Det engelske sprog har fanget den moderne verdens forretningsmodel uhyggeligt præcist. ”To pay attention to…” lyder den engelske version af at give noget opmærksomhed, og det er netop dét, reklamebureauerne og nu techgiganterne fortærer. Vores opmærksomhed er blevet den kostbare valuta, som vi på et 24 timer langt døgn betaler med til diverse fængende overskrifter, tilbud og politiske budskaber. Virksomhedernes fineste opgave er at opsluge den begrænsede ressource som er vores sekunder, minutter og timer i døgnet. Den som kan fastholde flest af dem, kan indkassere den store gevinst. Hertil kommer det afgørende spørgsmål: “Hvad fanger vores opmærksomhed bedst?”
Det har været alment kendt – lige siden tobaksindustrien i det 20. århundrede blev klar over, at livsforkortende papirruller ikke solgte sig selv – at den seksuelle drivkraft var en stærk salgsmekanisme. Et par nøgne kvindeben eller en tydelig kavalergang var nærmest en selvfølge for en succesfuld reklame – men ikke længere. I en hastigt skiftende og hyperteknologisk verden har den digitale markedsføring fundet liderlighedens overmand – raseriet.
I en nylig podcast udtaler den amerikanske professor og forretningsmand Scott Gallaway: “We have trained the social media algorithms to push engagement and views in order to monetise our attention through advertising. However, what they discovered is that the most effective way to do that was by promoting content that makes us angry and divides us.” Med inspiration fra det efterhånden velkendte fænomen “clickbait” udspringer ”ragebait”.
De overskrifter som indeholder emojis og i særdeleshed den ”vrede” emoji, bliver på udspekuleret vis prioriteret i vores såkaldte ”feed”. Her ligger afsløringen af de sociale mediers forretningsmodel igen i det engelske ord. Vi bliver fodret med deres selektive information i en sådan grad, at der efterhånden er tale om bingeeating. The Washington Post skrev i 2021 om Facebooks metoder for værdivurdering af indhold, og konstaterede hvordan de på systematisk vis sørgede for, at opslag med specifikke emojis blev rangeret højere på forbrugernes startsider. Med vreden som madding fanges vi af techgiganternes marionetdukker – algoritmerne.
Men hvad betyder det så i en virkelighed, hvor skillelinjen mellem sandt og falsk, penge og politik, køber og sælger, udviskes til offentligt skue, at vores svageste punkt er raseriet? Er det måske samtidigt og omvendt også vores stærkeste drivkraft? Er vreden alt taget i betragtning mere handlekraftig end liderligheden? Kan vi vende det til noget positivt?
Hvis vi bruger denne nyfundne benzin til bålet til at sætte ild til dem, der udnytter den, kan vi brænde den bro, algoritmerne bygger til os. Lad os bruge raseriet på at rase. Ikke over Andrew Tate eller Pernille Skipper, som bliver præsenteret for os af dem, som tjener pengene. Men over at det produkt de sælger os, ikke var det, vi bad om. Liderligheden, tilfredsstillelsen og andre magelige følelser indbyder ikke til forandring. De indbyder til at sætte sig til rette i sofaen og bruge hele fredag aften på Facebooks kommentarspor.
