygger og gerne vil gøre det med vores gæster”. 

For at forstå, hvilke tanker drengene ligger bag foreningens navn, spørger jeg, hvad ordet “lokal” betyder for dem. “Jeg er fra Nørrebro, født og opvokset. Jeg vil se mig selv som lokal på Nørrebro, når jeg går rundt i butikkerne og kender historien om området, om det så er stenkast på Sankt Hans Torv eller gentrificering i Blågårdsgade”. Jeg griner fordi eksemplerne er eksemplariske for Taos nørdede karakter. Han understreger, at man kan føle sig lokal over det hele, men at det kræver engagement og åbenhed -en tilgang man passende kan tage med til studiestarten.

Kan det adskille sig at være lokal et sted ift. til et andet, er der f.eks. forskel mellem en storby som København til en mindre, men trods alt stor, by som Aarhus versus en landsby?

“Der er 100% forskel, men selve essensen er ikke forskellig. Lokalitet udspiller sig på mikroplan og så er det blot et spørgsmål om, hvor meget det plan udbreder sig. Det vokser med området proportionalt, så hvis det er en stor by, så er det område du føler dig lokal i naturligt større, end hvis det er en lille by”. 

Jeg er af den opfattelse, at man lettere føler sig lokal i Aarhus end København, da byen er så meget mindre, at det eliminerer alle de praktiske forhindringer, der kan være for at deltage. Alt i Aarhus er så koncentreret og centreret, at intet er længere væk end maks en 15 minutters cykeltur. På den måde kan man mere spontant smutte forbi, hvor det sker og tage del i byen og dens aktiviteter.  

Kunne i forestille jer at afholde et lokal event i Aarhus, så de nye har noget at se frem til? 

100% det er også det, som er det fede ved lokal, vi kan brede os ud. Ikke fordi vi nødvendigvis er lokale i Aarhus, men så kan man prøve at fitte ind med det lokale, som er der. Vi vil gerne gøre noget for det lokale forskellige steder, men vi har brug for en mellemperson for at gøre det autentisk og ikke mindst for at få fornemmelse af, hvilket event, der er brug for lige præcis der”. 

Byens mange aktiviteter er en oplagt mulighed for at se, hvad der gemmer sig i smilets by. Engagement og åbenhed blev nævnt som to nødvendigheder for at føle sig lokal. Om det er engagement i nogle af Statskundskabs mange foreninger, engagement i klassefællesskabet, eller blot i de to søde venner du fandt under rusugen, er underordnet. Tag dem under armen og find jeres lokale stamsted, så din tid i Aarhus føles som hjemme. 

Læs også