Finn startede sin studietid som 26-årig, uden akademisk baggrund på Odense universitet. Studiet hed ’Cand. Rer. Soc.’, og som studerende kunne man selv sammensætte sin uddannelse indenfor det samfundsvidenskabelige hovedområde. Han lagde hovedvægten på sociologien. Finn underviste i en periode på sociologi på AU, og har ellers været bredt rundt på Danmarks universiteter og haft stipendium i Frankfurt.
Helt overordnet, hvordan så du på studiet dengang – og i dag?
”Jeg tror faktisk ikke, at jeg har ændret min opfattelse af studietiden siden dengang. Det var en fantastisk periode i mit liv! Jeg kom med en enorm kundskabstørst, og jeg fik mulighed for at fordybe mig. Jeg oplevede, at jeg blev klogere. Når jeg regner efter, er det over 50 år siden, at jeg begyndte på studiet. Det er en helt uvirkelig tanke … hvis man går 50 år baglæns fra, da jeg startede, ender man i 1920erne. For os dengang var det jo en fjern fortid, tæt på stenalderen! Og sådan må min studietid være for dig nu.”
Vi begynder at tale om, hvor meget der er sket på de sidste 50 år. For mig har det for eksempel altid ligget i kortene, at jeg skulle læse på universitetet, og jeg har faktisk aldrig rigtigt forestillet mig andet. For min farfar var det derimod helt anderledes. Han var den første i familien, der tog en videregående uddannelse – ligesom mange andre i sin generation.
Hvad fik dig til at starte på universitetet?
”Der var en tidsånd fuld af overskudsenergi, der sagde til os, at man kan, hvis man vil. Det var en tid, hvor man syntes, at verden bevægede sig. Der skete mange forfærdelige ting i verden; Vietnam-krigen, sultkatastrofer, osv. som mobiliserede os. Vores forældres borgerlige livsform havde udtømt sit potentiale som ideal, og nye samfunds- og livsformer syntes at være indenfor rækkevidde. Så det var en sådan trodsig-optimistisk mentalitet, der fik mig til at vove mig ind på universitetet.”
Med det forestiller jeg mig også en anden tilgang til universitetet, hvor hverken fremdriftstiltag eller reformer prægede studiet i samme grad, og hvor SU’en ikke var begrænset af et fast antal klip.
Hvordan var studieformen og din studiedeltagelse?
”Den var forholdsvis selvstyret indenfor nogle givne rammer. Jeg kunne godt lide at skrive opgaver. Det er den bedste måde virkelig at komme ind i stoffet på. Du skal med dine egne ord reformulere det, du har læst, og der afsløres det hurtigt for dig selv, om du virkelig har forstået det. Dertil har jeg ingen erindring om nogensinde at have været til en forelæsning i Odense, der var andet end en slavisk gennemgang af en lærebog. Jeg var nærmest selvstuderende. Undervisningen var vældig uinteressant. Den undervisning jeg mest fulgte, var den, hvor vi studerende fremlagde vores skriftlige opgaver for hinanden til kommentar og kritik. Det var ofte godt.”
Det lyder nærmest som om, at du slet ikke tror på undervisning?
”Nej, det er helt forkert, tværtimod! Det har været min indstilling, at der altid er et eller andet, man kan hente hos folk, der kan noget, også selvom man er uenig med dem og kritisk overfor deres teorier og analyser. Har der været noget at lære, har jeg skamløst suget alt det til mig jeg kunne. Selvom jeg i hjertet er ’marxist’ har jeg læst bjerge af ikke-marxistisk litteratur – og lært af det. Jeg tror, at mange går glip af noget, de kunne lære, fordi de hellere vil gøre sig interessante ved at være fordomsfuldt afvisende og fortælle hvad de selv mener, end egentlig prøve at forstå argumentationen hos den anden.”
Hvor fandt du så faglig inspiration?
”Den helt store inspiration kom via Nordisk Sommeruniversitet, hvor både personer fra Århus og København også deltog. Nordisk Sommeruniversitet organiserede studiekredse på alle universiteter i Skandinavien, med emner der havde svært ved at få plads indenfor de etablerede fagområder på universiteterne. I sommerferien kunne man deltage i en fælles sommerlejr, hvor man havde meget engagerede faglige diskussioner med oplæg man havde forberedt hjemmefra, og som var udsendt på forhånd. Der lærte jeg rigtig meget.”
Noget af det første vi hørte om, da vi startede på studiet var, at man starter for uddannelsen, men når det bliver udfordrende og opgivende, så bliver man for fællesskabet. Jeg kan selv skrive mig ind i den fortælling, og særligt Statskundskab har en stærk tradition inden for foreningslivet.
Hvordan var fællesskabet i dine universitets år?
”Det er faktisk en sjov historie. Særlig første del af studiet hos os var domineret af politologerne. Det var Århus-statskundskab, når det var værst. En åndløs fortyndet amerikansk positivisme. Verden rasede afsted, og vi studerende ville have marxisme og kritiske begreber til at forstå, hvad der skete i verden. Lærerne udbød kurser i ’vejrets betydning for stemmeafgivelse i Middelfart Storkreds’! De prøvede med alle midler at forhindre vores ønsker til kurser og undervisning… Det skabte et kæmpe sammenhold blandt os studerende og vi kæmpede imod, hvor vi kunne. På uni’s interne avis, i pressen, vi lavede sange, vi lavede en underholdningsfilm der blev vist til festerne, hvor vi karikerede lærerne inspireret af den italienske instruktør Fellinis film med alle mulige obskure typer.”
Du har efterhånden været væk fra universitetet i mange år. Men mener du, at din uddannelse og det du har lært, stadigvæk betyder noget for din opfattelse af aktuelle samfundsmæssige forhold?
”Jeg har det lidt som i sangen om Einstein (frit citeret): ’Albert is my name, science is my game’! Jeg opfatter min samfundsvidenskabelige kundskab som helt internaliseret og integreret i den måde jeg forstår samfundet på. Det gør jo, at jeg ikke interesserer mig så meget for ’holdninger’, det keder mig lidt at høre hvad folk ’mener’. Jeg vil gerne forstå, hvad det er for sammenhænge der frembringer disse meninger. Det er jo kernen i socialvidenskab: Udsagnet er kun interessant, hvis du ved hvordan det fremkommer. Men jeg holder samtidig fast i ’værdifrihedsidealet’, altså tanken om at mine egne værdier og holdninger bør adskilles fra erkendelsen af sociale fænomener. Uden dette ideal har man ingen samfundsvidenskab! Det er svært og som sagt, er det et ideal!”
Til slut, selvom der måske ikke er nogen der vil høre på dig, har du så nogle gode råd til os, der er i gang med studiet lige nu?
”Nej, jeg har ikke gode råd. Jeg har måske nogle erfaringer, som jeg ville ønske, havde stået klarere for mig selv, da jeg var studerende. Om de er relevante for dig i dag, kan jeg jo ikke sige. Men jeg kan prøve at sammenfatte nogle teser:
– Det skal være spændende og fascinerende at studere og blive klogere. Det skal være en glæde og en fornøjelse. Dit studium er samfundets forpligtende gave til dig. Hav tillid til at du godt kan selv, og så gør dig umage, og engager dig i det du laver – så kan de rende dig med alle deres krav og regler.
– Husk den akademiske verden er meget modepræget, der dukker hele tiden nye bølger frem. Men så mange forskellige problemstillinger, og så mange forskellige måder at forstå dem på, er der altså ikke i samfundsvidenskaberne. Har du fulgt det længe nok, genkender du ’gammel vin på nye flasker’. Vil du til bunds i en videnskabelig problemstilling så find frem til ’klassikerne’, dvs de kontroverser hvor grundpositionerne og deres forudsætninger bliver formuleret klarest og brug dine kræfter der.
Og det var sådan, samtalen sluttede med min farfar. Et studieliv, kort opsummeret, men som på mange måder stadig rummer betydelige dele af det studieliv, vi i dag har 50 år senere.
