BMO er forkortelsen, du aldrig bad om – men som nu definerer din lørdag formiddag. “En bolle med ost” lyder som noget simpelt, men i løbet af de seneste par år er det blevet en storbyklassiker, en nødvendighed, en kulinarisk identitetsmarkør for unge. På langt de fleste caféer i Aarhus er BMO’en blevet kronjuvelen. Den ædle kombination af godt bagværk, ost af høj kvalitet og flagesalt, kan få selv den mest broke studerende til at slippe 55 kr. Men hvorfor betaler vi så høje priser for noget, der er så banalt? Vi er nødt til at tale om, hvordan noget så simpelt er blevet en adgangsbillet til kulturel kapital – og om det afslører en ny form for klassekamp.
I Aarhus er det næsten muligt at tegne et kulturelt klasselag direkte ned i bykortet. Spiser du din BMO på La Cabra, omgivet af stålbestik og stempelkander, signalerer du en sans for detaljer og en vis kulturel kapital. Vælger du i stedet et smurt rundstykke i en papbakke fra SuperBrugsen, træder du ud af det symbolske caféspil. Det er i kontrasterne, at signalværdierne står tydeligst frem: Det handler ikke om selve bagværket, men om hvor det er fra. Og valget er langt fra tilfældigt. Det er socialt, det er politisk og det er klassekamp – i den mest bogstavelige forstand.
Men det giver god mening. For valget om, hvilken BMO vi skal have, er et af de få valg, som vi rent faktisk kan kontrollere. Hvordan vi ser ud, hvordan vi hænger ud og hvad vi spiser, er nogle af de få ting, som vi unge individer kontrollerer selv. Og så kan vi kaste en hvid pil efter boligmarkedet, mens lønninger stagnerer og vores alles fremtid bliver mere og mere usikker. Men valget om dagens BMO: dét kan du selv afgøre. Det er kulturel kapital i praksis – serveret med hjemmerørt saltsmør i det helt rigtige kvarter. Så burde vi kalde det BMO’ens klassekamp?
Klassekampen er ikke noget nyt fænomen. Bourdieu beskrev det i sin tid meget godt; vores præferencer, selv omkring noget banalt som mad, reproducerer og synliggør vores position i det sociale hierarki. For det er ikke nok at spise en bolle med ost; det handler om at spise den rigtige bolle, med den rigtige ost, fra det rigtige sted. Distinktion i surdejsform måske?
Spørgsmålet er så: er det overhovedet et problem? Kan det betale sig at hidse sig op? Er det værd at rase over? Måske ikke. Men det er vigtigt, at vi overvejer, hvad det betyder, når noget så simpelt som en BMO bliver til noget, som er med til at forme identiteter. Når det simple bliver til en performance – et idealiseret selvbillede, der spises på café og postes på story. Når kulturel kapital bliver vigtigere end økonomisk. Og når selv en bolle med ost bliver til en slags klassekompas, bliver vi nødt til at spørge os selv: Hvilke værdier vil vi binde vores samfund op på? Det, der er på spil, er nemlig i virkeligheden vores fællesskaber. Hvordan skal vi indrette det, så der er plads til alle? Bør vi gøre det simple simpelt igen?
Så næste gang du køber en BMO til dyre domme, så spørg dig selv: køber jeg det simple bagværk, eller køber jeg min adgang til kulturel kapital og et identitetsudtryk?
Pointen er ikke, at vi skal droppe BMO’en. For det smager jo himmelsk. Men måske vi skal begynde at tale om, hvorfor vi spiser den. Og hvem der egentlig har råd til at være med i det uendelige caféspil. Vi må stoppe med at bilde os selv ind, at en BMO blot er en bolle. For surdejsopskriften indeholder tydeligvis mere end blot mel og vand.
