En tekst om at flytte hjemmefra

I dagene op til græd min mor meget. Hun sagde flere gange, at hun havde lovet sig selv ikke at græde, men nu gjorde hun det alligevel. Det var, når jeg sagde, at jeg kom til at savne hende, eller når vi snakkede om de år, vi havde boet sammen, hende, August og mig. Så kunne jeg se, at hendes smil knækkede, imens øjnene blev våde. Men hun holdt hurtigt op igen. Jeg har grædt det, jeg skal, det gør jeg bare for mig selv, sagde hun og smilede og tørrede sine øjne, så man ikke kunne se, at de nogensinde havde været våde. Udenfor var der helt tørt, og skyerne havde holdt sig fra himlen i ugevis. Lidt efter lidt kom vi tættere på den dag, jeg skulle flytte hjemmefra.