Knappenåle og gør-det-selv løsninger
Når man træder ind i særudstillingen Kunsten at leve, mødes man af varme røde vægge og grønt lærred, som skaber kontrast fra det ellers hvide og klassiske museum. På det grønne lærred er gamle udprint af billeder og billedtekst fastgjort med knappenåle – det er som at besøge et privat hjem og studere hvad de har hængende på opslagstavlen. Sådan fortsætter udstillingen på kreativ og særegen vis, og man bliver med det samme opslugt af universet og de mange historier det rummer.
Nivaagaards Malerisamling i Nordsjælland er det første museum i Danmark til at huse historien om og kunsten af Bloomsbury-gruppen. Det er en lille intim udstilling med omkring 120 værker, der spænder fra keramik og malerier til bøger og tekstil. Man efterlades med tanken om, at det kun var fantasien, der satte grænser. Og det er det gennemgående indtryk, det er en livsbekræftende samling, der rummer vigtige samtidsproblemer og en stor kærlighed til kunst og livet. John Maynard Keynes, en af gruppens centrale figurer, beskriver filosofien bag Bloomsbury-gruppen: “De vigtigste mål i livet var kærlighed, skabelsen og nydelsen af æstetiske oplevelser samt jagten på viden. Af disse var kærligheden størst.”
Foto: Privat foto fra Nivaagaard
Et helle i et stivnet London
Vi er i begyndelsen af 1900-tallet omkring første verdenskrig, og her under victorianismen, var det konservative sociale forventninger, der prægede det finere borgerskab i London. Homoseksualitet var et stort tabu og mellem mænd ulovligt. Kvinderne skulle være i hjemmet til behag for manden og fremstå som udstillingsfigurer. De måtte ikke udtrykke sig offentligt, og indenfor litteraturen og kunstens verden, var det udelukkende mændene, som var til at se.
Bloomsbury-gruppen tilhørte denne højere samfundsklasse i London, men brød ud for at samles om nye idealistiske livsformer. Det var en kreds af kulturelle og intellektuelle ildsjæle, der udforskede kunst, litteratur, seksualitet og samfundstanker. En radikal gruppe, der havde et fælles sigte: “Livets kunst”. For at sige det i sin enkelthed, en oase, midt i et stivnet samfund, en gruppe der stræbte efter frigørelse fra patriarkatet og de traditionelle køns- og ægteskabsopfattelser, de fastlåste normer og værdier. Mænd havde sex med mænd, kvinder med kvinder, og de var gift på kryds og tværs og samtidig hinandens elskere. Normer blev holdt ude, og frigørelsen blev omfavnet. Gruppen tog navn efter bydelen Bloomsbury i London, hvor de i en årrække boede sammen. Det hele var centreret omkring søstrene Virginia Woolf, forfatteren, og Vanessa Bell, maleren. De var gennem hele perioden centrum for Bloomsbury-gruppen.
En revolutionerende økonom
I begyndelsen af udstillingen blev indercirklen i Bloomsbury-gruppen præsenteret. Jeg kendte ikke til dem forinden, men blev fascineret og opslugt, da jeg indså, at en fra kernen var den britiske økonom John Maynards Keynes, som vi ofte præsenteres for på studiet. En mand som satte et stort præg på det 20. århundrede, men også er definerende for vores økonomiske forståelse den dag i dag, over 100 år senere. Keynes tænkte på nye måder og udfordrede den klassiske liberale forståelse, hvor opfattelsen var, at markedet skulle være selvregulerende. Keynes havde socialistiske ideer og udviklede teorier om, at staten aktivt skulle intervenere i markedet og samfundet under kriseperioder. Det skulle gøres gennem aktiv finanspolitik og investeringer for at stabilisere lavkonjunkturer. Hans ideer var revolutionerende og med til at danne fundamentet for velfærdsstaten. Et vidnesbyrd på, at filosofiske tanker også udspringer fra et kreativt rum og frisættende miljø.
En fredfuld sommerdag
Flere malerier og breve skildrede Keynes’ liv, og i mine øjne skiller et maleri sig ud. Ikke fordi maleriet som sådan er ekstraordinært, men fordi det indfanger et livssyn, en tilstedeværelse og en frigørelse, som var ud over det sædvanlige under denne tid. Maleriet hedder De badende ved dammen og portrætterer, hvad der formodes at være Keynes liggende i forgrunden nøgen. Han har flere mænd omkring sig og det indkapsler en afslappende og fredsfuld sommerdag. I nutiden er der ikke noget kontroversielt ved maleriet, men dengang var det udfordrende at male sådanne erotiske ladede situationer. Og hvis man dykker ned i det, skildrer det en åbenhed over for menneskelivets mange variationer. Maleren bag er Duncan Grant, et andet Bloomsbury-medlem, som både var en tidligere kæreste, samlever og god ven til Keynes.
Historien om Keynes og hans videre liv har naturligvis andre og flere aspekter, men jeg finder det livsbekræftende, at samfundssynet i dag ikke kun hviler på idéer fra hvide, heteroseksuelle mænd, men også er formet af kreativitet, nysgerrighed og en vilje til at omfavne hele livet og alt hvad det også rummer.
Til et lykkeligere år
I sidste del af udstillingen kommer man til en samling af erotiske tegninger lavet af kunstner og medlem Duncan Grant. Tegningerne er primært udført i bløde blyantstreger, som viser mænd i forskellige erotiske situationer – fra ømme, kærlige øjeblikke til mere passionerede og udtryksfulde skildringer af seksualitet. Nogle er farvelagt med sarte jordfarver, og de er både smukke, lidenskabelige, men under samtiden strengt forbudte. I alt er der over 400 tegninger, som blev delt i lukkede queerkredse og videregivet, fra hånd til hånd, elskere imellem. Tegningerne var af sådan karakter, at de ikke kunne udgives og blev først kendt i offentligheden i 2020. Det var først i 1967, at homoseksualitet blandt mænd blev lovligt i England. Bloomsbury-gruppen står som bevis på, for vores og kommende generationer, at queerpersoner altid har eksisteret, elsket, levet og sat sit præg på verdenshistorien.
Og sådan var der flere af gruppens medlemmer, der måtte holde sin kunst tilbage. Forfatteren E.M. Foster skrev en bog ved navn Maurice, som han forinden sin død dedikerede “Til et lykkeligere år”. Et år med frihed, hvor man kunne være sig selv og leve alle livets nuancer i offentligheden. For mig vidner det om, at rettigheder er noget, der må tilkæmpes og noget, der lige så let kan tages fra én. At vi ikke må tage vores frihed for givet, og at vi skal blive ved med at kæmpe for den. Jeg ser dette som vigtigere end før, med de udviklinger, som vi ser flere steder i verden, hvor bl.a. homoseksualitet i USA censureres, og åbenhed over for mangfoldighed begrænses gennem indskrænkning af ytringsfrihed og individuelle rettigheder.
Foto: Privat foto fra Nivaagaard
Kunsten at leve, lever videre
Bloomsbury-gruppen kredsede om spørgsmålet og nysgerrigheden om livet og dets mange facetter – livets kunst. I centrum var tanker om, hvad der udgjorde det mest værdifulde liv, og hvad der var vigtigst. En balance mellem ressourcer, muligheder, behov og ønsker, en balance som i dag stadig er central i vores samfund. Gruppens tanker om etiske og æstetiske værdier som styrende for samfundsudviklingen og kritikken af den tankeløse og sanseløse jagt på profit og forbrug præger jo også aktuelle strømninger i den nutidige samfundsdebat.
Jeg tænker, at vi kan lære noget af Bloomsbury-gruppen. Ikke nødvendigvis, at vi kan finde svaret, men måske i højere grad, at svaret ligger hos os selv. For jeg tænker, at vi er som de og heller ikke færdige med at øve os på livet. Øve os på kunsten at leve. Og måske vi aldrig bliver færdige med det, måske vi skal lære, at man aldrig når svaret, men at man kommer det nærmere ved at være nysgerrige, ved at udfordre og ikke anse normer, strukturer og tanker for fastfrosne, der ikke er til at ændre. Måske vi netop kan lære af Bloomsbury-gruppen, at vi skal turde ville livet, turde spørge og turde elske. Jeg lader mig inspirere af et brev fra 1912, hvor Virginia Woolf skriver til sin kommende mand Leonard Woolf; ”Vi kræver meget af livet, ikke? Måske får vi det – og i så fald, hvor vidunderligt ville det være?”
