Stop med at lade Mellemøsten definere din moral – virkeligheden er langt mere kompleks end som så

Polarisering er tidens varmeste begreb, specielt når det kommer til debatten om krig i Mellemøsten. Alligevel taler vi om den, som om alt var enkelt. Alle synes at vide præcis, hvem der har ret, og hvordan konflikten bør løses. I Spanien ser vi demonstranter afbryde og forkorte etaper i et af verdens største cykelløb, i København sidder en overborgmesterkandidat og plæderer om ”at være på den rigtige side af historien,” og dermed bevæge sig i gråzonen med loven, omkring hvad lokalpolitikere lovligt må udtale sig om. Tendensen er klar: Enten er du med os, eller også er du imod os. Skråsikkerheden er ikke til at tage fejl af. Men måske er et af de største problemer i denne debat, at vi ikke engang kan blive enige om, hvad det er for et “Mellemøsten,” vi diskuterer.