Eventyret beskæftiger sig med hjemmet, det tillægger det en helt særlig betydning. Prinsessen holdes fanget i et tårn, sover i tusinde år eller bor ved sin onde stedmor, indtil en hæderlig prins en dag kommer og redder hende, og de sammen finder hjem. I Den Grimme Ælling vokser den grå lille ælling op blandt ænder og høns, hvor den føler sig anderledes og forkert. I sorg og fortvivlelse rejser den derfor væk hjemmefra. Som vi alle ved, bliver den grimme ælling til en smuk hvid svane, og eventyret ender lykkeligt med, at den finder hjem.
Jeg har et af mine hjem i Aarhus. En lejlighed jeg deler med min tætteste veninde, og som vi sammen har valgt skulle være vores hjem. Dog ikke med tårn og spir, men med to værelser, en lille gårdhave og et fælles køkken. Men som det jo er for både prinser og prinsesser og os andre mere kedelige, er et fysisk sted ikke altid ensbetydende med et hjem. Nej – der skal mere til. Prinsessen manglede sin prins for at føle sig hjemme, den grimme ælling ventede på følelsen af at høre til og noget var også savnet i vores lejlighed. Det tog lang tid, og selvom vi aldrig italesatte det dengang, har vi sidenhen kunne dele, at det længe slet ikke føltes som et hjem for os – på trods af vi havde hinanden.
Forskning peger på, at der er syv grundlæggende kendetegn ved et hjem. For at noget skal føles som vores hjem, må vi ikke føle os stressede, det sted vi bor. Vi skal opleve mindre opmærksomhed udefra, vi skal have kontrol over vores nære omgivelser og vi skal frigøres fra andres regler, så vi kan forme vores egne. Vi skal føle en anerkendelse af vores tilstedeværelse og have mulighed for at kunne trække stikket og trække os tilbage i vores egne personlige og hjemlige rammer.
Hvis jeg vil være alene, lægger jeg mig ind på det afsides kontor – ellers er der alligevel for det meste stille i løbet af dagen. Nå ja, bortset fra den daglige gang. Lidt efter otte åbner døren til mit værelse, og jeg vækkes af ”Skal du med ud?”. Jeg vil ikke altid med, men kan for det meste overtales. Nu er jeg jo alligevel vågnet, og en tur i skoven giver en god start på dagen. Hen på formiddagen er der kaffe og hvad end sødt, der findes i midterste skuffe i køkkenet. Eftermiddagsturen er obligatorisk efterfulgt af middag ved syvtiden. Sådan er alle dage, og alligevel er der frihed til lige præcis selv at vælge, hvad jeg vil derimellem.
Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt, sognepræst i Frederiksberg Sogn, beskriver et hjem således; ”Det er følelsen af, at vi kan slappe af, vi kan være os selv, vi kan finde fred, vi kan sove uden at skulle sove med et halvt øje åbent. At vi kan slippe følelsen af, at tingene egentligt ikke behøver være bedre eller anderledes, end de er lige nu […] Og det er der, når vi har den følelse, at vi føler os hjemme uanset hvor vi er”.
Idéen til artiklen kom egentligt på Kombardo-bussen på vej hjem. Hjem til København, hjem til mine venner, hjem til min familie. Men med tiden har jeg fundet ud af, at hjem er mange ting. At hjem for mig ikke er statisk, ikke nødvendigvis er bundet op af en by eller relationer. Nej – hjem for mig er et fællesskab, det at være tæt på nogle, at have værdi, at kende hinanden og at kende alle små særegenheder i ens hjem. Vigtigst af alt, at kunne være sig selv, for mine hjem er der, jeg søger hen, når jeg er i ubalance. Det er i København hos min mor og i mine bedsteforældres hus. Men efter denne tur med Kombardo-bussen gik det op for mig, at noget har ændret sig. Så da min mor spørger, hvornår jeg tager tilbage til Aarhus, svarer jeg nu; ”Jeg tager hjem i morgen, hjem til Aarhus”.
