Indifferenskurver og ølbong

Alt det jeg ikke regnede med på 2. semester. Det er ikke kun kaos af kurver, koncepter og konstant kognitiv overbelastning, jeg vil huske.

Sisyfos gik, så jeg kunne læse mikro

Jeg er i skrivende stund på vej mod eksamenerne på 2. semester af statskundskab. Og sikke en rutsjebanetur det har været! Endelig forstår jeg, hvordan Sisyfos havde det, da han hver dag skulle skubbe sin store sten op ad bjerget, kun for at se den trille ned igen. Min sten har bare heddet mikroøkonomi, og mit bjerg har været Langelandsgade. Det føles næsten som om, Rune står for enden af bjerget og kaster flere ligninger og modeller ned ad skråningen, hver gang jeg nærmer mig toppen.

Mit år er ikke blevet målt i dage og måneder som normalt. Nej, mit tidsregnskab er blevet dikteret af mikroforelæsninger. Det var ugen, hvor vi lærte om perfekt konkurrence i produktion, eller den frygtede torsdag, hvor vi kastede os ud i optimering af Ninas budgetbegrænsning på øl og bøger. Det er sådan, jeg navigerer i kalenderen. Kalenderen har ikke vist, om det er blevet forår, men “Nu er vi kommet til produktionsdelen”.

Samtidig har mit semester sat sine tydelige spor på mit liv uden for universitetet. Min musiksmag har gennemgået en mærkelig, men følelsesladet udvikling. For at få mit humør mere op, er jeg begyndt at høre sange som Queen og David Bowies Under Pressure, som føles mere som en dokumentar end et musiknummer. Og min absolutte yndlingssang er blevet Never Gonna Break My Stride af Matthew Wilder – en sand kampsang, når man kæmper sig igennem endnu en metodeskriveøvelse.

Når mikrosprog bliver modersprog

Mit vokabular har også gennemgået en mindre revolution. Jeg taler nu flydende mikrosprog. En Big Mac er ikke længere bare hurtigmad. Det er nu klassificeret som inferiøre goder, der falder i efterspørgsel, når min indkomst stiger (hvilket den selvfølgelig ikke gør). Mine nye, alt for dyre sko, jeg ikke kan gå i, er nu en “sunk cost”, som det ville være irrationelt at tage med i mine fremtidige beslutninger – men de er flotte, og det må også tælle for noget.

Jeremy clarkson redder min hjerne

For at balancere al teorien og undgå total hjernebrist, er jeg begyndt at se det legendariske tv-program Clarkson’s Farm. Hvis man ikke har set det, så kommer her en varm anbefaling! Man følger Top Gear-vært Jeremy Clarkson, som på mirakuløs vis har besluttet sig for at blive landmand. Og man tænker måske: “Det lyder da dødssygt,” men i virkeligheden er det præcis, hvad man har brug for, når man selv kæmper med indifferenskurver, t-værdier og egalitarismetyper. Jeremy er nemlig en uduelig landmand, som gang på gang laver enorme fejl. Jeg ser dette program, ligesom folk ser Luksusfælden – for at få det bedre med ens økonomi.

En særlig stjerne i programmet er Gerald. En lokal, helt nede på jorden, som har så tyk accent, at selv Google Translate ville give op. Når han forsøger at forklare Jeremy noget, står Jeremy bare og nikker og smiler forlegent. Det minder mig i uhyggelig grad om min oplevelse med Imai-bogen. Jeg sidder og læser og tænker: “Jeg ved, der er en pointe her et sted, men jeg er blevet dummere af at prøve at finde den.” Ligesom Jeremy lader jeg bare som om, jeg forstår, og håber på det bedste.

Men Clarkson’s Farm er ikke kun underholdende, fordi Jeremy fejler. Det er også fordi, det viser, at selv kaos kan være sjovt, og at man ikke altid behøver at have styr på alting. Og det er måske det vigtigste, jeg har lært på 2. semester: Det hele behøver ikke give mening hele tiden. For selvom mikroøkonomi, metode og politisk teori har givet mig grå hår, så har dette semester været meget mere end bare bøger og frustrationer.

Vi forstår ikke alt – og det er okay

2. semester har også været fyldt med sjove oplevelser. Det har været fredagsbarer, hyggestunder med holdet, og så kulminationen på det hele: Kapsejladsen. En dag, hvor hele Universitetsparken bliver forvandlet til et hav af farver, jubel og ølbongs, og hvor man for en stund glemmer alt om pensum og i stedet hepper, fester og føler sig som en del af noget større. Det er her, man virkelig mærker studielivet. Ikke bare som en række fag, men som et fællesskab.

Så når jeg ser tilbage på 2. semester, er det ikke kun kaos af kurver, koncepter og konstant kognitiv overbelastning, jeg vil huske. Jeg husker også det at trives på et studie med mange dejlige mennesker og erkendelsen af, at det hele nok skal gå, selv når man ikke forstår alt. For ligesom Jeremy Clarkson på sin gård, klarer vi det på vores egen måde.

Læs også