På min vagt spænder vidt. Udgangspunktet er rollen som generalsekretær, men Stoltenberg tillader sig heldigvis at kredse udenom og trække tråde til sit eget liv. Fortællingen er ikke kronologisk; i stedet væver han minder og erfaringer ind, som langsomt tegner et portræt af manden bag embedet.
Når han beskriver de svære beslutninger, fortæller han, hvordan han ofte konsulterede sin far – der i en bisætning afsløres som tidligere norsk diplomat og udenrigsminister.
Når han skriver om NATO’s engagement i kampen mod terror, trækker han linjer til sine erfaringer som norsk statsminister under angrebene i Oslo og på Utøya i 2011.
Og når han fortæller om et Kina i forandring, vender han tilbage til ungdomsårene som idealistisk ungdomspolitiker på rundrejse i 1980’ernes Kina.
Det føles lidt som at sidde på en bar og høre en erfaren statsmand fortælle anekdoter. Sidespringene kan ikke undgås. Og heldigvis for det, for uden dem ville anekdoterne ikke give mening.
Diplomati par excellence
Stoltenberg fremstår gennemgående diplomatisk. Ikke blot fordi han som generalsekretær skal holde sammen på 32 medlemslande med vidt forskellige interesser, men også i måden, han beskriver sine oplevelser på.
Han siger sjældent direkte, hvad han mener. Jo, man ved, at han er norsk socialdemokrat og i dag finansminister for Arbejderpartiet. Men når han omtaler skikkelser som Orbán, Trump og Putin, nøjes han med at citere fra samtaler og lade læseren fortolke selv. “Show it, don’t tell” – og som en ægte diplomat er man alligevel aldrig i tvivl om, hvor han står.
Det er især i beskrivelserne af NATO’s paradokser, at bogen viser sin styrke. Når han f.eks. møder Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdoğan, bliver dilemmaet tydeligt: Tyrkiet er en uundværlig del af NATO’s østlige flanke, men bevæger sig samtidig væk fra de demokratiske idealer, alliancen bygger på. Stoltenberg skjuler ikke spændingen, men forsøger at forstå den. Han giver plads til nuancerne, hvilket både er befriende og tankevækkende i en politisk sfære, der ellers synes stadig mere dikotom.
Enkelte ville måske efterspørge mere drama. Men har vi ikke rigeligt af det i forvejen? Stoltenberg er trods alt stadig politiker. Det ville ikke have klædt hverken ham eller nogen som helst andre at gå polariseringens ærinde og slet ikke være i tråd med, hvem han er.
Oplagt til statskundskaberen
For den, der interesserer sig for international politik og statskundskab, er På min vagt en oplagt læseoplevelse. Man får et skarpt indblik i livet som generalsekretær i en tid, hvor verdensordenen er i opbrud og måske vigtigst af alt: et indblik i, hvordan en leder som Stoltenberg er blevet formet.
Det ironiske er, at Stoltenberg som ung slet ikke troede på NATO. At han ender som generalsekretær, er derfor ikke bare et karriereforløb, men et studie i, hvordan holdninger modnes. Politik handler trods alt ikke kun om at have ret, men om at kunne ændre mening, når verden ændrer sig. Og det klæder ham, at han ikke forsøger at omskrive historien. For os, der stadig fumler rundt i statskundskabens idealer, er det en stille trøst: man behøver ikke have regnet det hele ud fra begyndelsen.
På min vagt er måske ikke revolutionerende, men den føles ærlig. Og i en tid, hvor meget politik handler om at larme højest, kan det i sig selv virke næsten radikalt
