Veronika Ruud
Da solen nægtede at vise sig, var det godt, at aarhusianske Veronika Ruud kom os til undsætning. Hun fortalte, at hun var beæret over at være til stede – og det var tydeligt, hun også var nervøs. Trods regnen var der et pænt fremmøde ved Institute of X’s Havescene. Næste gang håber jeg at høre Veronika Ruud i tørvejr og med et glas vin i hånden.
Eezy
Eezy har for nyligt varmet op for Kundos forårskoncerter, men i dag var det ham alene, folk kom for at høre ved Drivhuset. Og sikken oplevelse. Hans flow balancerede mellem det artigearditske og laminske, mens lyrikken havde en følsomhed, der mindede om tidlig Ukendt Kunstner. Han udstrålede en rolig karisma, som gjorde, at man virkelig lyttede efter – her var det hiphop med håndværket i centrum. Samtidig fik han publikum i bevægelse med soulede beats, der gjorde det svært at stå stille. Overraskende og stærkt: Eezy havde et liveband med – og det gjorde underværker. Høje karakterer herfra.
Carl Knast
Man kunne nemt være søgt i ly for regnen i Musikhuset eller ACC, men det var svært ikke at følge hypen omkring Carl Knast. Lørdagens regnvejr kulminerede under hans koncert på den udendørs Parkscene, men publikum havde tydeligvis fået memoet: Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Heldigvis, for vi var vidner til en vanvittig optræden, hvor Carl Knast først påstod, han kom fra rummet, og derefter røg i slagsmål med en politibetjent på scenen (som viste sig at være hans bassist). Godt show – og heldigvis var showet også bedre end selve musikken.
Oscar Witt
Man gik glip af noget særligt, hvis man missede Oscar Witt i Volume Village. Lidt punk, lidt rap, men mest af alt bare sin egen. Han sang om sårbarhed og usikkerhed, men stod på scenen som Aarhus’ største. Når lyrikken ikke var i fokus, trådte punken til. Og når punken trak sig, kom lyrikken til undsætning. Man blev aldrig understimuleret. Hele koncerten ventede vi på et punket klimaks – og det kom. Først spredte han publikum som Moses delte havet: “Jeg har altid drømt om at gå catwalk. Jeg skal pleje mit store ego!”, sagde han, mens han gik gennem publikum, kiggede sig i et spejl og tværede læbestift ud over munden. Koncerten sluttede, selvfølgelig, med crowdsurfing – en perfekt kulmination på et show, hvor kontrakten mellem publikum og artist var, at vi skulle gøre lige præcis, han ville have os til.
