Træt af tv-julekalendere? Her er fem alternativer

Hvis der er noget, der skriger jul, så er det pebernødder, vinterdepression og tv-julekalender. Alle tre ting, som man egentlig gerne vil være foruden. Med pebernødder, der mest af alt er en spiselig overspringshandling og vinterdepression, som man åbenbart kan selvhjælpe eller meditere sig ud af, efterlades man med TV-julekalendere som de fleste af os er vokset op med. Med julen smækket i ansigtet på os alle, kan det være rart med en mellemvej og en afveksling, samtidigt med, at man nogenlunde beholder traditionen om at se noget fast hver aften. Her er derfor fem forslag til serier, du kan se, hvis du hverken vil til Valhal, Grønland eller Vesterbro i december.
Fra Unsplash, af Anne Nygård

MATADOR

Lad da turen gå til Korsbæk, som med den ambitiøse iværksætter Mads Skjern ikke kræver nogen introduktion. Med sine 24 afsnit er Matador en perfekt erstatning for den traditionelle julekalender. Men så nemt slipper du ikke for julen. Der bliver nemlig – spoiler alert – fejret jul en enkelt gang i løbet af de 24 afsnit.

Matador egner sig til de konformitetssøgende, som finder tryghed i at se noget velkendt hver dag, men også til alle andre, der ikke har set serien endnu. For det er en serie, man skal have set. Hvad ved man egentlig om Danmark, hvis man ikke har besøgt Korsbæk?

Matador kan ses på DR TV (24 afsnit).

DOGGYSTYLE

Det var ikke ukontroversielt, da Anna Emma Haudals Robert-vindende serie Doggystyle valgte at caste en ikke-handikappet til rollen som den cerebral parese-ramte lillesøster til seriens hovedperson Asta. 

Men det betyder selvfølgelig ikke, at serien ikke egner til at blive set eller genset. Med temaer som identitet, kærlighed og drømme er Doggystyle et fint portræt af et univers, som med sine tematikker for de fleste er universelle.

Doggystyle egner sig med sin afsnitslængde på 10-30 minutter til den, der skal have et dagligt hurtigt fiks. Men også til den, som vil konfronteres med ungdommens kådhed og de halvkontroversielle beslutninger, man som ung sommetider træffer.

Doggystyle kan ses på DR TV (24 afsnit).

NORMAL PEOPLE

Dramatiseringen af Sally Rooneys bestsellerroman tog verden med storm i 2020 og blev da dengang også den mest sete serie på BBC med over 62 millioner streams i hvad, der blev Paul Mescal og Daisy Edgar-Jones helt store gennembrudsroller.  

I Normal People følger vi irske Connell og Marianne i et kærlighedsdrama, som ifølge Dagbladet Information ”er et ekstraordinært vellykket kærlighedsdrama mellem to unge og et studie i, hvad man kommer til at reducere et andet menneske til, når social krav holder relationen ulige”.

Serien består af 12 episoder og egner sig derfor glimrende til den travle person, som måske kun lige kan overskue en episode hver anden dag.

Normal People kan ikke rigtig ses nogen steder med en dansk VPN lige nu (12 afsnit).

KRØNIKEN

Med Krøniken forsøger man at tage teten op, hvor Matador nogenlunde sluttede og fortsætte med den autofiktionelle danmarkshistorieskrivning. I Krøniken følger man etableringen af den visionære, men hårdhændede Kaj Holgers fjernsynsdynasti samtidigt med, at velfærdsstaten vinder indpas i Danmark. 

Serien er til den, som nød Matador eller ikke orker at (gen)se Matador. Desuden er man lidt mindre committed til Krøniken, der har to episoder mindre end Matador. 

Krøniken kan ses på DR TV (22 afsnit).

FLEABAG

I Fleabag følger vi kvinden Fleabag, spillet af Phoebe Waller-Bridge (som også har skrevet serien), der efter en personlig tragedie skal finde hoved og hale i et liv, som emmer af sorg, sex og akavethed. Hvad gør man f.eks, når man bliver forelsket i en… præst?

Serien er til den, som elsker tør britisk humor, men alligevel sætter pris på et plot, der indeholder noget dybt. Find lommeletterne frem – tårerne skal trille, hvad end det skyldes det sjove eller det triste.

Fleabag kan ses på Amazon Prime (24 afsnit).

Læs også