Der hvor jeg kommer fra skal man helst ikke forsøge at være noget. I Aarhus har alle ret til at være noget forskelligt.
Der hvor jeg kommer fra snakker man med kassemedarbejderen. I Aarhus siger jeg automatisk blot ’i lige måde’, når kassemedarbejderen monotont siger ’god dag’.
Der hvor jeg kommer fra, står tiden ofte stille. I Aarhus sker alting med lynets hast.
Der hvor jeg kommer fra er der ingen letbane, ingen diskussion om en ny bydel, ingen debat om hektisk trafik, ingen klager over larm på gaderne.
I Aarhus kalder man det en demokratisk samtale.
På værtshusene diskuteres sæsonens arvgrøder, minkindustrien og vejret.
i Aarhus diskuteres Rawls, inferens og fuldkommen konkurrence over en flaskeøl i fredagsbaren.
Der hvor jeg kommer fra slukker lygtepælene kl. 22.
I Aarhus slukker lygtepælene aldrig.
Men der hvor jeg kommer fra, er måske ikke det samme, som jeg husker det som. Selvom jeg synes tingene står stille, ændrer de sig faktisk.
Og måske er det pointen: Hjem er ikke et sted, men en forhandling mellem det, vi husker, og det vi oplever.
Så hvis du lige er flyttet til byen, så ro på. Inden du når de 180 ETCS-point har du fået din egen stamcafe, din yndlings fredagsbar, kan genkende din nabo og hilser på pizzamanden nede på hjørnet
Hjem er ikke kun er hvor du kommer fra, men hvor du begynder at høre til. Og før du ser dig om, at er ’der hvor jeg kommer fra’ faktisk blevet til Aarhus.
For når vi flytter til Aarhus, flytter vi ikke bare ind i en by – vi flytter ind i en demokratisk samtale, hvor forskellighed, larm og hastighed er en del af hverdagen.
Midt i alting begynder Aarhus, langsomt men sikkert, at føles som hjem.
Måske er hjem både et sted, hvor lygtepælene slukker kl. 22- og et sted, hvor de aldrig gør.
