Efter udgivelsen af Short ’n Sweet har Carpenter været på world tour, hvor hun blandt andet spillede to koncerter i København og – til manges store ærgrelse – ikke tog inspiration fra Den Lille Havfrue, da hun skulle lave den famøse sexposition til sangen Juno, der var gået viralt med lyden af ”Have you ever tried this one?”. Netop de seksuelle undertoner og sommetider ligefrem eksplicit drivvåde temaer i hendes musik blev af nogle kritiseret for at være for meget. Det fik mig til at tænke på, hvilken retning hendes meget hypede næste album ville tage: Hun kunne rette sig ind og producere mere ’PG13’ og samtidigt tage en konservativ drejning mod et bredere crowd, eller blive på sporet med sine skarpe og intellektuelle (omend provokerende for nogle) tekster. Jeg blev henrykt over at finde ud af, at hun har valgt at stå ved sig selv.
Man’s Best Friend lægger ud med sangen Manchild, der skitserer en kendt kritik af mænd: Vi bliver aldrig voksne og bytter blot vores mor ud med vores kærester eller situationships. I sangen kan man muligvis mærke en flig indebrændt vrede og foragt for hendes ekskæreste, den irske skuespiller Barry Keoghan. Ham kommer vi tilbage til. På trods af at være frastødt af mandebørnenes angivelige mangel på modenhed, intellekt og selvstændig tankevirksomhed, besidder de alligevel en slags tiltrækningskraft, som Carpenter begræder med masser af humor og selvironisk distance.
”Why so sexy if so dumb?”
”I like my men all incompetent, and I swear they choose me – I’m not choosing them!”
Kritikken af mandebørnene er muligvis klassisk og overbrugt, og nogle kan måske føle, at ’den har de da hørt før’. Alligevel, som jeg går i gang med at skrive min del af denne artikel natten inden deadline, indskyder min kæreste, at jeg er i gang med en ’Johannes-classic’. Jeg må lægge panden i mine håndflader, trække på smilebåndet og sande, at Carpenters kritik måske ikke helt preller af.
Instrumenteringen i albummet er gennemgående overraskende akustisk, med banjo og violiner, der får én til at tænke på det amerikanske midwest og Route 66 (ligesom i musikvideoen til Manchild), men har også stærke referencer til både ABBA og Prince i produktionen. En lækker, nostalgisk og helt særlig Carpenter-esque følelse summer fra start til slut. Hele albummet er mere monotont i sit udtryk end Short ’n Sweet, der på mange måder var mere turbulent med flere høj- og lavpunkter, hvad angår hit-faktor.
”Take me to naked twister back at your place”
Alligevel er hele albummet tro mod den særlige Carpenter-stil og har et gennemsnitligt højere niveau af sangskrivning end Short ’n Sweet, der dog havde enkelte bangers, der virkelig skilte sig ud. Særligt tre sange står frem som klare favoritter til at ’blowe op’ og gå viralt: Tears, When Did You Get Hot? og House Tour. Lyrikken får én til at fnise, og Carpenter cementerer endnu engang sine talenter som tekstforfatter, når hun synger: I just want you to come inside, but never enter through the back door. Tears er en disco-slasker med Jamiroquai-inspireret klaver, modulationer og et dance-break C-stykke. House Tour og When Did You Get Hot? trækker begge på en blanding af Ariana Grande-inspirerede vokaler og Prince-produktion. Og så er der naturligvis balladerne: Sugar Talking, We Almost Broke Up Again Last Night, Nobody’s Son, Never Getting Laid og Don’t Worry I’ll Make You Worry, der skildrer en mere sårbar og seriøs side af Carpenter. Jeg ville ikke have noget imod, at hun havde skrottet én eller to af balladerne og i stedet fokuseret på at skrive en sang med mere single-værdi, der virkelig kunne bryde hitlisterne, som Espresso og Bed Chem kunne sidste år. Selvstændigt er der bestemt ikke noget galt med balladerne, og hun får også virkelig bevist, at hun ikke kun er god til at skrive sangene, men også virkelig god til at synge dem. Særligt hendes vokale range stjæler rampelyset i We Almost Broke Up Again Last Night og Sugar Talking, hvor hun både mestrer de bløde og følsomme dybder og skarpe og præcise løb i højderne.
”Wish you a lifetime full of happiness and a forever of never getting laid”
Temaerne i sangene er gennemsyret af referencer til Carpenters personlige liv, og de lyriske skyts er især rettet mod hendes ekskæreste Barry Keoghan og et par andre gamle flammer, som Carpenter klogt refererer til ved at rime på John (Shawn Mendes), Larry (Barry Keoghan) eller the one that rhymes with villain (Dylan O’Brien) i sin sang GoGo Juice. Hun nævner dem dog aldrig ved navn, og hendes kritik befinder sig også over bæltestedet med en god sjat selvironi.
Da jeg lyttede til albummet første gang, havde jeg ikke planer om at kommentere det ellers yderst omdiskuterede albumcover, hvor Sabrina poserer på alle fire ved siden af en sortklædt mandlig silhuet, der holder hendes hår som en hundesnor. Heldigvis har min veninde og medskribent fra Kandestøberen, Anna Mathiesen, sat sig dybt ind i debatten, og derfor var det et perfekt match. Resten af anmeldelsen er derfor Annas.
Sabrina går på knæ og skiller vandene
Er det et skridt ned ad kvindefrigørelsens trappestige, når kvinden underkaster sig den mandlige sexfantasi, eller er det netop den præmis, vi er ved at gøre op med?
Ramaskrigende var mange, da Carpenter i starten af sommeren løftede sløret for det albumcover, som nu pryder forsiden på Man’s Best Friend. Det var måske netop både den titel og det eksplicitte coverbillede, som i samspil fik alarmklokkerne til at ringe – specielt i det konservative USA. Det var ifølge kritikken for pornografisk til den kommercielle musikscene.
Kritikken kom primært fra sociale medier, hvor ”TikTok explainers”, der hævdede, at albumcoveret havde den angiveligt modsatte effekt på den feministiske kamp, hurtigt dukkede op. Et skotsk kvindecenter gik endda så langt, at de kaldte albumcoveret ”promoter of violence and control”.
Men er det ikke netop pointen, når vi skal rykke de sociale kendsgerninger og rammerne for social accept? Det vil skabe splittelse og uro for derefter at normaliseres. Det er måske mest af alt et udtryk for, hvad kvindekampen ikke helt er nået i mål med endnu: Retten til at være et seksuelt menneske og udryddelsen af skam forbundet med at kræve den ret.
Lad børnene blive hjemme
En stor del af kritikken er også gået på Carpenters noget farverige koncerter. Her er både letpåklædte mænd og scenegulvet blevet brugt som rekvisitter til diverse sexstillinger. Harmen over de udfordrende koreografier og korte korsetter udspringer primært fra bekymringen om, at de ikke er børnevenlige. Her udstilles de desværre stadigt store forskelle på forventninger til mænd og kvinder i musikbranchen. Hvornår har du sidst læst eller hørt en kritisk kommentar om, at en mandlig artist ikke er børnevenlig? Ikke at de er det, men de bliver bare ikke mødt med de samme forventninger. Det er en del af præmissen for kvindelige kunstnere at blive bedømt på deres ydre og i højere grad stå til ansvar for moderlige standarder. Vender vi den om, er hendes sceneshows nogle af de mest komplicerede i nyere tid og kræver utælleligt mange timers arbejde og energi. Lad børnene (– og kæresten) blive hjemme, og nyd forestillingen.
Udnyttelse af et nedgørende kvindesyn eller feministisk empowerment?
Er der så slet ikke plads til at være kritiske over for et albumcover, som mest af alt ligner en thumbnail på Pornhub? Eller en lyrik, som fremstiller mænd som uintelligente sexdukker? Tjo, men vender vi det hele på hovedet, så kan jeg nok godt nævne et par kontroversielle albumcovers og stangliderlige tekster fra det modsatte køn, som vel at mærke er blevet taget en del pænere imod. Der er selvfølgelig altid rum for diskussionen om, hvorvidt sex skal fylde så store dele af vores kommercielle verden, og i særdeleshed hvorfor den kvindelige sexappeal sælger så forbandet godt. Den bekymring kan man alt andet lige ikke takke Sabrina for at slå ned, men kan man bebrejde hende for at udnytte den til sin egen fordel? Måske ikke. Og måske kan man heller ikke fornægte hende at ville provokere, når det umiddelbart er så nemt.
Et lille skridt tilbage?
Man’s Best Friend er et fremragende album, skræddersyet til de allerede etablerede fans og tydeligvis bejlende til et nørdet publikum med kælen for de helt små melodiske detaljer. Sabrina er sjov, fræk og intelligent i hendes måde at kommunikere på, og det er svært ikke at blive revet med af den næsten ABBA-klingende Goodbye eller den mere RnB-inspirerede Sugar Talking.
Hun synger om drunk sex, no sex, good sex og bad sex, men aldrig kun om sex. Hun taler lige ind i det tidlige voksenslivs romantiske kvaler og gør det på en måde, så man aldrig har lyst til at få et ukompliceret kærlighedsliv.
Det er dog paradoksalt, at selve albummet Man’s Best Friend ender med at blive en del mere sobert end det seneste Short ’n Sweet, taget kritikken i betragtning. Jovist er albummets store banger, Tears’, omdrejningspunkt den kvindelige kønssaft, som direkte løber ned ad inderlårene – men hey, det er jo Sabrina. Er det en lille modificering af det over-eksplicitte alterego, eller rent og skær tilfældigt? Det kræver nok, at vi bliver ved med at følge Carpenters musikalske eventyr, og det gør jeg med glæde!
